Bliv abonnent
Annonce
Debat

Podcastværter: Dansk forsvarsforskning skal hænge sammen med den sikkerhedspolitiske vision

Forskningsreserven sender signaler om prioriteringer, tidshorisonter og ambitionsniveau.&nbsp;Hvis disse signaler er uklare, risikerer Danmark at få mange relevante projekter, men uden fælles retning, uden klare aftagere og uden langsigtet effekt, skriver Alex Mathar og Anders Havelund Krøyer.<br>
Forskningsreserven sender signaler om prioriteringer, tidshorisonter og ambitionsniveau. Hvis disse signaler er uklare, risikerer Danmark at få mange relevante projekter, men uden fælles retning, uden klare aftagere og uden langsigtet effekt, skriver Alex Mathar og Anders Havelund Krøyer.
Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
2. februar 2026 kl. 02.00

A

Værter på podcasten 'Kampkraft'

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Danmark står over for en række kommende beslutninger om forskning, teknologi og forsvar. Beslutninger, der rækker langt ud over de enkelte bevillinger.

De vil få betydning for, om Danmark opbygger varig sikkerhedspolitisk handlekraft eller blot finansierer aktivitet uden strategisk tyngde.

Det var udgangspunktet for en længere samtale, vi i forsvarspodcasten Kampkraft havde med Lars Bo Larsen, direktør for Nationalt Forsvarsteknologisk Center (NFC).

Samtalen kredsede om NFC’s rolle, om samspillet mellem stat, forskning og industri og om nødvendigheden af at løfte opgaven i fællesskab.

Med afsæt i den samtale deler vi her nogle refleksioner rettet direkte mod de beslutningstagere, der i det kommende måneder skal fastlægge rammerne.

Et politisk styringsværktøj

Den seneste udmøntning af forskningsreserven markerer et væsentligt skridt i retning af at styrke forsvars- og sikkerhedsteknologisk forskning i Danmark. Det ændrer dog ikke ved, at midler i sig selv ikke skaber sammenhæng.

Forskningsreserven fungerer i praksis som et politisk styringsværktøj. Den sender signaler om prioriteringer, tidshorisonter og ambitionsniveau.

Hvis disse signaler er uklare, risikerer Danmark at få mange relevante projekter, men uden fælles retning, uden klare aftagere og uden langsigtet effekt.

Det stiller et konkret krav til Folketinget og Forsvarsministeriets koncern: Midlerne skal kobles til tydelige valg om, hvad Danmark ønsker at kunne bidrage med sikkerhedspolitisk, ikke kun næste år, men over det kommende årti.

Læs også

I NFC arbejdes der med Team Danmark som ramme for samarbejde mellem myndigheder, forskning og industri. Logikken er, at Danmark er for lille til parallelle spor og ukoordinerede satsninger.

Fælles ansvar opstår ikke automatisk. Det kræver politiske valg om:

  • hvilke teknologiske områder der prioriteres nationalt.
  • hvordan de understøtter Forsvarets udvikling og alliancernes behov.
  • hvor ansvaret for sammenhængen placeres.

Uden denne klarhed risikerer fællesskabet at blive bredt, men uden strategisk tyngde. Med klare prioriteringer kan Team Danmark blive et reelt greb til at samle ressourcer, mindske friktion og skabe kontinuitet.

Udvikling og indkøb

En gennemgående pointe i samtalen var behovet for en tydeligere organisatorisk skelnen mellem teknologisk udvikling og indkøb.

Indkøb er med rette reguleret af krav til habilitet, gennemsigtighed og proces. Det er afgørende for statens legitimitet. Teknologisk modning og afprøvning er derimod afhængig af dialog, iteration og risikostyring i et andet tempo.

Vil man fortsætte med mange parallelle initiativer og bred enighed, eller vil man prioritere, samle ansvar og acceptere fravalg?

Alex Mathar og Anders Havelund Krøyer
Værter på podcasten 'Kampkraft'

Når disse to hensyn samles i samme organisatoriske spor, opstår der strukturelle spændinger, som sænker tempoet, begrænser dialogen med nye aktører og lægger et uforholdsmæssigt ansvar på indkøbsorganisationerne.

Hvis Danmark vil udnytte forskningsreserven og de teknologiske satsninger bedre, kræver det organisatoriske valg, der tager højde for disse forskelle og indretter systemet derefter.

International forankring

Et andet centralt punkt i samtalen var, at dansk forsvarsteknologi sjældent har Danmark som sit eneste marked. Det er et grundvilkår i en internationaliseret forsvars- og teknologisektor.

Derfor skal international forankring ikke betragtes som et senere trin. EU- og Nato-samarbejder, partnerskaber og adgang til større markeder bør tænkes ind fra begyndelsen, hvis Danmark vil bevare indflydelse og sikre national effekt af investeringerne.

Uden dette perspektiv risikerer vi, at teknologier enten forbliver for små til at gøre en forskel eller flytter ud, før de bidrager til dansk sikkerhed.

Læs også

De kommende beslutninger om forskningsreserven, nationale programmer og organiseringen af teknologiindsatsen er ikke blot tekniske detaljer, men sikkerhedspolitiske valg.

Folketinget og Forsvarsministeriets koncern står over for et grundlæggende spørgsmål: Vil man fortsætte med mange parallelle initiativer og bred enighed, eller vil man prioritere, samle ansvar og acceptere fravalg?

Hvis Team Danmark skal være mere end en ambition, kræver det tydelige nationale fokusområder, klar ansvarsplacering og politisk vilje til at vælge.

Uden prioritering bliver fælles ansvar en hensigtserklæring. Med prioritering bliver det en kapacitet.

Artiklen var skrevet af

A

Alex Mathar og Anders Havelund Krøyer

Værter på podcasten 'Kampkraft'

Annonce
Annonce

Indsigt

Annonce
Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Vi tror på politik
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40redaktionen@altinget.dkCVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael Thomsen
Copyright © Altinget, 2026