Kommentar af 
Mogens Lykketoft

Mogens Lykketoft: Anders Foghs ubeherskede angreb på mig er ondskabsfuldt og løgnagtigt

Anders Fogh Rasmussen har efter min kritik af hans besøg i Taiwan påstået, at jeg bøjer mig for autokratiske regimer som Kina og Rusland. Det er både ondskabsfuldt og løgnagtigt.

Vi skal undgå alt, der anfægter den langvarige status quo omkring Taiwan-strædet, hvis vi vil undgå en katastrofe, skriver Mogens Lykketoft om Anders Foghs besøg i Taiwan.  
Vi skal undgå alt, der anfægter den langvarige status quo omkring Taiwan-strædet, hvis vi vil undgå en katastrofe, skriver Mogens Lykketoft om Anders Foghs besøg i Taiwan.  Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix
Mogens Lykketoft
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Danmarks nye udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen har udtalt, at EU bør bidrage til at mindske spændingerne mellem USA og Kina - og som kommentar til Anders Foghs rejse til Taiwan klogt fastslået, at Danmarks et-Kina-politik står fast.

Min erfaring fra blandt andet min tid som formand for FN’s Generalforsamling er, at det er afgørende for fred, økonomi og klimaløsninger i dette århundrede, at USA og Kina som århundredets to supermagter erkender, at de har stærkere fælles interesser end interessemodsætninger.

Taiwan er et rigt og velfungerende samfund og det eneste fungerende demokrati i den kinesiske kulturkreds. Hvis Kina søger at invadere Taiwan, kan det udløse krig mellem USA og Kina, der kan risikere at eskalere til Tredje Verdenskrig. Der er ikke grund til at tro, at Kinas ledelse gerne løber denne risiko, fordi regimets opbakning fra befolkningen bygger på, at man kan levere fortsat fremgang i levestandard.

Foghs Taiwan-besøg bidrager ikke til fred

Det bedste, vi kan gøre for at forhindre en katastrofe, er at undgå alt, der anfægter den langvarige status quo omkring Taiwan-strædet; hvor verdens lande formelt anerkender, at Taiwan er en del af Kina, men Taiwan reelt har sin selvstændighed.

Vi har alle en forpligtelse til at bidrage til at undgå nye krige eller skæbnesvangre optrapninger af nuværende konflikter.

Mogens Lykketoft

Når præsident Biden advarede Nancy Pelosi mod at rejse til Taiwan op til midtvejsvalget, var det fordi hendes besøg – som nummer tre i USA's magthierarki – kunne tolkes som et angreb på status quo.

Når Anders Fogh aflægger officielt besøg som tidligere dansk statsminister og Nato-generalsekretær, kan det tolkes tilsvarende. Derfor er det ikke nødvendigvis et bidrag hverken til fred og sikkerhed for det demokratiske Taiwan. Det er i hvert fald vigtigt at få fastslået, at han alene repræsenterer sin såkaldte Alliance of Democracies, der blandt andet sponsoreres fra Taiwan.

Ondskabsfuldt angreb 

Foghs udlægning af mine synspunkter, blandt andet her i Altinget, har lange bravader om ekko fra fodnotepolitikken og er i øvrigt generelt ondskabsfuld og løgnagtig i sin påstand om, at jeg ikke er på demokratiernes side, men bøjer mig for autokraterne. Nej, vi har alle en forpligtelse til at bidrage til at undgå nye krige eller skæbnesvangre optrapninger af nuværende konflikter.

Læs også

Jeg har aldrig været fortaler for en ’antiamerikansk katastrofekurs’, men for fælles europæiske holdninger i samarbejdet med USA. Men jeg var modstander af Foghs beslutning om at deltage i Irak-krigen sammen med Bush (ligesom Frankrig, Tyskland og de andre nordiske lande var det). Begrundelser for krigen var falske og krigen var i strid med FN og folkeretten og konsekvenserne katastrofale – inklusiv at den nærede fremkomsten af ISIS.

Støtter opbakning til Ukraine

Jeg er naturligvis passioneret tilhænger af en international retsorden, hvor magt ikke er ret. Men sådan ser verden desværre ikke ud. Derfor støtter jeg uden forbehold Vestens opbakning til, at Ukraine kan slå Ruslands aggression tilbage og tilhænger af, at der leveres de nødvendige våbensystemer til ukrainerne for at dette kan ske.

Det er den nødvendige forudsætning for, at der kan komme et tidspunkt, hvor USA og Europa, hvis bistand er afgørende for Ukraines overlevelse, må tale med Zelensky om, hvordan krigen standses, før Ukraine er lagt totalt i ruiner. Rusland kan næppe tvinges til betingelsesløs kapitulation, da USA jo af indlysende frygt for atomkatastrofen ikke vil føre krigen ind i selve Rusland.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Anders Fogh Rasmussen

Formand og stifter, Rasmussen Global og Alliance of Democracies Foundation, seniorrådgiver, Citigroup, fhv. generalsekretær, Nato, fhv. statsminister (V), partiformand & MF
cand.oecon. (Aarhus Uni. 1978)

Mogens Lykketoft

Formand, Energinet Danmark, fhv. formand for Folketinget, fhv. MF (S), fhv. udenrigs- og finans- og skatteminister, fhv. partiformand, fhv. formand, FN's generalforsamling
cand.polit. (Københavns Uni. 1971)

Lars Løkke Rasmussen

Udenrigsminister, MF (M), politisk leder, Moderaterne, fhv. statsminister
cand.jur. (Københavns Uni. 1992)

0:000:00