Tænketank: Europas oprustning sker i høj grad på amerikanske præmisser

På amerikanske præmisser

I praksis opruster Europa stadig i vidt omfang på amerikanske præmisser. For i takt med at de europæiske forsvarsbudgetter er vokset, er afhængigheden af amerikansk forsvarsmateriel også vokset. I løbet af de seneste ti år er Europas våbenimport fra USA fordoblet, og USA udgør en stigende andel af Europas samlede våbenindkøb i samme periode.

Europa køber primært amerikansk materiel inden for kritiske kapacitetsområder, herunder kampfly og missiler. Det er ikke nice to have-udstyr, men derimod systemer, som udgør rygraden i moderne luftmagt, slagkraft og afskrækkelse.

Resultatet er et asymmetrisk transatlantisk afhængighedsforhold med dybe sikkerhedspolitiske implikationer. Europa har styrket sin militære kapacitet på kort sigt, men har samtidig forankret en langsigtet strukturel afhængighed af USA.

Afhængigheden er ganske vist gensidig, men langt fra ligeværdig.

Christine Nissen, Thomas Tørsløv og Daniel Holsting
Hhv. chefanalytiker, cheføkonom og junioranalytiker, Tænketanken Europa

Afhængigheden er ganske vist gensidig, men langt fra ligeværdig. Europa tegner sig for knap halvdelen af den amerikanske våbeneksport og er dermed en afgørende aftager for den amerikanske forsvarsindustri. Europæiske ordrer holder produktionslinjer i gang, som det amerikanske forsvar ikke alene kan opretholde. Men for USA er denne afhængighed primært økonomisk. For Europa er den eksistentiel.

USA kan ændre strategisk kurs uden at sætte sin egen forsvarsevne over styr. Europa kan derimod ikke opretholde sin militære kapacitet uden adgang til amerikanske systemer, softwareopdateringer, reservedele og teknologisk videreudvikling. Det giver Washington en strukturel indflydelse, der består, uanset hvem der sikker i Det Hvide Hus.

Denne afhængighed reproducerer sig selv. Når europæiske lande først vælger amerikanske våbenplatforme, låser de sig fast i omfattende økosystemer af træning, logistik og vedligeholdelse. At bryde ud igen er dyrt, komplekst og forbundet med operative risici.

F-35 dilemmaet

Danmarks valg af F-35-kampfly illustrerer dilemmaet i koncentreret form. Da Danmark efter Ukrainekrigen besluttede at udvide sin kampflykapacitet, faldt valget igen på F-35. Beslutningen var både militært rationel og politisk forståelig, fordi flyet allerede var integreret i det danske forsvar.

Desuden fungerede anskaffelsen også som et signal om fortsat tæt forankring i den amerikanske sikkerhedsgaranti i en tid med øget usikkerhed om den transatlantiske relation.

Men valget kommer med en pris. F-35 er bundet til amerikansk-kontrollerede softwareopdateringer, vedligeholdelsessystemer og eksportregimer, som europæiske lande kun har begrænset indflydelse på. Det giver høj operativ effekt, men forankrer samtidig Europas strukturelle afhængighed af USA.

Problemet handler ikke kun om, hvad Europa køber, men om hvordan hele det europæiske forsvarssystem er organiseret.

Christine Nissen, Thomas Tørsløv og Daniel Holsting
Hhv. chefanalytiker, cheføkonom og junioranalytiker, Tænketanken Europa

Og F-35 er ikke et særtilfælde. På en række centrale kapacitetsområder er europæiske lande indlejret i amerikansk dominerede teknologiske og industrielle økosystemer. Afhængigheden knytter sig derfor ikke kun til én platform, men til den måde, højteknologiske forsvarssystemer organiseres, ejes og vedligeholdes på.

