Tidligere EL-medlem: Mit gamle parti har overladt krigs-kritikken til højrefløjen

Velfærdssystemet er nedslidt

Det var netop den manglende evne og vilje til at udfordre den dominerende krigsretorik, der var en af hovedårsagerne til, at jeg selv forlod Enhedslisten. Men jeg havde håbet, at de i det mindste kunne leve op til deres eget navn: venstrefløjen i Folketinget.

Højrefløjen har i månedsvis haft held med at sætte fokus på kritikken af regeringens Ukraine-politik. Det var længe et tema, som kun Dansk Folkeparti turde rejse, men efter kommunalvalgets rystende nederlag til Socialdemokratiet og den voksende skepsis i Europa, er det nu blevet tydeligt, at utilfredsheden breder sig.

Og i takt med at nye korruptionssager breder sig helt ind i Zelenskyjs inderkreds, bliver kritikken kun skarpere.

Den manglende evne og vilje til at udfordre den dominerende krigsretorik, var en af hovedårsagerne til, at jeg forlod Enhedslisten.

Ali Hansen
Fhv. medlem af Københavns Borgerrepræsentation for Enhedslisten

Selv blandt socialdemokrater kommer der nu markante røster frem. Som flere fra partiets bagland siger, er det svært over for vælgerne at forklare, hvorfor Danmark skal donere 70 milliarder kroner til Ukraine, mens kontanthjælpsmodtagere herhjemme må vælge mellem mad og husleje, og hvor kommuner advarer om stigende hjemløshed og omfattende velfærdsnedskæringer.

Børn med særlige behov venter år på udredning, og mange løsladte tidligere fanger ender direkte i økonomisk kaos og tilbagefald til kriminalitet, fordi velfærdssystemet er nedslidt.

Det er svært at forklare, at Danmark "har råd til det hele", når hverdagen fortæller noget andet.

Tavsheden er øredøvende

Forsvarsekspert Peter Ernstved Rasmussen fra OLFI formulerede det skarpt i BT: Mange vælgere spørger, "hvorfor vi skal donere 70 milliarder kroner til Ukraine, når vi ikke kan købe oksekød i supermarkederne". Han kritiserer regeringens manglende gennemsigtighed om, hvad pengene konkret går til.

Og hans vurdering er klar: De europæiske befolkninger er ved at være trætte af at hælde penge i et land, de oplever som gennemkorrupt.

På persisk siger man: Suppen er blevet så elendig, at selv kokken må indrømme det.

Højrefløjen har i månedsvis haft held med at sætte fokus på kritikken af regeringens Ukraine-politik.

Ali Hansen
Fhv. medlem af Københavns Borgerrepræsentation for Enhedslisten

Selv Socialdemokratiets egen "skyggeideolog", Lars Olsen, har advaret om, at Mette Frederiksens krigsretorik og kompromisløse støtte til Ukraine ikke længere matcher vælgernes holdninger. Han efterlyser en diplomatisk linje og en erkendelse af, at Ukraine kan ende med at måtte afgive territorium.

Lars Olsens kritik kommer fra hjertet af Socialdemokratiets intellektuelle tradition, ikke fra højrefløjen. Netop derfor gør den ondt i partiet. Han udtrykker en bekymring, som mange socialdemokrater deler – nemlig frygten for, at DF langsomt stjæler sig ind på partiets kernevælgere.

Men hvor er venstrefløjen i al denne kritik? Tavsheden er øredøvende.

Ukritisk støtte til Ukraine

Både SF og Enhedslisten fulgte regeringen i tykt og tyndt i militariseringen af dansk politik. De stemte for Ukraine-pakkerne, for oprustningen og for den nye sikkerhedsdoktrin – selv da inflation og stigende ulighed ramte deres egne kernevælgere.

Og nu hvor korruptionssagerne i Ukraine vælter frem, hvor europæiske vælgere vender sig mod den ukritiske støtte, og hvor Socialdemokratiet selv begynder at knirke, ville det være et oplagt tidspunkt for SF og Enhedslisten at koble velfærdsforringelser og Ukraine-politikken sammen i en samlet social kritik.

Men der kommer ingen markante udmeldinger. Ingen sammenbinding af det stigende militærbudget med de velfærdsnedskæringer, som rammer samfundets svageste. Ingen kommentar til de korruptionsskandaler, der underminerer fortællingen om Ukraine som demokratiets frontlinje.

Det er svært at forklare, at Danmark "har råd til det hele", når hverdagen fortæller noget andet.

Ali Hansen
Fhv. medlem af Københavns Borgerrepræsentation for Enhedslisten

Trods rige muligheder for at fremføre en troværdig social kritik har Folketingets venstrefløj i praksis overladt hele det kritiske rum til højrefløjen.

Det er en historisk rolleombytning: Hvor fredsbevægelser traditionelt blev båret af venstrefløjen, er det nu nationalkonservative kræfter i Ungarn, Slovakiet – og måske snart Frankrig, Tjekkiet og Italien – der sætter spørgsmålstegn ved den fortsatte eskalation og finansiering af krigen.

I Danmark står højrefløjen nu som dem, der taler højest om diplomati, realisme og velfærdsmæssige konsekvenser, mens den parlamentariske venstrefløj forbliver bundet til regeringen, som om loyaliteten vejer tungere end deres kerneværdier.

Højrefløjen udnytter tomrum

Hvorfor skal kritik af krigsretorik og velfærdsnedslidning nu komme fra højre, fra uafhængige eksperter og fra Socialdemokratiets egne bekymrede røster og ikke fra den venstrefløj, der historisk har stået for fred, social retfærdighed og omfordeling?

SF og Enhedslistens tavshed efterlader et politisk tomrum. Et tomrum, som højrefløjen er i fuld gang med at udfylde og udnytte.

Morten Messerschmidt og Danmarksdemokraterne bruger det vakuum, som venstrefløjens tavshed har skabt.

Morten Messerschmidt har længe advaret mod en ukritisk opbakning til Ukraine og krævet en mere realistisk linje, hvor danske interesser og dansk velfærd prioriteres først.

SF og Enhedslistens tavshed efterlader et politisk tomrum. Et tomrum, som højrefløjen er i fuld gang med at udfylde og udnytte.

Ali Hansen
Fhv. medlem af Københavns Borgerrepræsentation for Enhedslisten

Man stiller det enkle spørgsmål, som mange vælgere allerede tænker: Hvorfor skal Danmark finansiere en fjern krig, når vi ikke kan løse helt basale problemer i vores eget velfærdssystem?

Dermed formår højrefløjspartierne at tale ind i en voksende folkelig skepsis, mens venstrefløjen stadig står i stampe. Hvad vil Enhedslisten og SF gøre, når Dansk Folkepartis kritik af Ukraine-politikken begynder at skabe tvivl blandt deres egne kernevælgere?

Det er endnu ikke for sent. Man kan sagtens tage fredsdagsordenen tilbage fra den yderste højrefløj. Man skal blot forbinde velfærdsforringelserne med de stigende militærbudgetter.

For hver gang der skæres i skoler, hospitaler og social støtte, er fortællingen, at der "ikke er råd", mens milliarder uden tøven kan findes, når det kommer til oprustning.

Hvis der virkelig er knaphed, hvorfor gælder den så ikke, når det handler om våben og krig?

Netop den modsætning er et stærkt politisk argument, som venstrefløjen burde udnytte langt mere offensivt.