Dansk Energi til Rådet for Grøn Omstilling: Biomasse kan ikke undværes

REPLIK: Det er ganske rigtigt en elektrificeret varmesektor, som er vejen frem, men det er unuanceret og uansvarligt af Rådet for Grøn Omstilling at forslå dyrere biomassebaseret fjernvarme nu, mener Dansk Energi.

Af Kristine Grunnet og Christian van Maarschalkerweerd
Branchechef for vedvarende energi, Dansk Energi og chefkonsulent, Dansk Energi

Varmeselskaber i de store byer har gjort en kæmpeindsats for at efterkomme det politiske ønske - både på Christiansborg og i kommunerne - om at få smidt kullet på porten. Det er en flot indsats, der har reduceret forbruget af kul og udledningen af CO2 markant til gavn for klimaet.

Der er foretaget investeringer for tocifrede milliardbeløb i anlæg, som skal være i drift i flere årtier for at være tilbagebetalt. Det er realiteter, man bliver nødt til at forholde sig til politisk. Ikke mindst når det er politiske beslutninger, der har banet vejen for investeringerne.

Selvfølgelig kan det være fristende at være kritisk og bagklog, hvis man ikke selv har hånden på kogepladen. Men det er unuanceret og uansvarligt, når Rådet for Grøn Omstilling falder for denne fristelse.

Hvis man ikke tager højde for realiteterne ude hos selskaberne, og hvad der rent teknologisk er muligt for at kunne producere grøn fjernvarme i stor skala, ender de danske varmekunder med at betale en uforholdsmæssig og unødvendig høj pris for den grønne omstilling.

Elektrificering skal fremmes
Dansk Energi er helt enige i, at elektrificering af varmesektoren er vejen frem. Selskaberne skal fremadrettet tilskyndes til at investere i varmepumper og elpatroner, når varmeforsyningen skal af med de fossile brændsler, og hvor det er teknisk muligt.

Derfor skal afgiftsforskellen mellem el- og biomassebaseret varmeproduktion udlignes, men bestemt ikke ved at gøre fjernvarme på biomasse dyrere. Den holdning bør alle samles om.

Vi skal ikke forværre den økonomiske situation i erhvervslivet og i husholdningerne, blot fordi de bor i et varmeområde, der har været firstmovers i den grønne omstilling, og som har været hurtigst til at efterleve de politiske ønsker fra Energiaftalen i 2012.

I stedet mener vi, at forskellen skal udlignes ved at følge Klimarådets anbefaling om en lempelse af elvarmeafgiften, så vi kan sætte skub på elektrificeringen, der hvor det er muligt.

Teknologi skal modnes
Rådet for Grøn Omstilling glemmer at tage højde for, at de store danske byer er tætbefolkede og har et meget stort varmebehov. Derfor kan man ikke opsætte den samme type varmepumper, som hvis man har god plads og et mindre varmebehov.

De store byer står i en situation, hvor de skal ud og satse på uprøvede og mere risikable teknologier som geotermi og havvandsvarmepumper. Så for at sikre, at der er varme til alle på de kolde dage, kan der i de store byer, som fortsat mangler at komme af med kullet, være et behov for at supplere elbaserede løsninger med biomasse.  

Man skal huske, at det er langt fra sikkert, at alle store byer har den rette adgang til en varmekilde, der kan bruges til varmepumper og geotermi.

Vi skal derfor skubbe på elektrificeringen der, hvor teknologierne i dag kan dække varmebehovet.

Produktionsbindinger har overlevet sig selv
Dansk Energi er i princippet enige i, at produktionsbindingerne har overlevet sig selv; alle steder, hvor der er brug for ny varmekapacitet, skal selskaberne frit kunne vælge det billigste grønne alternativ.

Man skal dog huske, at produktionsbindingerne ikke er en barriere for brændselsfri teknologier som solvarme, varmepumper og geotermi i hverken store eller små decentrale områder. Til gengæld er de et værn mod de biomassekedler, som Rådet for Grøn Omstilling taler imod.

Vi er også enige i, at en ophævelse af kraftvarmekravet i de centrale områder giver god mening, hvis det sker uden at underløbe de investeringer, der allerede er foretaget i ny grøn kraftvarmekapacitet, da det vil gøre den samlede grønne regning unødig dyr.

Vi bakker bestemt op om en elektrificering og nye grønne teknologier, men Rådet for Grøn Omstilling bør huske nuancerne og de reelle teknologiske muligheder, når man diskuterer fremtidens fjernvarme.

Forrige artikel Plastic Change: Genanvendelse af plastik står i vejen for grønnere tiltag Plastic Change: Genanvendelse af plastik står i vejen for grønnere tiltag Næste artikel Styregruppe: Sådan udfases naturgas til rumvarme Styregruppe: Sådan udfases naturgas til rumvarme
Nyt tema: Er

Nyt tema: Er "det teknologiske fix" Danmarks klimaredning?

NY DEBAT: Regeringen satser massivt på, at CO2-lagring og Power-to-X skal hjælpe Danmark i mål med 70 procents CO2-reduktion i 2030. Er teknologien vores klimaredning? Det spørger vi en række forskere og organisationer om i den kommende tid på Altinget: forsyning.