Der er også områder, hvor Danmark og Europa ikke har været lige så låst på forhånd. Et eksempel er Danmarks nylige indkøb af jordbaseret luft- og missilforsvar. I det, som blev Danmarkshistoriens dyreste våbenindkøb, valgte man europæiske leverandører: det fransk-italiensk producerede SAMP/T, det norsk producerede NASAMS, tyske IRIS-T og franske VL MICA, på trods af et konkret amerikansk tilbud på det tilsvarende Patriot-system til omtrent samme pris.

Forskellen mellem de to cases er ikke blot politisk vilje, men også strukturel kontekst. På kampflyområdet var Danmark allerede dybt integreret i det amerikanske økosystem, og omkostningerne ved et skift til europæiske alternative var derfor høje. På luft- og missilforsvarsområdet skulle kapaciteten derimod genopbygges fra bunden efter at være blevet afskaffet i midten af 00'erne.

National fragmentering

Problemet handler ikke kun om, hvad Europa køber, men om hvordan hele det europæiske forsvarssystem er organiseret. Den vedvarende nationale fragmentering gør Europa mindre effektiv og mere afhængig af USA.

EU's Forsvarskommissær Andrius Kubilius har beskrevet det europæiske forsvar som hvilende på tre søjler: den materielle, den institutionelle og den politiske.

Den materielle søjle bevæger sig: Der investeres og produceres. Men uden stærkere institutionelle rammer for fælles planlægning, indkøb og kommando- og kontrolstrukturer risikerer Europa blot at cementere den eksisterende fragmentering i det europæiske forsvarslandskab, som EU's tidligere udenrigschef Josep Borrell har beskrevet som en samling af "bonsai-hære". Det svækker interoperabilitet, industriel skala og fastholder afhængigheden af eksterne aktører, først og fremmest USA.

Hvor længe kan Europa leve med en politisk afstand til USA, der vokser hurtigt, samtidig med at vores industrielle afhængighed bevæger sig i den modsatte retning?

Christine Nissen, Thomas Tørsløv og Daniel Holsting
Hhv. chefanalytiker, cheføkonom og junioranalytiker, Tænketanken Europa

Spørgsmålet er, om en mere grundlæggende forandring overhovedet er realistisk. Et grundlæggende problem ligger i den politiske søjle, hvor trusselsopfattelserne stadig er for forskellige på tværs af EU: For nogle lande er Rusland altoverskyggende, for andre fylder migration, terror eller regional ustabilitet mere. Uden en mere fælles forståelse af truslen er det svært at forestille sig et "intellektuelt big bang" for organiseringen af europæisk forsvar.

En mere pragmatisk tilgang er fremlagt i Europa-Kommissionens forsvarskøreplan fra efteråret 2025. Her skal såkaldte kapabilitetskoalitioner – mindre grupper af villige medlemslande – gå sammen om udvikling, produktion og anskaffelse af konkrete kapabiliteter, uden at skulle vente på laveste fællesnævner, som ellers ofte har kendetegnet Europas sikkerheds- og forsvarspolitik.

Kapabilitetskoalitioner er ikke en erstatning for politisk enighed, men kan blive et centralt redskab til at handle, hvor enigheden findes.

Behov for mere end retorik

Europa har skruet massivt op for sine forsvarsinvesteringer. Men hvis oprustningen fortsætter som hidtil, styrker den ikke Europas evne til selvstændigt at handle i en mere uforudsigelig verden.

Den svære opgave er derfor ikke blot at bruge mere, men at bruge bedre og mere europæisk, så von der Leyens mantra bliver andet og mere end retorik. For oprustning handler ikke kun om volumen, men om struktur og koordinering.

De valg, der træffes i dag om platforme, leverandører og industrielle partnerskaber, fastlægger Europas strategiske handlerum i årtier frem. I en ny geopolitisk virkelighed er industriel kapacitet blevet en del af selve afskrækkelsen – en dimension Europa har glemt gennem årtiers fredstid.

Det rejser et uomgængeligt spørgsmål: Hvor længe kan Europa leve med en politisk afstand til USA, der vokser hurtigt, samtidig med at vores industrielle afhængighed bevæger sig i den modsatte retning?