Ruslandskender: Putin holder vejret, mens Trump tester grænserne for USA's magt

Interessesfærer

Det drejer sig i første omgang om interessesfærer: Hvor langt er USA villig til at gå?

En amerikansk interessesfære, ja, det står nu klart for russerne. Men er det en idé, som Trump er rede til at overføre til andre magter og regioner? Ligger der i hans tænkning, at Rusland kan få sin egen sfære i det tidligere Sovjetunionen og Østeuropa – måske endda mere end det?

Hvis det er tilfældet, er Venezuela en lille pris at betale. Grønland sådan set også selvom en amerikansk overtagelse af øen muligvis vil forrykke den militære balance i Arktis.

Rusland ser meget gerne suverænitet for Grønland, da det vil underminere Kongeriget Danmark og svække Nato i Arktis, men Grønland skal i udgangspunkt helst ikke blive en del af USA.

I et større perspektiv handler det om at få Trumps accept af en russisk interessesfære.

Flemming Splidsboel Hansen
Seniorforsker, DIIS

Men igen er der pludseligt kommet andre overvejelser, som faktisk har fået Putin til at støtte Trumps krav om Grønland. Det drejer sig dog ikke om Grønland, men om Ruslands nærområde.

Den russiske offentlighed har haft det svært med det nærområde helt siden Sovjetunionens opløsning i 1991. Det er blevet betegnet "det nære udland", og dét udland var tydeligvis anderledes end det "rigtige" udland.

Krigen i Ukraine er i sin kerne en neoimperialistisk krig, et forsøg på at genoprette Moskvas kontrol over en tidligere koloni og etablere en interessesfære.

Helt akut vil Rusland gerne lukke krigen i Ukraine, som bliver ved med at trække enorme ressourcer ud af det russiske samfund. Derfor gælder det for Putin lige nu om at holde sig tilbage med kritik af Trump og USA. Det er bedre at tie stille og så håbe på en amerikansk håndsrækning i forhold til en mulig kommende fred.

I et større perspektiv handler det om at få Trumps accept af en russisk interessesfære. Det er uklart, hvor grænserne for den vil gå: Det er helt sikkert hele det tidligere Sovjetunionen, inklusive Estland, Letland og Litauen, men det kan også være dele af andre nabolande, for eksempel Finland og Norge.

Ruslands få allierede

Den russiske politiske og militære tænkning er meget lig Trumps – blot har de russiske politikere ikke de samme magtmidler.

Nu står Maduro anklaget i USA for "narkoterrorisme", og det er meget anderledes og alligevel meget lig Ruslands anklager mod Ukraines præsident Volodomyr Zelenskyj.

Da russiske tropper rykkede ind i Ukraine i fuldskalainvasionen 24. februar 2022 havde Putin som ambition at tage Zelenskyj til fange i Kyiv, overføre ham til Moskva og dér få ham dømt for påstået nazisme.

Det mislykkedes naturligvis for de russiske tropper at nå frem til Zelenskyj, men planen afspejlede den samme tankegang: at de stærkere stater gør, hvad de vil, mens de svagere stater blot må acceptere det. Putin er på den måde meget på linje med Trump, men det forudsætter, at der er en form for enighed om, hvem der kan tillade sig at gøre hvad.

Rusland har få egentlige allierede. De er især blandt andre autoritære styrer, og tilliden mellem dem er lav. I kredsen er enkelte tidligere Sovjetrepublikker, som Rusland fortsat har en formel militær alliance med.

Trumps brug af magt – især militær – er foruroligende fra et russisk perspektiv.

Flemming Splidsboel Hansen
Seniorforsker, DIIS

Blandt de allierede er også Iran, som loyalt har støttet Rusland med især droner siden fuldskalainvasionen i 2022, og som til gengæld har modtaget politisk og militær støtte af Rusland.

Iran vil være en del af en udvidet russisk interessesfære, hvor Putin vil afvise ethvert amerikansk engagement. Det er af hensyn til Ruslands egne interesser – og det er af hensyn til styret i Teheran.

De omfattende uroligheder i Iran i januar 2026 truer præstestyret på en måde, som måske ikke er set før. Et regimeskifte i Iran vil være endnu en dårlig nyhed for Rusland, som i 2024 måtte redde Syriens diktator Bashar al-Assad i sikkerhed i Moskva. Det var et stort slag for Ruslands indflydelse i Mellemøsten.

Nu skal landet helst holde fast på Iran. Trumps trusler om at angribe uspecificerede mål i Iran – sandsynligvis Revolutionsgarden og bygninger med tilknytning til den politiske elite – gør det dog vanskeligere for styret selv at slå protesterne tilbage og for Rusland at hjælpe regimet.

Truslerne forbryder sig også mod idéen om forskellige interessesfærer. Det signalerer snarere, at USA har tænkt sig at blande sig, hvor og hvornår landet finder det nødvendigt. Hvis det er tilfældet, er der pludseligt meget mindre for Rusland at vinde ved en form for stiltiende aftale om for eksempel Venezuela og Grønland.

Russiskledet modtryk

Trumps brug af magt – især militær – er foruroligende fra et russisk perspektiv. På kort sigt kan det være attraktivt for Rusland at holde igen, for der er de vigtige uafklarede spørgsmål om Ukraine og en større interessesfære. Men på længere sigt vil Rusland med stor sandsynlighed forsøge at afbalancere USA.

De aktuelle signaler fra Det hvide Hus om en nærmest uindskrænket amerikansk magtudøvelse, som det for eksempel kommer til udtryk i forhold til Iran, er helt uacceptable.

Rusland har i tre årtier arbejdet stadig tættere med Kina for at afbalancere USA. De to lande har etableret et såkaldt strategisk partnerskab, og rundt om det har de samlet en stribe lande i såvel Shanghai Samarbejdsorganisationen (SCO) som BRICS.

Putin må være oprigtigt bekymret for, at Trump har tænkt sig at tromle videre.

Flemming Splidsboel Hansen
Seniorforsker, DIIS

Der kan være andre lande i disse grupper, som vil være nervøse for Trumps politikker. Det er for eksempel Brasilien, Indien og Sydafrika, det vil sige stormagter eller regionale magter, som gerne ser begrænsninger på USA's magt.

Rusland har i mange år været meget direkte i sine bestræbelser på at afbalancere USA – for eksempel ved militærøvelser med et nukleart element – og det vil være let for det russiske system at gå den vej igen.

Faktisk er den nuværende politik, hvor kritik af USA bliver tilbageholdt, noget af et kursskifte i forhold til den sædvanlige praksis i Moskva.

På whiteboardet i Kreml er der sikkert et aktionspunkt, som hedder "afbalancering". Det er for tidligt for Putin at sætte det i gang, for han skal først finde ud af, hvad Trump egentligt vil give ham.

De seneste uger har dog lagt til negativsiden for Putin, som må være oprigtigt bekymret for, at Trump har tænkt sig at tromle videre, også selvom det går ud over ret klare russiske interesser. Det kan russerne tåle et stykke tid, men vi skal også forvente et modsvar, når deres tålmodighed løber ud.