Bliv abonnent
Annonce
Debat

Søren Gade: Massakren i Butja var en forbrydelse mod menneskeheden. Rusland må stilles til ansvar

Europa og Ukraine deler værdier, og derfor er Ukraines kamp også Europas kamp, skriver Søren Gade.
Europa og Ukraine deler værdier, og derfor er Ukraines kamp også Europas kamp, skriver Søren Gade.Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
11. april 2025 kl. 02.00

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

For mange stod det fulde omfang af nazismens grusomheder først klart, da koncentrationslejrene rundtom i Europa blev befriet, og beviserne og beretningerne væltede frem.

I eftertiden er der blevet gjort meget for at holde fortællingerne om de forfærdelige grusomheder under Anden Verdenskrig i live, ligesom de ansvarlige er blevet retsforfulgt og stillet til ansvar. For hvis ikke vi husker fortiden, er vi dømt til at gentage den.  

Jeg blev desværre mindet alt for meget om fortidens forbrydelser, da jeg sammen med en række parlamentsformænd fra europæiske lande besøgte den ukrainske by Butja i anledning af tre-årsdagen for befrielsen af byen.

Det var i Butja, at russiske soldater i krigens indledning gik amok i en blodrus og dræbte uskyldige mænd, kvinder og børn. En brutal nedslagtning uden noget militærstrategisk formål. Det var en forbrydelse mod menneskeheden. Grusomhederne var så ufattelige, at deres omfang og rædsel overgår enhver fatteevne.

Læs også

Forfærdelige forbrydelser

Ved mindehøjtideligheden var der indlæg fra blandt andre formanden for det ukrainske parlament, premierministeren samt præsident Zelenskyj.

Noget af det, der har gjort størst indtryk under mit besøg, var dog de beretninger, vi fik fra nogle af de mennesker, der oplevede og overlevede massakren.

At høre dem fortælle, hvordan uskyldige indbyggere i Butja – i nogle tilfælde børn ned til ét år – var blevet mishandlet, skamferet, myrdet og efterladt på åben gade, var på alle måder hjerteskærende.

Deres historie må ikke blive glemt, og vi må gøre alt for, at de skyldige bliver stillet til ansvar.

Søren Gade
Formand for Folketinget (V)

Det sætter sig fast og forsvinder ikke bare, når man sætter sig i toget og forlader Ukraine.  

Når man har set gerningsstedet for de forfærdelige forbrydelser og hørt grufulde øjenvidneforklaringer, kan man ikke andet end at insistere på, at dem, der stod bag massakren, bliver holdt ansvarlige den dag, der ikke længere er krig i Ukraine. For selv i en krig findes der regler for, hvad man må gøre.

Skal de regler have nogen som helst troværdighed fremover, må de ansvarlige stilles til ansvar, og heldigvis er forbrydelserne i Butja veldokumenterede og registrerede i form af beretninger og fysiske beviser for forbrydelserne.

Det giver håb om, at retfærdigheden en dag kan ske fyldest ved Den Internationale Straffedomstol. 

Ukraines kamp er Europas kamp

Den russiske massakre i Butja minder os desuden om, at princippet om, at en suveræn nation har ret til at bestemme sin egen skæbne, i den grad er udfordret.

Derfor er Ukraines kamp for overlevelse også en kamp på vegne af alle os, som kæmper for frihed, demokrati og en verden baseret på regler.

Her forsøger Rusland med en sjælden brutalitet at knække det ukrainske folk og påtvinge dem et regime, de ikke selv har valgt, og ikke ønsket.

Magt giver ikke ret. Europa og Ukraine deler værdier, og derfor er Ukraines kamp også Europas kamp, hvilket jeg også understregede flere gange over for blandt andre den ukrainske parlamentsformand, premierminister og præsident Zelenskyj under mit besøg.

Mange soldater og civile er døde i Ukraine i de mere end tre år, krigen har varet, og dansk opbakning til Ukraine er stadig uformindsket. Det skylder vi Ukraine og de døde. Ikke mindst ofrene for massakren i Butja.

Deres historie må ikke blive glemt, og vi må gøre alt for, at de skyldige bliver stillet til ansvar. Kun på den måde kan vi forhindre, at sådanne rædsler sker igen

Læs også

Annonce
Annonce
Annonce
Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Vi tror på politik
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40redaktionen@altinget.dkCVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2026