Kommentar af 
Eva Flyvholm

Eva Flyvholm: Statsministeren udviser ekstrem kynisme og mangel på ansvar i Gaza-konflikten

Som tidligere medlem af Folketinget er det, der berører mig allermest, at angrebene på børn og civile kunne være stoppet for længst, men at bomberne fortsat får lov at regne ned over Gaza dag efter dag, skriver Eva Flyvholm.

Hvis ikke jeg var så hvid i huden, ville nogen sikkert mene, at jeg var blevet radikaliseret, skriver Eva Flyvholm.
Hvis ikke jeg var så hvid i huden, ville nogen sikkert mene, at jeg var blevet radikaliseret, skriver Eva Flyvholm.Foto: Arthur J. Cammelbeeck
Eva Flyvholm
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Hvordan skal vi nogensinde kunne tro på retfærdighed, menneskerettigheder og international verdensorden, når børn i tusindvis bliver bombet, mishandlet og dræbt, som det sker i Gaza?

Det er fuldstændig forrykt. Jeg er ked af det, vred og rystet i min grundvold over, at så ekstreme angreb på civile og åbenlyse krigsforbrydelser får lov at ske. At det ikke bliver stoppet.

Det er absurd, at hverdagen i Danmark bare fortsætter dag efter dag, mens børn og deres familier i Gaza bliver dræbt og udsultet. Hvad fanden foregår der?

Læs også

På torvet i Sorø, hvor jeg bor, har vi netop afholdt en lystænding for børnene i Gaza, og nu skriver jeg igen i afmagt en sen nattetime. Hvis ikke jeg var så hvid i huden, ville nogen sikkert mene, at jeg var blevet radikaliseret.

Og måske er jeg blevet radikaliseret – jeg kan i hvert fald mærke min tillid til systemet og verden forsvinde og min tro på det gode i mennesker forbløde. For det efterlader en stor tomhed og afmagt indeni, når så stor en uret får lov at ske. Hvordan kan det andet?

Jeg er endda i sikkerhed og på afstand, mens venner og bekendte, der er helt tæt på, får beskederne om, at deres familiemedlemmer og kollegaer er blevet dræbt af bomberne. Hvad skal man sige til en gammel skolekammerat, der lige har mistet sin fætter og kusine og deres familier med tre og fire børn?

Det burde ikke være svært at indtage den position, at alle angreb på civile er uacceptable

Eva Flyvholm

"Det gør mig ondt" rækker virkelig ikke. For det er så hjerteskærende forkert, at han og hans familie bliver udsat for så meget lidelse. Og hvor er det brutalt, at vi skal stå og tale om dræbte børn på parkeringspladsen foran skolen, før vi henter vores egne børn, som heldigvis er i sikkerhed, men bliver overladt en mere og mere syg verden, hvis ikke det her stopper.

Som tidligere medlem af Folketinget er det, der berører mig allermest, at angrebene på børn og civile kunne være stoppet for længst, men at bombningerne får lov at fortsætte dag efter dag.

Det er et voldsomt politisk svigt, at de internationale storspillere og den danske regering accepterer det, der foregår.

Det ville åbenlyst have en kæmpe betydning, hvis EU indførte handelssanktioner, hvis USA holdt op med at sælge våben til Israel, og hvis den danske statsminister kunne gøre som den norske statsminister og faktisk fordømme det, der sker.

Det burde ikke være svært at indtage den position, at alle angreb på civile er uacceptable: både Hamas' angreb på civile i Israel, og den israelske regerings bombninger og blokade af civile i Gaza.

Læs også

Statsminister Mette Frederiksen har udvist en ekstrem kynisme og mangel på ansvar. Tænk at bakke op om Israel, uden at fordømme deres krigsforbrydelser. Tænk ikke engang at stemme for en våbenhvile, da muligheden første gang bød sig i FN.

Det er rystende, og helt og aldeles uacceptabelt. Som dansker vil jeg simpelthen ikke have det siddende på mig.

Det eneste lys i mørket er, at se de mange andre som presser på for at stoppe bomberne: Koncerter, lystændinger, demonstrationer og borgerforslag om våbenhvile. Tak for det.

Jeg håber og ønsker, at en våbenhvile snart bliver virkelighed. Det gælder børn og familiers liv i Gaza. Men det gælder også vores børns mulighed for at vokse op i en verden, hvor menneskeliv og rettigheder faktisk betyder noget.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Eva Flyvholm

Fhv. MF (EL) og medlem, Dataetisk Råd
cand.scient.adm. i offentlig administration og internationale udviklingsstudier (Roskilde Uni. 2009)

Mette Frederiksen

Statsminister, MF, partiformand (S)
master i afrikastudier (Københavns Uni. 2009), ba.scient.adm. i samfundsfag (Aalborg Uni. 2007)

0:000:00