Våbensagen vokser: Fransk våbenproducent stævner Danmark

Den franske våbenproducent Nexter Systems trækker nu Danmark i retten i sagen om indkøb af israelsk artilleri for 1,74 milliarder kroner. Forsvarsminister Troels Lund Poulsen forventer, at sagen kan tage flere år.

Foto: Tue Skals / Forsvarskommandoen
Andreas KrogKasper FrandsenKatrine Falk Lønstrup

Danmark har overtrådt EU’s regler om ligebehandling og gennemsigtighed i den såkaldte våbensag.

Det mener den franske våbenfabrikant Nexter Systems.

Og derfor har franskmændene, der måtte se en ordre på godt 1,7 milliarder kroner gå til israelske Elbit Systems efter et kontroversielt forløb i starten 2023, valgt at stævne Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse (FMI).

Det fremgår af en orientering, som forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) har sendt til partierne bag forsvarsforligskredsen, og som Altinget er i besiddelse af.

FMI har – ifølge Nexter Systems – overtrådt EU-traktatens principper om ligebehandling og gennemsigtighed, da den israelske våbenproducent Elbit Systems i januar 2023 blev tildelt milliardkontrakten på levering af 19 artillerisystemer og otte raketkastere.

Læs også

”Nexter Systems lægger til grund, at tildelingen jævnfør stævningen er sket på grundlag af en ikke-fyldestgørende og ikke-gennemsigtig markedsafdækning, som kun har tilgodeset én leverandør,” skriver Troels Lund Poulsen i orienteringen.

Den franske våbenproducent har anlagt sagen ved retten i Glostrup, og Troels Lund Poulsen forventer, at den samlet set kan vare flere år.

Havde ikke givet tilbud

Altinget kender ikke de konkrete anklagepunkter i stævningen.

Men som Altinget kunne afsløre i juni sidste år, havde Nexter Systems aldrig afgivet et tilbud på den konkrete ordre på nye våben, selvom FMI og Forsvarsministeriet overfor Folketinget havde givet indtryk af det modsatte.

Kun Elbit Systems og koreanske Hanwha Systems var blevet kontaktet af FMI.

FMI og Forsvarsministeriet valgte alligevel på den baggrund at anbefale medlemmerne af Forsvars- og Finansudvalget, at de skulle sige ja til, at Danmark købte artillerikanoner og raketkastere fra Elbit Systems. Israelerne kunne nemlig levere de nye våben hurtigst, var argumentet.

Læs også

Altingets har siden maj 2023 oprullet flere opsigtsvækkende afsløringer om sagen.

Vildledte Folketinget

Våbensagen – eller Elbit-sagen, som den også bliver kaldt – handler om, at regeringen i starten af januar 2023 besluttede at donere Forsvarets eksisterende 19 artillerisystemer fra netop Nexter Systems til Ukraine. Derfor skulle der indkøbes nyt artilleri til Forsvaret.

Daværende forsvarsminister Jakob Ellemann-Jensen (V) oplyste Folketinget, at det skulle gå ekstra stærkt, fordi tilbuddet fra Elbit Systems udløb ved udgangen af januar. Derfor hastegodkendte Folketingets Finansudvalg milliardindkøbet 26. januar.

I maj kunne Altinget imidlertid afsløre, at Jakob Ellemann-Jensen i den forbindelse havde vildledt Folketinget. Tilbuddet fra Elbit Systems udløb nemlig først 30. juni – altså fem måneder senere end det, som man fejlagtigt havde oplyst Folketinget.

Altinget forsøger at få en kommentar fra Nexter Systems, Forsvarsministeriet og FMI.

Til foråret forventes der at lande en advokatundersøgelse af sagen, som Folketinget og forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) har bestilt.  

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Troels Lund Poulsen

Vicestatsminister, forsvarsminister, partiformand, MF (V)
Student (Tørring Amtsgymnasium 1995)

0:000:00