Debat

Nordic Dialogue: Tyskland er på vej tilbage i lederrollen på den internationale scene

Tysklands ageren i Afghanistan markerer begyndelsen på et nyt og mere proaktivt kapitel i den tyske udenrigs-, sikkerheds- og forsvarspolitik, skriver Preben Bonnén.

Uanset hvem, der måtte efterfølge Angela Merkel som kansler, er det et mere selvbevidst Tyskland, som træder frem på den internationale scene, skriver Preben Bonnén. 
Uanset hvem, der måtte efterfølge Angela Merkel som kansler, er det et mere selvbevidst Tyskland, som træder frem på den internationale scene, skriver Preben Bonnén.  Foto: Pool/Reuters/Ritzau Scanpix
Preben Bonnén
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Hvad skulle have været forbundskansler Angela Merkels sidste regeringserklæring 24. juni i år, skulle vise sig at blive den næstsidste af slagsen.

Omstændighederne i Afghanistan og det øjeblikkelige behov for evakuering af landets egne statsborgere og de afghanere, som har bistået den tyske ambassade, og de tyske væbnede styrker gjorde, at Angela Merkel 25. august på ny måtte aflægge ikke blot endnu en regeringserklæring men også indhente mandat fra forbundsdagen til at godkende den igangværende evakuering.

Modsat andre lande så kan den tyske forbundsregering ikke på eget initiativ iværksætte militære operationer uden mandat fra forbundsdagen. Alligevel besluttede forbundsregeringen at påbegynde evakueringen uden samtykke fra forbundsdagen med henvisning til de givne og pludselig opståede omstændigheder.

At iværksættelsen af evakueringen var tvingende nødvendig, har de fleste af forbundsdagens partier forståelse for. Af samme årsag var indkaldelsen af forbundsdagens medlemmer med henblik på en blåstempling af operationen med tilbagevirkende kraft blot at betragte som en formalitet, idet flertallet var givent på forhånd.

Sagt på anden måde: så har tyskerne været handlingslammede af deres selvbevidsthed om egen historie

Preben Bonnén, Politisk faglig chef, Nordic Dialogue

Ikke desto mindre og alligevel er det tysk historie, vi er vidne til. Historie fordi det er første gang nogensinde i Forbundsrepublikken Tysklands historie, at man iværksætter en militær operation udenom forbundsdagens godkendelse. Når forbundsregeringen ikke på eget initiativ kan sende tyske soldater på internationale missioner udenom forbundsdagen, skal svaret ligeledes søges i historien.

Ubodelig skade på transatlantiske relationer

Tysklands hidtidige og alt for velkendte tilbageholdenhed med at lade sig involvere i verdens brændpunkter skal tilskrives landets fortid, herunder og især Anden Verdenskrig. Sagt på anden måde: så har tyskerne været handlingslammede af deres selvbevidsthed om egen historie.

Forbundsregeringens tilsidesættelse af den tyske forfatning vurderes ikke at få konsekvenser med henvisning til den desperate situation i Afghanistan, hvor så godt som alle partier i forbundsdagen har forståelse for, at der skulle ageres og reageres hurtigt i et kapløb mod tiden. Hvor det indenrigspolitisk ikke vil få konsekvenser, forholder det sig derimod helt og aldeles anderledes, når det handler om udenrigspolitikken.

Den amerikanske præsident Joe Bidens tilbagetrækning af egne styrker og manglende involvering af sine europæiske allierede har ikke blot givet anledning til frustration men mere og snarere irritation, hvilket selvsagt ikke vil kunne undgå at få følger for det fremtidige transatlantiske samarbejde i almindelighed og tysk udenrigs-, sikkerheds- og forsvarspolitik i særdeleshed.

Hvor det var den tidligere amerikanske præsident Donald Trump, som satte spørgsmålstegn ved dels NATO som institution, dels musketereden om at komme hinanden til undsætning i tilfælde af et væbnet angreb på et medlemsland, er det hans efterfølger præsident Joe Biden, der med den hurtige og nærmest desperate amerikanske tilbagetrækning fra Afghanistan har gjort ubodelig skade på de i forvejen anstrengte amerikanske og europæiske relationer.

