Tidligere ambassadør: Det er på tide at genoptage den diplomatiske oprustning fra Muhammedkrisen

Det skete først ved, at udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) 29. marts gik på Instagram, og dér havde ”a message for our American Friends”, hvor han på engelsk gik i rette med tonen fra amerikansk side, og understregede pointen om, at USA gennem forsvarsaftalen fra 1951 militært set kan gå meget langt i Grønland – hvilket i øvrigt formentlig vil danne grundlag for en løsning af konflikten.

Dernæst holdt Mette Frederiksen (S) 3. april talen på Forsvarets inspektionsskib Vædderen flankeret af henholdsvis den ud- og indgående landsstyreformand og med helikopteren i baggrunden, hvor hun ligeledes på engelsk understregede, at man ikke kan ”annektere andre lande, heller ikke med et argument om international sikkerhed”.

Reaktion på sociale medier

Begge dele er eksempler på public diplomacy, hvor man forsøger at påvirke ikke-statslige aktører, som eksempelvis medier, store virksomheder, NGO’er, tænketanke og den generelle stemning i befolkningen.

Alle disse aktører har fået markant større indflydelse på beslutningstagerne som følge af udviklingen af SoMe

Klavs A. Holm
Fhv. ambassadør, Arktis, Athen og OECD og UNESCO

Alle disse aktører har fået markant større indflydelse på beslutningstagerne som følge af udviklingen af SoMe, blandt andet fordi medier som for eksempel X og Instagram ikke har en tung redaktionel proces.

I Udenrigsministeriet blev det nye diplomatiske instrument for alvor indført ved etablering af en public diplomacy afdeling i 2007. Det var led i et regeringsinitiativ om ”Offensiv global markedsføring af Danmark”, og der blev sat 200 millioner af til den samlede indsats.

Initiativet blev dengang set som en konsekvens af det omdømmetab, som Danmark havde lidt i den muslimske verden i forbindelse med krisen vedrørende muhammedtegningerne i 2006.

Vigtigt redskab i Grønland-krisen

På samme måde er public diplomacy blevet brugt som værktøj i spørgsmålet om Trumps ønske om kontrol med Grønland.

I lyset af Danmarks størrelse var det naturligt, at man i begyndelsen af konflikten lagde en forsigtig diplomatisk linje om, at beslutninger om Grønland skal træffes af grønlænderne.

En klassisk diplomatisk position, der var styret af, at man ikke gennem hårde udtalelser hverken ønskede at puste til ilden i Washington eller at fremstå som om, at man blandede sig i det grønlandske valg.

Herefter blev tonen fra Danmark skærpet.

8. marts fremkom Trump med den provokerende og nedgørende omtale af Grønland under sin første tale til Kongressen i sin nye præsidentperiode, ligesom han kom med slet skjulte trusler om anvendelse af militær magt.

Senere udtalte vicepræsident J.D. Vance så, at Danmark var en dårlig allieret efterfulgt af vicepræsidentparrets besøg på Pituffik Space Base.

Men så blev public diplomacy taget i brug: Først ved udenrigsministerens video på Instagram og så med statsministerens engelske pressemøde på inspektionsskibet, hvor der fremkom enkle, håndfaste og umisforståelige budskaber om respekten for grænser og national suverænitet.

Der var måske en antagelse i den danske regering om, at fortsatte henvendelser direkte til USA’s præsident og vicepræsident sandsynligvis ville være nytteløse, og at den diplomatiske front derfor måtte udvides. Klassisk diplomati alene var ikke længere nok.

Disse to diplomatiske interventioner – brug af fotodiplomati, som det også er blevet kaldt - havde selvfølgelig til hensigt at nå bredere ud til offentligheden i USA og i øvrigt internationalt.

Skal også foregå imellem kriserne

Uden at konkludere for vidt, ser det ud som om, at det er lykkedes – i hvert fald med hensyn til udbredelsen. En hurtig googlesøgning viser, Løkkes og Frederiksens videoer opmærksomhed på CNN, ABC, BBC, Politico, Euronews, Al Jazeera, australske medier og mange flere.

Det kunne derfor se ud som om, at Danmarks public diplomacy-bestræbelser er på skinner. Problemet er dog, at public diplomacy-afdelingen i Udenrigsministeriet i 2013 blev nedlagt, og at aktiviteterne herefter alene er blevet varetaget af ministeriets kommunikationskontor, som i øvrigt sammen med ambassaderne gør et rigtig godt stykke arbejde med de ressourcer, der er til rådighed.

Det nytter ikke, at vi alene bruger public diplomacy, når det brænder på. 

Klavs A. Holm
Fhv. ambassadør, Arktis, Athen og OECD og UNESCO

Hovedpointen er bare, at nation branding er en del af public diplomacy. Det er det arbejde, der imellem kriserne udføres, for at pleje Danmarks omdømme. Her skal man arbejde kontinuerligt, så vi har noget solidt at stå på, når vores politiske ledere toner frem på skærmen med beskeder til den amerikanske befolkning.

Få lande har her så meget at arbejde med som Danmark. Mange anser os for et land, der ikke alene arbejder for sig selv, men som også stærkt støtter det internationale regelsystem, forsvarer menneskerettighederne, og som har solide partnerskaber med udviklingslandene. Danmark anses kort og godt for ”a force for good”.

I diplomatiet møder man tit denne opfattelse garneret med en bemærkning om, at Danmark har gjort hyggebegrebet internationalt og er verdens lykkeligste land - en myte, som det åbenbart aldrig vil lykkes finnerne at ændre på, lige meget hvor mange gange Finland topper FN’s lykkelighedshitliste.

Behov for mere permanent indsats

Selv om der stadig fra Udenrigsministeriet sendes public diplomacy-pakker ud til ambassaderne om Danmarks meriter inden for den grønne omstilling, cykling, det gode liv og velfærdssamfundet, er det nok fair at sige, at public diplomacy stadig opfattes som ”nice to have”, men ikke ”need to have”.

Det er derfor på tide, at vi igen sætter turbo på public diplomacy gennem en oprustning i Udenrigsministeriet og på ambassaderne.

Og ikke kun i Washington, hvor Danmark trods alt nu, i lyset af krisen, er ved at udvide public diplomacy-indsatsen. Her ansætter man flere og søger pt. en chef til ambassadens public diplomacy-afdeling, der ”kan tydeliggøre og videreudvikle Danmarks image, og skærpe Danmarks renommé”.

Men det nytter ikke, at vi alene bruger public diplomacy, når det brænder på. Kongeriget kan til hver en tid komme ud for omdømmekriser i mange lande som følge af eksempelvis koranlov, muhammedtegninger, udlændingepolitik, kolonitiden i Grønland eller grindedrab på Færøerne.

Vi bliver nødt til at gentænke vores løbende omdømmepleje og se på, om ikke vi burde genetablere en mere permanent indsats. Et sådant initiativ kunne så denne gang måske hedde ”Offensiv global markedsføring af Rigsfællesskabet”?