
Benjamin Netanyahu står i dag ikke blot som Israels premierminister; han fremstår i lyset af nylige rapporter og retslige påbud som et bærende ansigt for handlinger, der juridisk og moralsk lægger sig tæt op ad det, vi før har fordømt hos historiens værste tyranner.
Når FN-kommissioner og Den Internationale Domstol (ICJ) i flere sager indikerer, at handlingerne mod civilbefolkningen i Gaza kan udgøre folkedrab, og når USA, under udenrigsminister Marco Rubio, erklærer sin ubetingede støtte samtidig med at civile lider, dør og mangler legemsdele, så er vi nået til dét punkt, hvor ord som folkedrab, tyranni og moralsk krise ikke længere er retoriske overdrivelser, men nødvendige diagnoser.
Ifølge FN-kommissioner og ICJ's foreløbige påbud er der klare tegn på, at Israels militære operationer i Gaza har omfattet: ulovlige bombardementer af civile, tvangsforflyttelser, blokader der nægter nødhjælp, samt forhold, der virkelig truer eksistensen af palæstinensere som gruppe.
















