Atlantsammenslutningen: Danmark mangler at definere kritisk infrastruktur

Af Lars Bangert Struwe
Generalsekretær, Atlantsammenslutningen

Statsminister Mette Frederiksen (S) satte under corona-krisen kritisk infrastruktur på dagsordenen.

Danmark skal ikke igen placeres i den situation, som vi blev i foråret 2020, hvor der ikke var beskyttelsesudstyr nok, og hvor vi frygtede, at hospitalerne ville bryde sammen.

Det betyder, at man nu skal overveje, om Danmark skal være selvforsynende eller have kontrol på den ene eller den anden måde over hele eller dele af den kritiske infrastruktur - men hvad er egentlig kritisk infrastruktur?

Ingen fælles definition
I Danmark har vi ikke en definition af kritisk infrastruktur, der bruges af alle myndigheder. Det er der behov for, så man har en fælles forståelse og mål på alle niveauer.

Ser vi til EU, medlemsstaterne og USA og de definitioner, der bruges der, så vil følgende definition give mening:

Corona-krisen viser ret klart, at vi i Danmark er gode til at løse mindre hændelser og kriser inden for sektorerne, men at vi ved større og længere kriser har brug for et på forhånd placeret ansvar hos en myndighed, der ikke nedsættes ad hoc.

Lars Bangert Struwe
Generalsekretær, Atlantsammenslutningen

Kritisk infrastruktur beskriver de fysiske og virtuelle systemer og kapaciteter, der er så centrale for Danmark, at deres manglende evne eller ødelæggelse vil have en ødelæggende virkning på folkesundheden eller vores sikkerhed – det være sig fysisk eller økonomisk.

10 kritiske sektorer
Ser vi nærmere på forskningen i kritisk infrastruktur og definitioner heraf i de europæiske stater, så kan den opdeles i fire overordnede grupper: Basale menneskelige fornødenheder, statens suverænitet, økonomi samt teknologi.

Dette er fire områder, som staten må forholde sig til, for at den kan overleve.

Ser man nærmere på disse fire grupper og på de sektorer, som dansk erhvervsliv og offentlig forvaltning består af, så kan man udpege følgende 10 sektorer i ikke-prioriteret rækkefølge, som kritisk infrastruktur:

1. Politisk ledelse
2. Energi og netværks installationer
3. Kommunikation og informationsteknologi
4. Finans
5. Sundhed                     
6. Fødevaresektoren
7. Vand og affald
8. Transport
9. Forsvar
10. Beredskab og sikkerhed

Ansvaret skal placeres
I dag bruger man det såkaldte sektoransvarsprincip, hvor hver enkelt sektor er ansvarlig for sig selv. Det er i sig selv en sund tankegang, men det gør, at man meget hurtigt risikerer ikke at have et overblik, og at hændelser, der går på tværs af sektorerne ender imellem to stole.

Derfor må man på baggrund af identifikationen af de kritiske sektorer etablere et overordnet ansvar for den kritiske infrastruktur.

Corona-krisen viser ret klart, at vi i Danmark er gode til at løse mindre hændelser og kriser inden for sektorerne, men at vi ved større og længere kriser har brug for et på forhånd placeret ansvar hos en myndighed, der ikke nedsættes ad hoc.

Et flydende begreb
Kritisk infrastruktur kan variere over tid og variere på anden vis. For eksempel er vand afgørende for menneskelig overlevelse, men en mindre by kan i kortere tid forsynes med rent drikkevand fra tankbiler eller på flakser, mens det vil være nærmest uoverkommeligt i forhold til Aalborg eller Odense.

På samme vis er hospitaler en del af kritisk infrastruktur, men i kortere perioder vil man under for eksempel corona-krisen godt kunne klare sig uden fuldt bemandede diabetes-afdelinger, hvorimod man har brug for fuld bemanding på intensivafdelinger, laboratorier og røntgenafdelinger.

Enhver hændelses konsekvenser, afhænger altså af rum, tid og hændelsens karakter.

Tre vigtige spørgsmål
Kritisk infrastruktur drejer sig i høj grad om konsekvenser, og det drejer sig ikke kun om covid-19, men om alle mulige andre potentielle kriser, der eventuelt kan ske simultant.

Man bør derfor stille sig tre spørgsmål i forbindelse med kritisk infrastruktur:

1. Hvem har ansvaret for den kritiske infrastruktur, og hvem beskytter og opretholder den?
2. Er der afhængigheder internt og imellem sektorerne og hvordan håndteres det?
3. Hvem må eje kritisk infrastruktur? Skal man skabe en positivliste eller negativliste over, hvem der må kontrollere kritisk infrastruktur?

Imidlertid kræver disse vigtige spørgsmål, at man først har defineret den kritiske infrastruktur, hvilket hidtil ikke er sket samlet set.