Energiforsker: Regeringens fossile nordsøplaner risikerer at koste mere end de gavner

En begrænset effekt

Der kan være gode grunde til at skrue op for egen produktion af gas og olie i Europa på den korte bane.

Hjemmeproduceret gas er både billigere og mindre klimabelastende end den flydende amerikanske gas, vi i Europa har erstattet meget af den russiske gas med, og som udvindes via den miljøbelastende metode fracking og sejles tværs over Atlanterhavet. 

Det anspændte forhold til USA øger også risikoen ved at have en høj afhængighed af flydende amerikansk gas.

Men regeringens forslag handler om år 2042. Til den tid er billedet noget mere uklart, for Europa står sandsynligvis et andet sted energimæssigt, teknologisk og reguleringsmæssigt om næsten 20 år.

Dertil kommer spørgsmålet om størrelsesorden. 

Danmark producerede i 2024 omkring 0,4 procent af EU’s samlede forbrug af fossil gas.

Selv hvis EU’s forbrug af gas falder over tid – og Danmarks relative andel dermed kan stige, hvis alt andet forbliver uændret – er det svært at se, at licensforlængelser i Danmark i sig selv skubber mærkbart på balancen i europæisk forsyningssikkerhed.  

Effekten vil med andre ord være meget lille. Til gengæld er der en risiko for, at regeringens initiativ skader den grønne omstilling.

Det er en legitim position, men den overser, at energipolitik sjældent kun handler om fysiske mængder.

Oliver Bugge Hunt
Postdoc ved Københavns Universitet

Danmarks energidiplomati  

Lars Aagaards argument er, at det stadig kan give mening at producere olie og gas i Nordsøen, hvis Europa under alle omstændigheder fortsat forbruger disse brændsler efter år 2042 – hvilket alt tyder på.

Det er en legitim position, men den overser, at energipolitik sjældent kun handler om fysiske mængder.

Det handler i lige så høj grad om virksomheders forventninger, investeringshorisonter, diplomatisk kapital og statens evne til at fastholde en kurs over tid.

Set fra det perspektiv kan et tilsyneladende begrænset initiativ få en uforholdsmæssigt stor effekt. Det skyldes især to ting.  

For det første kan forslaget svække Danmarks energidiplomatiske manøvremuligheder på længere sigt. Nordsøaftalen var ikke alene hjemlig klimapolitik; den var også et internationalt diplomatisk aktiv. Danmark kunne argumentere for en udfasning med henvisning til en konkret national beslutning, der var enkel og konsistent.

I international politik er det en sjælden valuta: At introducere nye standarder for klimapolitik bæres ikke kun af ambitioner, men af troværdighed – altså om man selv binder sig politisk. Netop derfor kunne Dan Jørgensen præsentere ‘Beyond Oil and Gas Alliance’.   

Risiko for at vedligeholde fossil infrastruktur

Når regeringen åbner for licensforlængelser, bliver fortællingen mindre entydig. Det er sværere at insistere på fossil udfasning som en ny normal, hvis andre lande kan pege på, at Danmark selv gør undtagelser.

Og det kan blive væsentligt i en europæisk kontekst, hvor flere lande netop nu afsøger muligheder for at udvide eller forlænge deres egen olie- og gasudvinding.

Under de seneste COP-forhandlinger oplevede Lars Aagaard jo netop til den danske delegations store frustration, hvordan andre lande ikke ville gå med til at vedtage tekster om at udfase fossil energi.

For det andet kan initiativet påvirke investerings- og omstillingsbeslutninger i de kommende årtier – ikke fordi danske volumener i 2040’erne i sig selv ændrer Europas energisystem, men fordi muligheden for forlængelser kan være med til at påvirke adfærden i 2020’erne og 2030’erne.

Mange virksomheder navigerer et terræn med mere utydelige politiske signaler end for bare få år siden.

Oliver Bugge Hunt
Postdoc ved Københavns Universitet

Når rammerne bliver mere åbne, kan det være en fordel for virksomhederne at holde flere strategier kørende parallelt.

Der er således en risiko for, at markedsaktører vil vedligeholde fossil infrastruktur længere, udskyde afskrivninger og fastholde kompetencer i de dele af forretningen, der ellers ville blive nedskaleret hurtigere. Det handler altså om, hvornår kapital, mennesker og kapaciteter flyttes fra fossile aktiviteter til nye teknologier.  

Man skal selvfølgelig passe på med at tilskrive ét initiativ for stor forklaringskraft. Men vi befinder os lige nu i en situation, hvor mange virksomheder navigerer et terræn med mere utydelige politiske signaler end for bare få år siden, og hvor forventningen til tempo og retning i omstillingen derfor er mindre stabil.

Større omkostninger end gevinster

Det ses blandt andet i, at centrale EU-regler diskuteres og justeres løbende – fra bæredygtighedsrapportering til udformningen af det europæiske kvotesystem. 

I den kontekst kan en åbning for licensforlængelser få større adfærdsmæssig betydning, end initiativet ellers tilsiger, fordi den kan forstærke en oplevelse af, at den regulatoriske kurs er mere forhandlingsbar.

Man ser allerede, at virksomheder i transport- og industrisektorer i stigende grad spreder deres risiko ved at investere i flere teknologier parallelt, herunder både nye grønne brændstoffer og fossile løsninger.

I slutningen af 2024 købte rederiet 20 skibe, der sejler på flydende naturgas (LNG). I starten af 2026 har Mærsk placeret en ordre på otte nye LNG-skibe. 

Omkostningen ved licensforlængelser i den danske del af Nordsøen kan meget vel vise sig at være højere end gevinsten. 

Oliver Bugge Hunt
Postdoc ved Københavns Universitet

Det er umuligt at overse, at vi lever i en tidsalder, der i stigende grad er præget af geoøkonomi og geopolitiske rivaliseringer. Forsyningssikkerhed og industripolitik er klimapolitikkens nye prismer. 

Man kan medgive regeringens forslag, at hvis vi i Europa fortsat skal bruge olie og gas – og det kommer vi til – er det bedst, at den produceres på dette kontinent.

Men omkostningen ved licensforlængelser i den danske del af Nordsøen kan meget vel vise sig at være højere end gevinsten.  

Hvis målet med det nye initiativ er mere energisikkerhed i Danmark og Europa i de kommende årtier, kalder det snarere mod politiske virkemidler, der opererer på en mere relevant tidslinje: højere elektrificering, udbygning af elnettet og hurtigere udrulning af vedvarende energi.

Her er den positive nyhed, at en langt større del af energien kan produceres i Europa, og at effekten materialiserer sig i det kommende årti.