Fjernvarmen er et guldæg i milliardklassen

ENERGI-VÆKST: Den danske fjernvarmeindustri slår rekorder i eksport. I 2011 var eksportindtægterne på 5 mia. kroner. Og for at fortsætte succesen skal Danmark for alvor i arbejdstøjet, lyder det fra industrien og regeringen.
Foto: Jørgen Schytte

Vi står med et guldæg i hånden, og det kan blive til en guldfugl, og det kan en dag blive til en svane. Men det kan også blive skubbet ud af reden.

Lars Tveen
Divisional President i Danfoss District Energy

Der var brede smil på læberne blandt fjernvarmeindustri-gæsterne til energipolitisk konference på Christiansborg tirsdag eftermiddag.

Om det skyldtes, at der alligevel ikke var snestorm udenfor, eller om det havde en direkte tilknytning til en ny rapport om væksten i fjernvarmeindustrien, skal stå hen i det uvisse. Men et rigtigt godt bud er nok det sidste. 

Fjernvarmeindustrien i stor vækst
Rapporten, der er udarbejdet af Cowi A/S, slog med al tydelighed fast, at fjernvarmeindustrien har kronede dage. I 2011 stod fjernvarmeindustrien for en eksport på 5 mia. kr. Det er en stigning på 30 pct. i forhold til 2007.

Og prognoserne viser, at den positive kurve fortsætter.

De direkte eksportindtægter vil runde 8 mia. i 2015, og i 2020 er forventningen, at fjernvarmeindustrien vil eksportere for 15 mia. kroner - en stigning på 300 pct. i forhold til i dag. Det vil give 4.000 flere arbejdspladser, så der i 2020 vil være 15.000 beskæftigede i fjernvarmeindustri. Heraf vil over 7.600 være beskæftiget med eksport.

Det er noget, der glæder direktør for Fjernvarmeindustrien, Lars Hummelmose.

"Det er en fantastisk positiv rapport om en branche i vækst," sagde han på konferencen, og han er ikke i tvivl om, hvad den succes skyldes:

"Danske virksomheder har kæmpe succes på de internationale markeder, fordi vi kan levere helhedsløsninger, som er energibesparende og dermed sparer både CO2-udledning og omkostninger til brændsler."

Guldæg, guldfugl og svane
Alligevel er der ikke "tid til at hvile på laurbærrene", blev det understreget flere gange på den energipolitiske konference på Christiansborg, hvor Lars Tveen, der er Divisional President i Danfoss District Energy, var blandt oplægsholderne.

"Vi står med et guldæg i hånden, og det kan blive til en guldfugl, og det kan en dag blive til en svane. Men det kan også blive skubbet ud af reden," advarede Lars Tveen:

"Vi står med den største mulighed nogensinde i de næste 5-10 år. Men det er et hundrede procent op til jer selv," lød det ud til salen af tilhørere.

Lars Tveen opfordrede til, at de danske universiteter, firmaer, lovgivere og industrien i fællesskab sætter nogle mål for, hvordan man kan drive eksporten videre fremad. For hvis ikke Danmark fortsat udvikler sig på markedet, vil svenskerne, tyskerne og andre af vores nabolande gøre det.

"Vi bliver nødt til i Danmark at løfte det her i fællesskab. Det er os alle sammen i samlet flok, der bliver nødt til at gøre det. Det eneste, der er vigtigt, er hurtighed, " konkluderede Lars Tveen.

Pia Olsen Dyhr: Stort markedspotentiale
Og ifølge handels- og investeringsminister Pia Olsen Dyhr (SF), så er der god grund til, at danskerne skal satse på fjernvarmen.

"Der er et rigtig stort markedspotentiale. Både i vores nærmarked og fjernmarked," sagde Pia Olsen Dyhr, der også deltog i konferencen.  

Hun pointerede, at der især i Kina og Rusland vil være rigtig gode muligheder for danske løsninger. 

"Vi går en meget spændende fremtid i møde. Jeg vil gerne være med til at knække kurven så voldsomt, som I forudser. I har unikke eksportmuligheder, hvis I griber dem," sagde Pia Olsen Dyhr. 
 
Fjernkøling kan blive næste eksporteventyr
Blandt tilhørene var en stor del industrifolk, der ytrede noget utilfredshed med lovgivningen angående fjernkøling og de rammebetingelser, der er på området. Det drejer sig om tekniske lovtekster, der gør det svært at få gang i udviklingen og udbredelsen. 

Det forklarede Peter Heymann Andersen, viceadministrerende direktør, Rambøll Energy, til tilhørerne, hvor erhvervsordfører Benny Engelbrecht (S), klima- og energiordfører Lars Christian Lilleholt (V) og klima- og energiordfører Rasmus Helveg Petersen (R) havde indfundet sig for at deltage i en paneldebat om mulighederne for fjernkøling og fjernvarme.

De tre politikere erklærede sig enige i, at man skal se på, hvordan man kan få gang i fjernkølingen, så det kan blive en lige så stor succes som fjernvarmen.

"Vi er optaget af, hvordan vi kan understøtte, at fjernvarmen bliver bedre positioneret, også uden for Danmarks grænser. Vi skal presse på i EU også for at sætte en fjernvarme-dagsorden. Og skal vi bevare positionen, som vi har i fjernvarme, så skal vi udbygge fjernkøling," sagde Lars Christian Lilleholt.

Og den holdning blev delt af Rasmus Helveg Petersen.

"Fjernvarmebranchen er vokset med kinesiske vækstrater, fordi vi er så langt fremme. Så vi er i gang med at erobre markedet, og det vil også fortsætte. Vores hjemmemarked kan levere en fortsat styrkelse af eksportmarkedet, og der tror jeg ikke, at man vil finde manglende politisk opbakning til det," lød det fra den radikale klima- og energiordfører.

Dermed er der politisk opbakning til at have fortsat fokus på fjernvarmen og fjernkøling som det nye store danske eksporteventyr. 

"Der er ikke nogen tvivl om, at det er en styrkeposition for Danmark, og der er nogle store udviklingspotentialer," sagde erhvervsordfører Benny Engelbrecht.

Og det var der bred enighed om.

Altinget logoEnergi og Forsyning
Vil du læse artiklen?
Med adgang til Altinget energi og forsyning kommer du i dybden med Danmarks største politiske redaktion.
Læs mere om priser og abonnementsbetingelser her
0:000:00