Debat

Energistyrelsen: Internationale myndighedssamarbejder gør en forskel

DEBAT: Den globale grønne omstilling og dansk eksport får et skub i den rigtige retning gennem internationale myndighedssamarbejder om eksempelvis havvindmølleprojekter, skriver Energistyrelsens direktør.

Japan og Danmark indleder nu et myndighedssamarbejde, som vil skabe gode muligheder for den danske havvindmøllebranche, mener Energistyrelsen.
Japan og Danmark indleder nu et myndighedssamarbejde, som vil skabe gode muligheder for den danske havvindmøllebranche, mener Energistyrelsen.Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Peter Bjørnbak Hansen
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Kristoffer Böttzauw
Direktør, Energistyrelsen

Navnet Japan får farvestråelende billeder frem på nethinden hos de fleste af os: Ældgamle templer omgivet af lyserøde kirsebærtræer med snehvide Mount Fuji i baggrunden, aber, der bader i varme kilder, eller Tokyos næsten uendelige skyline.

Men mange af os i energibranchen har et yderligere drømmescenarie for vores indre øje: Enorme vindmølleparker i havet omkring Den Opgående Sols Rige. Det billede skal Energistyrelsen nu hjælpe med at gøre til virkelighed.

I starten af juni kunne Klima-, Energi og Forsyningsministeriet og Udenrigsministeriet løfte sløret for, at Danmark indleder et nyt grønt myndighedssamarbejde med Japan.

Fakta
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. 

Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected].

Japan har efterspurgt danske myndighedskompetencer til at skabe en god model for havvind, og det er samtidig gode nyheder for det globale klima og den danske vindbranche.  

Grøn strøm på den amerikanske østkyst
Siden 2017 har Energistyrelsen gennem en særlig eksportordning for energiområdet samarbejdet med myndigheder i USA, Tyskland, Storbritannien, Nederlandene og Sydkorea.

Energistyrelsens myndighedssamarbejder er ikke er quick fix på virksomhedernes akutte afsætningsproblemer. Men det er et vigtigt redskab.

Kristoffer Böttzauw
Direktør, Energistyrelsen

Her bringer danske eksperter vores erfaringer med regulering af havvind-, energieffektivitets- og fjernvarmesektoren ind i partnerlandenes grønne omstilling. Ordningen har særligt fokus på at modne markeder til fordel for eksport af dansk energiteknologi.

Myndighedssamarbejder gør en forskel. I USA har Energistyrelsen bidraget med viden og erfaringer, som har strømlinet godkendelsesprocedurer for havvind, eksempelvis i delstaten New York. Staterne på USA's østkyst har tilsammen en pipeline af havvindsprojekter på over 25 gigawatt inden 2035.

Hvis de ambitioner indfries, vil 15 millioner amerikanske husstande blive forsynet med grøn strøm fra havet. Effektive godkendelsesprocesser skaber tryggere rammer for investeringer.

Det kommercielle potentiale i USA er tydeligt, og en række danske virksomheder har allerede fået ordrer i forbindelse med amerikanske havvindsprojekter.

På den måde bidrager myndighedssamarbejde til internationale rammevilkår, der udvider markedsmulighederne for dansk energiteknologi. Det er godt for klimaet, for danske eksportvirksomheder og dermed også danske lønmodtagere.

Ikke et quick fix
Danske virksomheder eksporterede i 2019 energiteknologi og -service for næsten 123 milliarder kroner, og denne eksport stod sidste år for 13,5 procent af den samlede danske eksport. Så det er en sektor med meget stor betydning for samfundsøkonomien.

Men med coronakrisen står eksporten over for et fald af historiske dimensioner. Energistyrelsens myndighedssamarbejder er ikke er quick fix på virksomhedernes akutte afsætningsproblemer. Men det er et vigtigt redskab til at udvide og modne markederne for blandt andet den danske havvindsbranche.

Vores dialog med erhvervslivet giver input til, at vores rådgivning kan fokusere på de barrierer, som erhvervslivet oplever ude i landene. Og et tæt samarbejde med Udenrigsministeriets Trade Council sikrer, at myndighedssamarbejdets langsigtede indsats for bedre rammevilkår er koblet sammen med virksomhedernes kommercielle projektindsatser.

Læs også

Stort potentiale i Japan
Japan er verdens tredjestørste økonomi, men kun Danmarks 13. største eksportmarked. Det kan det enorme havvindspotentiale på over 35 gigawatt inden 2030 imidlertid ændre på.

Japan er ikke traditionelt kendt som en grøn frontløber. Siden Fukushima-ulykken i 2011 og den midlertidige lukning af landets atomkraftværker har Japan haft fokus på selvforsyning med energi.

Landet er i høj grad afhængig af kul, men med gode vindressourcer kan vedvarende energi spille en markant rolle i Japans fremtidige energiforsyning.

I de seneste år er behandlingstiden for miljøgodkendelser reduceret kraftigt, og en række områder er udpeget til havvindsprojekter. Samtidig efterspørger de japanske myndigheder i stigende grad dansk myndighedsekspertise.

I Energistyrelsen glæder vi os til at imødekomme den efterspørgsel, for vi står med en unik mulighed for at bidrage til den grønne omstilling i Japan. En omstilling, som potentielt kan udvikle sig til et nyt dansk eksporteventyr for havvind.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00