Sikkerhed er blevet det nye trumfkort til at forsinke den grønne omstilling

Trumfkortet hedder sikkerhed og kan tilføjes til kassen af argumenter, der er designet til at forsinke klimapolitiske tiltag.

En gruppe forskere viste i 2020, at forsinkelsesdiskurser retorisk anerkender klimakrisens eksistens og alvor, men afviser åbenlyse og nødvendige politiske tiltag som ufornuftige eller uigennemførlige.

Disse argumenter fik vind i sejlene efter Paris-aftalen i 2015, fordi alle verdens lande her for første gang anerkendte, at klimakrisen er reel og kræver politisk handling.

Den klassiske klimabenægtelse mistede momentum, fordi det nu blev irrelevant at benægte klimakrisens realitet.

Forskerne identificerede fire overordnede taktikker til at forsinke klimapolitiske tiltag:

• En taktik er at overføre ansvaret til andre, for eksempel ved at sige, at det ikke nytter noget, at Danmark begrænser udledningerne, så længe USA ikke gør det.
• En anden taktik er at skubbe utilstrækkelige løsninger, for eksempel dyre og ineffektive teknologiske løsninger som plastikgiganten Ineos’ statsstøttede satsning på CCS.
• En tredje taktik er at hævde, at det er umuligt at bremse klimakrisen, så vi lige så godt kan give op.
• En fjerde taktik er at overdrive de sociale slagsider ved den grønne omstilling, som da Lars Aagaard til et samråd i marts 2024 sagde, at vi uden oliefelter får “kulde og mørke, og økonomierne falder sammen”. Eller når Socialdemokratiet ikke vil sætte afgifter på kød, fordi enlige mødre skal kunne servere spaghetti med kødsovs til deres børn.

Efter Rusland invaderede Ukraine i 2022 har fokus på forsyning og sikkerhed imidlertid vundet indpas som det altoverskyggende argument for at forsinke den grønne omstilling.

Da Energistyrelsen godkendte Ineos' planer om at udbygge Hejrefeltet og forlænge produktionslicensen med syv år, udtalte Ineos’ danske chef Mads Weng Gade i bedste klimaforhaler-stil til mediet Finans, at selskabet “bakker op om den grønne omstilling, og vi ønsker at spille en afgørende rolle. Som led i den grønne omstilling vil der imidlertid være et behov for olie og gas i mange år, indtil verdens energibehov kan blive dækket fuldt ud af vedvarende energi”.

Produktionen af olie fra Hejrefeltet vil ifølge Mads Weng Gade være et “væsentligt og vigtigt bidrag til europæisk energiforsyning ikke mindst i lyset af krigen i Ukraine”.

Mads Weng Gades udtalelse stemmer helt overens med de fossile forsinkelsestaktikker, som den britiske klimaadvokat og stifter af organisationen Uplift Tessa Khan identificerer i podcasten Outrage + Optimism.

Her beskriver hun, hvordan olie- og gasindustrien prøver at udbrede den fortælling, at det er dem, der kommer til at drive den grønne omstilling.

De vil føre os hen i den rene energifremtid, som vi alle er enige om, er nødvendig, hvis vi bare lader dem udvikle deres forretning uden yderligere politisk indblanding.

Men i realiteten har olie- og gasselskaberne i de seneste år fået rekordhøje profitter, øget olie- og gasproduktionen, svækket deres mål om vedvarende energi og droppet deres investeringer i dem.

Et andet eksempel, på at hensynet til national og europæisk sikkerhed bliver brugt som argument for at forsinke den grønne omstilling, kunne for nyligt læses i klummen “Et stærkt forsvar er en forudsætning for en grøn omstilling”, der er skrevet af Christian Holst Vigilius. 

Den tidligere landsformand for Konservativ Ungdom argumenterer for, at fred og frihed er nødvendigt for at kunne udføre grøn omstilling.

Da oprustning ifølge Vigilius er nødvendig for at sikre fred og frihed, er den voldsomme stigning i køb af våben til forsvaret altså nødvendig for at kunne gennemføre den grønne omstilling.

