Udviklingsbistand bør ikke spændes for en sikkerhedspolitisk vogn

Et stigmatiserende narrativ

Kausalkæden fra udviklingsbistand til sikkerhedspolitisk gevinst er meget svag. Udviklingsbistand, især den del, der går til fredsopbygning, kan have en stærk indflydelse på at reducere konflikt.

En ny analyse viser eksempelvis, hvordan nedskæringer i bistand fra USA har ført til en fem procent stigning i konflikt i Afrika. Men at det bidrager til at reducere konflikt i Afrika og andre regioner ude i verden, har altså ikke den store indvirkning på de sikkerhedspolitiske trusler, som Danmark står overfor, jævnfør FE's analyse.

I et forsøg på at styrke kausalkæden for, hvordan konflikter i Afrika og andre regioner langt fra Danmark alligevel bliver til en sikkerhedstrussel for Danmark, argumenterer blandt andet en dansk ngo-chef med flere her i Altinget for, at folk, der flygter fra disse kriser og klimaforandringer, udgør en trussel mod Danmark, Europa og global sikkerhed. 

Narrativet stigmatiserer de mennesker, vi er sat i verden til at hjælpe, og risikerer at underminere opbakningen til udviklingsarbejdet.

Niklas Størup Agerup, Asger Kjærum og Alexander Kjærum

Det er der bare ikke noget empirisk belæg for. Omkring 60 procent af de mennesker, der flygter fra krig, bliver i deres lande. Omkring totredjedele af dem, der rent faktisk krydser en national grænse, bliver i nabolandene.

Det samme gælder i øvrigt både økonomisk- og klimamigration. At det fåtal, der rent faktisk søger beskyttelse i Europa og Danmark, skulle udgøre en særlig sikkerhedstrussel, er også grebet frit ud af den blå luft.

Hvad værre er: Narrativet stigmatiserer de mennesker, vi er sat i verden til at hjælpe, og risikerer at underminere opbakningen til udviklingsarbejdet.

Vi har rent praktisk set dette ske i den globale kamp mod tortur, hvor ngo'er i starten af 00'erne brugte en stor del at deres taletid på at forklare, hvorfor det er forkert at torturere terroristmistænkte, selvom denne gruppe kun udgjorde en promille af verdens torturofre.

Vi troede, det var en god måde at udstille torturens rædsler på, men resultatet blev, at politikere og befolkning blev efterladt med et indtryk af, at torturofre er terrorister og kriminelle.

Det var skadeligt for de enkelte torturofre, og kampen mod tortur lider i dag stadig af manglende tilslutning og politisk gennemslagskraft.

Vi saver den gren af, vi sidder på

Når ngo'erne forsøger at pakke udviklingsbistand ind som et sikkerhedspolitisk værktøj, er det samtidig en anerkendelse af, at sikkerhedspolitikken skal være den primære (økonomiske) agenda.

Og indenfor den agenda vil udviklingspolitikken altså aldrig blive et prioriteret værktøj, da andre værktøjer er langt mere effektive til at imødegå de sikkerhedstrusler, Danmark står overfor.

Det svarer lidt til at anerkende, at vi nu primært skal bruge søm i byggeriet, men sige at vores skruetrækker skam fint også kan bruges til at hamre dem ind.

Det kan den måske godt, men hvis vi er enige om kun at bruge søm, så er en hammer altså et bedre værktøj end en skruetrækker. Og samtidig vil man ende med at ødelægge skruetrækkeren, hvis man bruger den som hammer, og få et dårligere samlet byggeri.

Danskerne forventer, at vi på trods af at være et lille land, sætter et stort globalt aftryk.

Niklas Størup Agerup, Asger Kjærum og Alexander Kjærum

Humanitære og menneskerets organisationer arbejder på baggrund af en række principper om uafhængighed, neutralitet, menneskelighed, upartiskhed og en rettighedsbaseret tilgang.

Disse principper gør det muligt at agere i skrøbelige stater i overensstemmelse med Genève-konventionerne – og giver en legitimitet, som kan bruges til at agere vagthund overfor stater (inklusiv vores egen), når for eksempel sikkerhedspolitiske hensyn underminerer det humanitære og menneskeretlige arbejde.

Ved at prøve at gøre vores arbejde til en del af sikkerhedspolitikken risikerer vi at save den gren af, som vores livreddende arbejde og legitimiteten af vores kritik hviler på.

En del af samfundskontrakten

Danske ngo'er burde stå last og brat om den rettighedsbaserede tilgang til udviklingsbistanden og sikre, at den gives, hvor den kan have den størst mulige effekt for de lokale befolkninger.

Vi ved, at bistand kan mindske fattigdom, øge adgang til skolegang, højne sundhed, styrke retsstaten, kampen for menneskerettigheder med videre. Vi ved også, at bistand kan være med til mindske fordrivelse og hjælpe til, at flygtninge kan vende hjem. 

Der er samtidig bred folkelig opbakning til udviklingsbistanden, som en nylig undersøgelse fra Global Fokus har vist.

69 procent af danskerne mener, at Danmark har et ansvar for at hjælpe mennesker i andre dele af verden, og 63 procent mener, at 0,7 procent af BNI er det rette at bruge på udviklingsbistand.

Det viser, at udviklingsbistanden er en del af samfundskontrakten, hvor danskerne forventer, at vi på trods af at være et lille land, sætter et stort globalt aftryk. Udviklingsbistanden nyder høj støtte i sin egen ret og ikke i en transaktionel forstand, hvor danskerne i modydelse forventer højere sikkerhed.

Vi ved fra vores arbejde med implementering af udviklingsbistand i en årrække, både ude og hjemme, hvilke konsekvenser krig og ustabilitet har for civile og for de samfund, de lever i, og vi vil gerne slå fast: Formålet med vores virke er at arbejde for menneskers rettigheder og værdighed; uanset hvor de befinder sig, og uanset hvem de er.

Det er en humanitær og rettighedsbaseret tilgang, forankret i erkendelsen af vores fælles menneskelighed.

Den tilgang er der masser af gode argumenter for, og derfor er der ingen grund til at spænde den for en sikkerhedspolitisk agenda.