Tjekkisk udenrigsminister: Vi må forberede os på en ny epoke i Natos historie

"Det er vores fælles mål over tid at gøre for Europas østlige del, hvad Nato allerede har hjulpet med at gøre for Europas vest. Støt og systematisk vil vi fortsætte med at udviske den linje, der blev trukket i Europa af Stalins blodige støvle", sagde den daværende amerikanske udenrigsminister Madeleine Albright for femogtyve år siden, da hun bød de første nye Nato-medlemmer siden Den Kolde Krigs afslutning velkommen.

Desværre trækkes der en ny linje i Europa i dag – af en diktator af et andet navn, som ikke er bleg for at begå de samme afskyelige forbrydelser som sin historiske forgænger.

En lektion fra fortiden

For femogtyve år siden blev Tjekkiet, Polen og Ungarn, som de første lande fra den tidligere "østblok", medlemmer af Nato. Denne begivenhed ændrede historiens gang for både Tjekkiet og Nato.

Den vellykkede integration af disse tre lande i Natos politikker og strukturer var med til at åbne døren for andre lande i Central-, Øst- og Sydøsteuropa. Allerede i 2002 var Prag vært for et Nato-topmøde, hvor der blev truffet beslutning om en ny udvidelsesbølge.

Natos ekspansion i Central- og Østeuropa var af større betydning og hastende karakter, end dets arkitekter kunne have forestillet sig.

Ukraine har ofret langt mere for vestlige værdier end noget andet land siden Anden Verdenskrig.

Jan Lipavský
Udenrigsminister, Tjekkiet

Hvordan ville Europa se ud i dag, hvis Vestens ledere dengang havde været ti år om at tænke over det? Hvis Tjekkiet, ledet af Václav Havel, ikke havde udnyttet sin nyerhvervede frihed, politiske kapital og beslutsomhed til at slutte sig til Vesten?

Måske ville Nato aldrig have fundet modet til at forpligte sig til forsvaret af Centraleuropa. Måske havde vi i dag måtte frygte, at Vestens træthed over for Centraleuropa ville sejre, og at Vesten af hensyn til freden ville acceptere russisk indflydelse eller kontrol over Riga, Warszawa og endda Prag?

Vi demonstrerer vores urokkelige engagement i fælles sikkerhed gennem vores daglige diplomatiske indsats, vores aktive engagement i både aktuelle og historiske allierede operationer – såsom dem på Vestbalkan og i Mellemøsten – og gennem vores urokkelige støtte til Ukraines forsvar, eksemplificeret ved initiativer som det nylige ammunitionsprogram.

Den russiske invasion af Ukraine i 2014 og den efterfølgende eskalering i 2022 tjente som en stærk påmindelse om Natos afgørende rolle i det kollektive forsvar.

Et nyt kapitel

Vi forbereder os nu på et nyt kapitel i Nato-alliancens historie. Ukraine, som modigt har stået op imod den russiske hær, befinder sig i en forvirrende situation.

På trods af at Ukraine ikke er integreret i Nato eller EU, har landet ofret langt mere for vestlige værdier end noget andet land siden Anden Verdenskrig. Vi må ikke opgive vores partner, Ukraine. Vi skal tilbyde landet troværdige sikkerhedsgarantier.