Det Faglige Hus: Nej til Nordsø-olie er hasardspil med arbejdspladser
DEBAT: Groft sagt handler et nej til fortsatte olie- og gasaktiviteter i Nordsøen om, at modstanderne er parate til at sige farvel til tusindvis af arbejdspladser og kærkomne indtægter til statsfinanserne, så vi kan rejse ud i verden og bryste os med at være foregangsland på klimapolitikken, skriver Johnny Nim.
Af Johnny Nim
Landsformand, Det Faglige Hus
Min appel til Dan Jørgensen er, at han snarest mulig kommer med en melding – og helst én, der tager hensyn til de 26.000 familier, der er afhængige af olie og gas.
Johnny Nim
Landsformand, Det Faglige Hus
”Olie- og gasproduktionen fra Nordsøen har stor værdi for samfundet i form af skatteindtægter, effekterne på handels- og betalingsbalancen og via overskuddet fra olie- og gassektoren.”
Citatet er hentet fra Klima-, Energi- og Forsyningsministeriets hjemmeside. Derfor undrer det mig, at den siddende minister, Dan Jørgensen (S), fortsat holder hele olie- og gasindustrien hen i uvidenhed, om der også skal være aktiviteter i Nordsøen efter 2046.
Vi taler her om 8. udbudsrunde for olie- og gasaktiviteterne i den danske del af Nordsøen, hvor fire koncessionsansøgere foreløbig har ventet i to og et halvt år uden at få ja eller nej til at hente olie- og gas op af undergrunden i yderligere ni år, til 2055.
Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.
Debatindlæg kan sendes til [email protected].
Olie- og gasindustrien genererer direkte og indirekte 26.000 job i Danmark og indbragte i 2018 den danske stat en indtægt på over otte milliarder kroner i kulbrinteafgifter. Netop i disse corona-tider, hvor vi bruger milliarder af skattekroner på at sikre størst mulig beskæftigelse og tilmed presser lånerammen til det yderste for at få finansloven for 2021 til at hænge sammen, er det nærliggende at spørge, om vi overhovedet har råd til at spille hasard med både arbejdspladser og statsfinanser.
Regeringen fik i juni i år Klimarådets faglige vurdering af spørgsmålet. Ikke overraskende anbefaler Klimarådet, at staten bør aflyse både denne og fremtidige udbudsrunder. Gennemfører man udbudsrunden, kan det sende et uheldigt signal til dem, som samfundet vil have til at lave grønne investeringer, lyder en af begrundelserne.
Men en aflysning vil ikke redde det globale klima nu eller efter 2046, og en aflysning vil ifølge Klimarådet heller ikke have nævneværdig betydning for Folketingets beslutning om en 70 procent-reduktion af drivhusgasserne i 2030.
Grøn signalværdi
Groft sagt handler et nej til fortsatte olie- og gasaktiviteter i Nordsøen om, at modstanderne er parate til at sige farvel til tusindvis af arbejdspladser og kærkomne indtægter til statsfinanserne, så vi kan rejse ud i verden og bryste os med at være foregangsland på klima-politikken.
Vi vil givetvis blive mere end vel modtaget i de arabiske lande, som står klar til at levere endnu mere olie til os, når vi selv lukker for hanerne.
Det kan godt være, at vi med ændrede kørselsvaner kan mindske udledningen af drivhusgasser, men der vil altid være brug for olie, blandt andet til fremstilling af de produkter, som eksempelvis plastindustrien sender i handlen. Plastindustrien tegner sig med 26.000 ansatte for ti procent af beskæftigelsen inden for den danske fremstillingsindustri.
Uvisheden fylder hos danske familier
Fra mit kontor i Det Faglige Hus har jeg udsigt til mange helikoptere, der dagligt letter og lander med personale til og fra borerigge og produktionsplatforme. Over 10.000 af arbejdspladserne i olieindustrien og hos underleverandører er placeret i virksomheder med adresse i Esbjerg, og her fylder debatten og ikke mindst uvisheden temmelig meget.
Ikke bare i erhvervslivet, men også i de mange tusinde familier, der på en eller anden måde er afhængig af indtægter foranlediget af aktiviteterne omkring 250 kilometer vest for byen.
Men nu har I jo 25 år til at omstille jer til noget andet, kunne en eller anden fristes til at sige. Nej, sådan spiller klaveret ikke. Hvis den danske regering beslutter sig for at lukke ned i Nordsøen, vil det omgående lægge en voldsom dæmper på lysten til at investere i nye faciliteter, og udenlandske aktører fristes til at drosle deres danske aktiviteter ned og løse opgaverne fra andre afdelinger i eksempelvis Norge, Holland eller Skotland.
Så min appel til Dan Jørgensen er, at han snarest mulig kommer med en melding – og helst én, der tager hensyn til de 26.000 familier, der er afhængige af olie og gas.