Aktører: Derfor har vi brug for en national bioøkonomistrategi

DEBAT: Danmark skal sætte retning for bioøkonomien med en national strategi. Det vil ikke alene være en løsning på klima- og miljøudfordringer, men også katalysere markant jobskabelse, skriver blandt andet L&F og DN.

Af Landbrug & Fødevarer, Danmarks Naturfredningsforening, Novozymes og Partnerskab for Bæredygtig Bioraffinering
Afsenderne fremgår af dokumentationsboks til højre 

I sidste uge præsenterede Det Nationale Bioøkonomipanel sine nye anbefalinger om bæredygtige polymerer. 

Den første anbefaling er, at Danmark har brug for en national bioøkonomistrategi. Vi hilser anbefalingerne velkommen og vil gerne slå på tromme for, at denne anbefaling bliver hørt.

Danmark har som et af de få europæiske lande ikke en national bioøkonomistrategi. På den baggrund har Det Nationale Bioøkonomipanel også tidligere anbefalet – på linje med Advisory boardet for cirkulær økonomi, Partnerskab for bæredygtig bioraffinering og mange flere – at Danmark sætter retning for bioøkonomien med en national strategi.

Det er vigtigt med en national bioøkonomistrategi til at udstikke en retning for bæredygtig anvendelse af vores bioressourcer og anspore til, at efterspørgslen rettes mod bæredygtige biobaserede produkter frem for fossiltbaserede alternativer.

En samfundsøkonomi
Bioøkonomi er en samfundsøkonomi, hvor fornybare biologiske ressourcer, altså planter fra land og hav, affald, spildevand, halm, rest og sidestrømme fra industrien, kan bruges til produktion af kemikalier, foder, brændstoffer og materialer. 

Dermed er bioøkonomi også et bud på, hvad der kommer efter den fossile æra, og et bidrag til at accelerere den grønne omstilling og erstatte fossile råvarer. 

Bioøkonomi er ikke alene en løsning på klima- og miljøudfordringer. 

Det er også en katalysator for markant jobskabelse. En satsning på cirkulær bioøkonomi i Danmark har potentiale til at skabe 24.000 jobs, hvoraf 80 procent er i landdistrikter (vurderet af Copenhagen Economics, 2015). 

Ellen MacArthur Foundation anslår, at det vil have en nettoværdi for Danmark på op til 3,8 milliarder kroner årligt i 2035. Men det kræver, at vi tager en global førerposition nu. Det første at gøre er at formulere en strategi og etablere en række bioraffineringsanlæg i Danmark.

Nye løsninger under udvikling
Udviklingen er i fuld gang i resten af Europa. I Danmark har vi stærke virksomheder og universiteter med både unik viden, produkter, teknologi at byde på. 

Eksempelvis er vi i Danmark i fuld gang med at udvikle løsninger til at erstatte importeret soja til foder med lokalt græs ved hjælp af grøn bioraffinering, der kan trække protein ud af græs. 

Fordelen er, at græs indeholder proteiner, som lever op til samme kvalitet, og vi kan producere store mængder i Danmark.

Der findes også en række bioøkonomiske produkter på fødevareområdet. Valle, et restprodukt fra osteproduktion, der bliver til værdifuldt mælkepulver, og kartoffelrester, der omdannes til højværdi-proteinprodukter. 

I mange af disse processer indgår enzymer, der kan sikre omdannelse af biomasse, til blandt andet at producere planteproteiner til fødevarer og foder og avancerede biobrændstoffer i skibe og fly.

Strategi og retning mangler
Eksemplerne er mange og potentialerne vigtige, men vi skal videreudvikle danske løsninger, hvis Danmark fortsat skal være i front og udnytte det store markedspotentiale. 

Vi mangler strategisk retning og beslutning om, hvor vi i Danmark skal satse på bæredygtig bioøkonomi. Det indebærer kortlægning af tilgængelig biomasse, identifikation af teknologiske og klimamæssige potentialer og markeds- og lovgivningsbarrierer, midler til forskning, udvikling og en dansk bioraffineringsinfrastruktur.

Hermed en opfordring til, at Folketinget lytter til Det Nationale Bioøkonomipanels anbefaling. Første anledning bliver Miljø- og Fødevareudvalgets åbne høring 6. februar, hvor diskussionen fortsætter.

Forrige artikel Stadsarkitekt: København skal ikke være en smart by Stadsarkitekt: København skal ikke være en smart by Næste artikel Affaldsforening: Affald er bindeled mellem cirkulær økonomi og grøn energi Affaldsforening: Affald er bindeled mellem cirkulær økonomi og grøn energi
Grønt overblik: Det skal du holde øje med i denne uge

Grønt overblik: Det skal du holde øje med i denne uge

DET SKER: Københavns Universitet lægger hus til international konference om klimaløsninger, Landbrug & Fødevarer holder generalforsamling, og der holdes stormøde om oversvømmelser. Få overblikket over ugen her.