Debat

Energikonsulent: Et forbud mod salg af nye gasfyr kan ikke udfase naturgas alene

På Christiansborg vokser ønsket om et forbud mod salg af nye gasfyr. Men et forbud hjælper ikke på, at tilslutningen til fjernvarme eller købet af en individuel varmepumpe er uoverkommelig for mange borgere. Tilskud fra varmepumpepuljen kan i stedet gøre en forskel, skriver Morten Lund Kristensen.

Varmepumpepuljen er lukket uden en konkret dato for åbning. Der er nemlig en politisk bekymring for, at individuelle varmepumper kan underminere grundlaget for fjernvarme i områder med potentiale herfor, skriver Morten Lund Kristensen.
Varmepumpepuljen er lukket uden en konkret dato for åbning. Der er nemlig en politisk bekymring for, at individuelle varmepumper kan underminere grundlaget for fjernvarme i områder med potentiale herfor, skriver Morten Lund Kristensen.Foto: Tobias Kobborg/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Et voksende politisk ønske om forbud mod salg af nye gasfyr er rigtig gode nyheder. Men det er ikke hele svaret på, hvordan vi udfaser naturgassen fra vores varmeforsyning.

For de cirka 300.000 naturgasopvarmede husstande i Danmark er barrieren nemlig først og fremmest investeringen i konvertering fra sort til grøn. Tilslutningen til fjernvarme eller købet af en individuel varmepumpe er for mange borgere uoverkommelig, på trods af at deres energieffektive og grønne varmeproduktion giver en lavere samlet varmeregning for borgeren. 

Det hjælper et forbud mod salg af gasfyr altså ikke på. 

Det gør tilskud til gengæld, og derfor er det glædeligt, at fjernvarmepuljen og afkoblingsordningen er åbne. For nogle. 

For ud af de tilbageværende naturgasfyr står 75.000 af dem i områder, der ikke får fjernvarme, og 120.000 har fået 'klar besked' om, at fjernvarmen – måske – rulles ud hos dem om op til 15 år. Det er fire år efter bagkanten for den politiske ambition om udfasning af fossil opvarmning i 2035.

Det efterlader den individuelle varmepumpe som det oplagte grønne valg og tilskud fra varmepumpepuljen som den oplagte hjælpende hånd med investeringen i konvertering fra fossilt fyr til individuel varmepumpe.

Ryk midlerne i varmepumpepuljen frem

Så vi burde vel skynde os at åbne varmepumpepuljen?

På trods af et indlysende ja, er varmepumpepuljen lukket uden en konkret dato for åbning. Der er nemlig en politisk bekymring for, at individuelle varmepumper kan underminere grundlaget for fjernvarme i områder med potentiale herfor - på trods af at ventetiden på potentiel fjernvarme flere steder næsten er lige så lang, som levetiden for en individuel varmepumpe er.

Læs også

I 2023 forsinkede dette misforståede fjernvarmehensyn åbningen af varmepumpepuljen med seks måneder, fra marts til september, ligesom det afholdt 120.000 potentielle ansøgere fra at få tilskud, da fjernvarmepotentiale fjernede muligheden.

Over 1.000 af dem søgte alligevel og fik afslag, ligesom der findes et ukendt mørketal af borgere, der undlod at ansøge og i stedet kiggede mod nye gasfyr, hvis levetid på 18 år de facto udskyder udfasning til 2042.

Nu venter vi igen i usikkerhed på en åbningsdato for varmepumpepuljen.

Morten Lund Kristensen
Konsulent, Intelligent Energi

Det er en uhensigtsmæssig udvikling for den grønne omstilling og varmepumpebranchen. 

Nu venter vi så igen i usikkerhed på en åbningsdato for varmepumpepuljen.

Branchen holder vejret, og kunderne holder på deres penge, indtil de måske kan få tilskud. Det afhænger af den politiske stillingtagen til, om de usikre fjernvarmepotentiale igen skal stå i vejen, for at borgere kan få hjælp til at omstille deres varmeforsyning nu.

Varmepumpepuljen indeholder sammenlagt 521 millioner kroner fra 2024 til 2026, tilsvarende tilskud til cirka 30.000 konverteringer. Vi har 300.000 naturgasfyr, vi skal af med. 

Så kære politikere. Hvis I gerne vil handle hurtigt og effektivt, skal I fremrykke midlerne i varmepumpepuljen og åbne den nu – for alle uden for etablerede fjernvarmeområder. Det kan kun gå for langsomt.

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00