Retoriker: Verdensledere står i kø for at skamrose Trump. Men ikke al ros er lige god

De brune næsers pudder

Det nye retoriske skifte i måden, verdensledere interagerer med den amerikanske præsident med caligulanske træk, kan kort opsummeres med en omskrivning af Teddy Roosevelts udenrigspolitiske maksime: speak calmly, and carry a big compliment.

Med et ego så stort og brandfarligt som Hindenburg skal komplimenterne til Trump være personligt målrettede og tale til de værdier, der er centrale i hans kosmos, og det går igen i den optræden, verdens ledere opfører for ham:

Sydafrikanske Ramaphosa sigter efter at behage den golfbesatte præsident ved at medbringe to professionelle golfspillere til sit møde i Det Hvide Hus og dermed appellere direkte til hans største hobby.

Netanyahu nærer flammerne i én af præsidentens største drømme ved på et møde at erklære, at han har indstillet Trump til Nobelprisen – en ære, der tilfaldt hans forgænger Obama, og som Trump derfor i årevis har ønsket sig.

Rosen er en vej til at vinde velvilje fra tronen.

Morten Vester Haldrup
Retoriker

Og von der Leyen taler direkte til Trumps kerneidentitet som forretningsmand ved gentagne gange at tale om hans toughness, der gjorde forhandlingerne om en handelsaftale "very difficult", og hun holder ikke igen med at frame aftalen som "a big deal, a huge deal" flere gange.

Fælles for alle eksemplerne er, at de grundlæggende er asymmetriske i deres taleposition – fyrsten over for vasallen. Selvom det nok altid har været en realitet mellem USA og dets allierede, er det nu helt ude i det åbne, og rosen er en vej til at vinde velvilje fra tronen.

Her må de ovenstående eksempler siges at være velvalgte i deres målgruppeanalyse, men det er dog ingen garant for succes: Ramaphosas møde endte i et baghold om konspirationsteorier om et hvidt folkemord i Sydafrika, og EU's handelsaftale er direkte blevet kaldt en "overgivelse."

Så er der overhovedet noget at gøre som en mindre vasal i mødet med fyrsten andet end at rose for velvilje og håbe for ræson?

Det strategiske fyrstespejl

Det græske panegyrik blev i antikken brugt om blandt andet offentlige lovprisninger på folkeforsamlingen, og det blev efterfølgende i Rom en hyppig genre til ære for kejseren.

Ved første øjekast kan den svulstige stil, som vi måske mest forbinder med sin næsten komiske udfoldelse i steder som Pyongyang, fremstå som netop det: meningsløs pomp og pragt, der alene tjener at behage Den Store Leder. Nødvendig smørelse, om man vil.

Det vil dog også være at reducere genren, for det har også et iboende persuasivt potentiale, som eksemplet med the text read around the world illustrerer.

Her tænker jeg selvfølgelig på Ruttes sms til Trump, der i juni gik viralt og medførte en kædereaktion af tabte undermunde. Selvom jeg også selv måtte justere kæben, kan Ruttes besked ses som et eksempel på, hvordan panegyrikken kan udfoldes som et strategisk fyrstespejl.

Termen fyrstespejl beskriver de lærebøger, der skulle forberede den kommende fyrste på sit embede, og som derfor i kraft af sit fokus og formuleringer kan påvirke dennes fremtidige handlinger: for eksempel kan framingen af herskeren som klog medføre, at denne ønsker at læse bøger i stedet for at brænde dem.

Rutte kender selvfølgelig til Trumps ego og hans drømme om et ekstraordinært eftermæle, og han formår at lave en kobling mellem dette og sit eget politiske ønske om at sikre Natos overlevelse.

Det gælder eksempelvis brugen af formuleringer som "you have driven us to a really, really important moment for America and Europe", og at Trump har opnået noget, "NO American president in decades could get done."

Det er jo ikke til at tage fejl af (skam)rosen, men Ruttes ord skiller sig ud fra eksempelvis von der Leyens, fordi der ikke er tale om en anerkendelse af Trumps storhed, men i stedet af hans handlinger.

Det første er (i hvert fald for Trump) flygtigt, et midlertidigt high, hvorimod det andet er varigt, noget for historiebøgerne. Det skaber dermed en implicit forpligtelse og giver Trump et medansvar som præsidenten, der sikrede netop det – og så skal det jo lykkes, det dér Nato!

Betyder det overhovedet noget?

Der er selvfølgelig meget på spil, når det kommer til internationale forhold, og vi kan ikke tilskrive én sms den afgørende betydning for, at USA stadig er en del af Nato (som Trump jo stadigvæk selv har betvivlet ved flere lejligheder).

Mange vil nok også samtidig fastholde, at det hele don't mean a thing, hvis det ikke har lige præcis det swing, Trump-regeringen i forvejen ønsker.

Det panegyriske diplomati virker dog til trods herfor til at være en ny realitet i tråd med tidsånden, og derfor er det værd at overveje, hvordan det benyttes strategisk.

Her kan en skelnen mellem bagudskuende og fremadskuende være hensigtsmæssig: taler man som med eksemplet med von der Leyen eller Ramaphosa til det allerede eksisterende, og uden en direkte kobling til de politiske ambitioner? Eller kan man som med Rutte anlægge en fremadskuende linje i sin panegyrik, noget der kobler de floromvundne roser med reelle politiske mål, så de to forenes – og forpligter?

Der er rigeligt med grunde til at overveje sine ord. For nej, al ros er ikke lige god.

Morten Vester Haldrup
Retoriker

Overvejelserne er samtidigt vigtige, fordi der også er tale om en form for politisk kommunikation, der ikke er fri for risici. Her tænker jeg ikke alene på risikoen for ydmygelse i øjeblikket af den tronende fyrste, som bruger lejligheden til at fremvise sin overlegenhed, som Trumps deling af Ruttes sms jo er et knap så subtilt eksempel på.

Jeg tænker også på det hjemlige backlash, der potentielt kan opstå, når overhovedet for ens land – ansigtet udad mod verden – dyster om kap i et superlativernes Hunger Games.

Rutte har selv affejet kritikken af sin sms som "et spørgsmål om smag", men han står heller ikke (længere) overfor at skulle vælges af en befolkning som andre statsoverhoveder.

Hvis befolkningens tolerance for at brown nose sig til politiske sejre (eller i hvert fald bare aftaler) overfor en stadigt mere upopulær præsident pludselig bliver brugt op, hvad gør lederen så indenrigspolitisk?

Det panegyriske diplomati er med andre ord en jonglerende balancegang i et stormvejr, og der er rigeligt med grunde til at overveje sine ord. For nej, al ros er ikke lige god.