Europa skal være i stand til at garantere sikkerhed, og det er uanset, hvilken krisetilstand vi i Europa måtte befinde os i

Preben Bonnén, Politisk faglig chef, Nordic Dialogue

USA’s enegang og til tider arrogante attitude over for sine allierede betyder, at Tyskland synes mere og mere afklaret omkring behovet for at påtage sig – om end ikke lederskabet – så mere lederskab, end det indtil videre har været tilfældet, når det handler om udenrigs-, sikkerheds- og forsvarspolitik. Et lederskab, som også omfatter militær involvering, om situationen måtte påkræve det, som det også kom til udtryk i Angela Merkels regeringserklæring og i den efterfølgende debat.

Ifølge det liberale parti FDP er det for pinligt og dårligt, at forbundshæren ikke er i stand til uafhængig af USA og selvstændigt at kunne evakuere egne statsborgere og afghanere, som har bistået tyskerne. Det skal der ændres på, ligesom partiet foreslår oprettelsen af et forbundssikkerhedsråd. Samme retorik er at høre fra det kristelige konservative parti CDU, som vil en styrket forbundshær, som skal have vokseværk, både når det gælder mandskab og materiel.

Vi skal være modige

Spørger man den tyske forsvarsminister Annegret Kramp-Karrenbauer, så er verden præget af omvæltninger og uorden, geopolitiske rivaliseringer, voksende krav om magt fra Kina og et mere aggressivt optrædende Rusland.

Det er af samme årsag så meget desto vigtigere, at vi i Europa får sat tempoet op i udviklingen af en fælles europæisk sikkerheds- og forsvarspolitik, ligesom europæerne fremadrettet ikke længere bør agere appendiks for amerikanske interesser.

Europa skal være i stand til at garantere sikkerhed, og det er uanset, hvilken krisetilstand vi i Europa måtte befinde os i. Samtidig skal vi være mere modige og ”selvbevidst imødegå alle forsøg på at splitte de forskellige europæiske lande”, som hun udtrykker det.

Det kan godt være at ”Amerika is back” i Joe Bidens optik, men i virkelighedens verden er historien en anden, og den virkelighed har længe været at øjne, som især tyskerne har været opmærksomme på, og som der helt sikkert vil blive handlet på.

Tyskland vil Europa, og Europa har brug for Tyskland

Preben Bonnén, Politisk faglig chef, Nordic Dialogue

Ny kansler i et proaktivt Tyskland

Tyskland er langt om længe på vej tilbage på den internationale scene, og modsat USA vil Tyskland være inkluderende og dygtige til ikke blot at informere sine europæiske partnere, men konsultere og i videst mulige udstrækning også agere og reagere i fællesskab. Tyskland vil Europa, og Europa har brug for Tyskland.

Hvilket parti, som bliver regeringsbærende efter valget 26. september 2021, vil i sig selv blive en både spændende og interessant iagttagelse. Ikke mindst med tanke på meningsmålingerne, som viser et stadig tættere løb mellem CDU/CSU, SPD og De Grønne.

Men uanset om det bliver Armin Laschet fra CDU/CSU, Olaf Scholz fra SPD eller Annalena Baerbock fra De Grønne, som måtte efterfølge Angela Merkel og rykke ind i kanslerdomicilet i Berlin, synes konturerne af et mere selvbevidst optrædende Tyskland på den internationale scene indiskutabelt.

Hvor Afghanistan synes at tegne enden for USA’s internationale engagement, bliver det omvendt begyndelsen for et nyt og mere proaktivt kapitel i den tyske udenrigs-, sikkerheds- og forsvarspolitik.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Angela Merkel

Fhv. forbundskansler, Tyskland (CDU)
Fysiker, doktorgrad i kvantekemi

Armin Laschet

Formand, Christlich Demokratische Union (CDU), premierminister, Nordrhein-Westfalen
Ludwig Maximilian University of Munich, University of Bonn

Olaf Scholz

Forbundskansler (SPD), Tyskland
Universität Hamburg