Debat

Radikale Venstre og Danske Maritime: Forsvarets grønne omstilling kan skabe maritimt eksporteventyr

Offentlige investeringer i Forsvaret skal øge danske eksportindtægter og skabe et bedre klima i hele verden, skriver Martin Lidegaard (R) og Jenny Braat.

Det er utrolig positivt, at der nu sættes gang i et dansk projekt, som skal føre til nye, moderne og mere fleksible patruljeskibe, skriver Martin Lidegaard (R) og Jenny Braat. 
Det er utrolig positivt, at der nu sættes gang i et dansk projekt, som skal føre til nye, moderne og mere fleksible patruljeskibe, skriver Martin Lidegaard (R) og Jenny Braat. Foto: Celina Dahl/Ritzau Scanpix
Jenny N. Braat
Martin Lidegaard
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Den maritime industri i Danmark er blandt verdens dygtigste. Så når den grønne omstilling skal rulles hen over verdensflåden, kan danske løsninger få afgørende betydning og skabe vigtige eksportindtægter.

På Slotsholmen har man netop sat Forsvaret under grøn lup. Alt fra bygninger og biler til skibe og tanks skal vurderes, når man i et nyt klimapartnerskab med erhvervslivet vil gøre hele Forsvaret langt mere klimavenligt. Et både spændende og relevant tiltag set med maritime briller!

Søens ældre damer

For ser man på de mere end 60 store skibe, som Forsvaret råder over, er dette en indlysende god idé. De fire overvågningsskibe i Thetis-klassen, som primært sejler i Arktis, er omkring 30 år gamle, og også mange af de øvrige militærskibe er efterhånden en flok ældre damer.

Siden de blev bygget, er der sket store teknologiske fremskridt indenfor energieffektivitet og grøn omstilling, som har stor betydning for, hvor meget brændstof skibet bruger, og hvor meget det forurener. Så både når man bygger nyt, og når man renoverer, er der store gevinster at hente ved at opgradere flåden.

Danmark har alle muligheder for at gøre grøn omstilling af den militære flåde til en succes

Martin Lidegaard (R) og Jenny Braat
Hhv. forsvars-, udenrigs- og Arktisordfører (R) og adm. direktør, Danske Maritime

Derfor er det også utrolig positivt, at der nu sættes gang i et dansk projekt, som efter planen skal føre til nye, moderne og mere fleksible patruljeskibe. Men dette gode initiativ bør følges op af flere. 

Længere på literen 

Aktuelt fylder debatten om nye typer brændstoffer meget og med god grund. For også her kan Danmark være i front med at gøre vindenergi til drivmiddel. Enten gennem direkte elektrificering af mindre skibe (for eksempel ø-færger) eller indirekte gennem produktion af grønne brændstoffer på vind (Power to X brændstoffer).

Men det er vigtigt at forstå, at denne satsning ikke kan stå alene. Vi ved ikke, hvornår det vil være muligt at producere nok grønt brændstof til verdens flåder og sikre en tilstrækkelig høj forsyningssikkerhed. Til gengæld ved vi, at de nye typer brændstoffer forventeligt bliver dyrere end de nuværende fossile.

Ergo er der god grund til også at toptune både nye og gamle skibe.  Uanset hvad der på længere sigt skal i tanken, bør skibene sejle så energieffektivt som muligt. Udgiften til brændstof udgør typisk over halvdelen af et skibs driftsomkostninger, så både med økonomiske og grønne briller er energieffektivitet centralt.  

Samtidig bør man huske på, at der er tale om krigsskibe, og bliver vi involveret i en krig, er det også i den forbindelse vigtigt at kunne sejle langt på literen.

Brug for et højere ambitionsniveau

Regeringen har allerede peget på udvalgte tekniske forbedringer på visse af skibene, men vi bør være mere ambitiøse. Dels i forhold til den kritiske vurdering af, hvor længe skibene kan holde. Dels i forhold til, hvor systematisk vi går til værks, når vi energieffektiviserer. Og dels i forhold til antallet af skibe, hvor blandt andet situationen i Arktis giver anledning til at overveje, om antallet af danske militærfartøjer er tilstrækkeligt i betragtning af de enorme arealer, vi skal kunne kontrollere. Også muligheden for flere isbrydende fartøjer bør overvejes, for det er svært at argumentere for, at Kongeriget Danmark skal tildeles store områder omkring Nordpolen, hvis vi ikke kan besejle dem.

Uanset hvad der på længere sigt skal i tanken, bør skibene sejle så energieffektivt som muligt

Martin Lidegaard (R) og Jenny Braat
Hhv. forsvars-, udenrigs- og Arktisordfører (R) og adm. direktør, Danske Maritime

Og alt dette kan vi selv. Danmark er et internationalt foregangsland inden for klimavenlig skibsfart, så vi har alle muligheder for at gøre grøn omstilling af den militære flåde til en succes, hvis vi er villige til at investere i de bedste løsninger. Det er for eksempel muligt at reducere CO2-udledningerne med op til 10 procent ved at udnytte skibsmotorens overskudsvarme bedre, op til 7 procent med ruteoptimering, op til 10 procent med bedre bundmaling og op til 8 procent med propeloptimering. Løsningerne er klar – det er bare at gå i gang.

Offentlige investeringer med mening

For Danmark har vores maritime kompetencer stor betydning. Bygger vi egne forsvarsskibe, bidrager det til et højt kompetenceniveau, omsætning i mange led, og at vi kan løse tilsvarende opgaver i udlandet samt bruge nogle af løsningerne til andre skibstyper. Samtidig er det en sikkerhedsmæssig fordel ikke at være afhængige af udenlandske leverandører

Derfor bør der lægges en forretningsmæssig vinkel på offentlige investeringer, så de bliver til gavn for Danmark i bred forstand. De bør bidrage til øget grøn vækst, innovation og omsætning, styrke danske kompetencer og øge eksportindtægterne – samtidig med vi bidrager til et bedre klima i hele verden.

Derfor bør den maritime del udgøre en af de absolut væsentligste prioriteringer, når den grønne omstilling i Forsvaret for alvor skal i gang. Den store militære flåde kan bruges til langt mere end forsvar og overvågning. Den kan også bruges til at skabe et maritimt eksporteventyr.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00