Han mener ikke, at man bør “stille klimaomstilling og forsvarsoprustning op som modsætninger. Begge dele er nødvendige. Men hvis man vil lave tankeeksperimentet, er rækkefølgen afgørende: Uden sikkerhed har den grønne omstilling ingen bærekraft”.

Altså må vi ifølge denne logik først sikre os mod en fremtidig potentiel russisk invasion gennem et eklatant indkøb af fossildrevne våben til det danske forsvar og dernæst iværksætte en grøn omstilling af samfundet. 

Hvis vi venter med at udfase fossile brændsler, kan vi ende i en så kaotisk verden, at vi ikke længere er i stand til at dedikere os til at udfase de fossile brændsler.

Esther Kjeldahl

Mads Weng Gade og Christian Holst Vigilius' argumenter har samme ærinde: at overbevise os om, at det mest fornuftige er at vente med at udfase fossile brændsler. Lidt endnu.

Sat på spidsen påstår begge endda, at vi kun kan gennemføre grøn omstilling, hvis vi venter med at gøre det.

Det som er vigtigt at forstå, understreger Tessa Khan i podcasten Outrage + Optimism, er, at fossilindustrien har interesse i at give os den opfattelse, at vi ikke på nogen mulig måde kan trække den politiske støtte fra deres nuværende aktiviteter.

De vil sikre sig, at vi ikke sender dem uden for døren, når vi arbejder på at udvikle vores energisystemer. De vil have os til at tro, at de er centrale for, at vi kan gennemføre den grønne omstilling.

Sikkerhed er siden Ruslands invasion blevet den dominerende forsinkelsesdiskurs forklædt som samfundsansvar. Men vi må ikke lade os narre.

Forsker Simon Dalby understreger i en artikel fra oktober 2024, at fortællingen – om klimakrisen som en trussel vi må vente med at håndtere, til efter at vi har skabt national sikkerhed – er meningsløs og farlig.

Hvis vi venter med at udfase fossile brændsler, kan vi ende i en så kaotisk verden, at vi ikke længere er i stand til at dedikere os til at udfase de fossile brændsler.

Det er med andre ord nu, mens vi stadig har ressourcerne og overskuddet, og inden vi er faldet helt ned i fascismens klamme greb om verden, at vi må handle.

For at undgå scenarier, hvor vi ikke længere er i stand til at håndtere klimakrisen, bliver vi ifølge Dalby nødt til at rammesætte klimakrisen som en planetær hypertrussel, der overstiger det umiddelbare hensyn til national sikkerhed, men som truer sikkerheden for alt liv på jorden.

Det kræver blandt andet en storstilet politisk indsats for akut udfasning af fossilt forbrug og produktion.

Dalby fremhæver det igangværende arbejde for at få lande til at forpligte sig til at stoppe fossil ekspansion via den såkaldte fossil fuel non-proliferation treaty, som et nødvendigt tiltag i denne henseende.

At vi står i en potentiel sikkerhedstrussel fra Rusland, er simpelthen ikke grund nok til at udsætte fossil udfasning.

Esther Kjeldahl

Faktisk er jeg delvist enig med Christian Holst Vigilius i, at det er svært at gennemføre den grønne omstilling i en usikker verden.

Det er i hvert fald svært at se, hvordan vi skal lykkes med det, hvis højredrejningen i EU fortsætter, og klimakrisen fører til yderligere kollaps af forsyningskæder og havstrømme.

Men at vi står i en potentiel sikkerhedstrussel fra Rusland, er simpelthen ikke grund nok til at udsætte fossil udfasning.

Snarere repræsenterer selve den forsinkelsesdiskurs, som både Ineos' Mads Weng Gade og Christian Holst Vigilius bidrager til, den største sikkerhedstrussel for vores demokrati og fremtid.

Så længe disse argumenter har politisk slagkraft, vil en retfærdig grøn omstilling blive forsinket, hvilket vil medføre yderligere klimakollaps.

Det er med andre ord sikkerhedspolitisk vanvid at vente “lidt endnu” med at udfase fossile brændsler.