Greenpeace: Stadig nej tak til atomkraft

DEBAT: Ny atomkraft kan intet levere klimamæssigt de næste 10-15 år. Den er enormt dyr, indebærer risiko for alvorlige reaktorulykker og har et uløst affaldsproblem. Derfor siger Greenpeace fortsat nej tak til atomkraft, skriver Tarjei Haaland.

Af Tarjei Haaland
Klima- og energirådgiver i Greenpeace

Altinget indleder en ny debatrunde med spørgsmålet om, hvorvidt Danmark bør satse på atomkraft som en del af løsningen i klimakampen. Den diskussion tager vi gerne igen.

Der er rigtig mange, der ikke var født eller deltog i den 11 år lange, brede, folkelige diskussion om dansk atomkraft orkestreret af Organisationen til Oplysning om Atomkraft (OOA), der endte med, at et flertal i Folketinget (S, R, SF og Venstresocialisterne) i marts 1985 vedtog, at atomkraft ikke skal indgå i dansk energiplanlægning.

Det var en fremsynet og velbegrundet beslutning, som sammen med kulstoppet i 1997 lagde fundamentet for en decentral dansk energiplanlægning baseret på energieffektivisering og vedvarende energi − uden atomkraft og uden nye kulkraftværker.

Til trods for at det er næsten 35 år siden, så må man konstatere, at atomkraftens hovedproblemer i dag er de samme som dengang.

Ny atomkraft er ikke en klimaløsning
Nogle påstår nu, at atomkraft er nødvendig i klimakampen og henviser blandt andet til FN’s Klimapanel. Men panelet anbefaler ikke noget og derfor heller ikke, at atomkraft skal tages i brug. Panelet beskriver en række energiscenarier udarbejdet af andre, hvori atomkraft indgår, men også energiscenarier uden ny atomkraft.

Et nyt globalt energiscenarie fra primo 2019 fra Institute for Sustainable Futures – 'Achieving the Paris Climate Agreement Goals' – viser, hvordan vi globalt kan opfylde Paris-aftalens temperaturmål uden ny atomkraft.

Hvis Danmark skal opfylde målet i Paris-aftalen om at holde stigningen i den globale middeltemperatur på højst 1,5 grader, så skal brugen af fossile brændsler til produktion af el helt udfases i 2030, og udslippet af drivhusgasser nedbringes med 70 procent i 2030 i forhold til 1990. Det kan atomkraft ikke bidrage til i Danmark – hvad enten det måtte være uran- eller thorium-baseret atomkraft.

Da ny atomkraft er rasende dyr og tager mange år at bygge, vil det stille krav om massive investeringer, vel at mærke uden at kunne levere CO2-reduktion i de kommende kritiske 10-15 år. Investeringer, som derfor ikke kan bruges til energieffektivisering og vedvarende energi, der kan sænke udslippet af drivhusgasser på den kortere bane.

På den lange bane vil atomkraft globalt i bedste fald kun kunne give et marginalt bidrag i klimakampen. Verdens eksisterende 413 reaktorer i 31 lande leverede i 2017 kun 10,3 procent af verdens produktion af elektricitet – og kun 4,4 procent af det globale energiproduktion.

Da hovedparten af de eksisterende reaktorer er bygget i 1970'erne og første halvdel af 1980'erne – og derfor er kommet i pensionsalderen – ville der skulle bygges et helt urealistisk antal nye reaktorer for blot at fastholde denne meget beskedne andel af den globale energiproduktion.

Hvide elefanter − eksorbitant dyre og komplicerede
Det er ikke uden grund, at Verdensbanken for mange år siden besluttede, at den ikke vil give lån til bygning af atomkraftværker med begrundelsen, at de er ”hvide elefanter” – for dyre, for komplicerede og forsinkede.

Aktuelle eksempler viser, at ny atomkraft er eksorbitant dyr, milevidt fra at være konkurrencedygtig på energimarkedet og derfor stiller krav om massiv statsstøtte.

I 2002 blev det politisk besluttet at bygge Finlands femte reaktor, Olkiluoto-3, med en anlægspris på 22 milliarder kroner. Og man stillede i udsigt, at reaktoren skulle producere strøm fra 2009. Men reaktorbyggeriet har været plaget af fejl og forsinkelser, som betyder, at reaktoren nu tidligst kommer i drift i 2020 – 18 år efter beslutningen og med en forsinkelse på foreløbig 11 år. Dertil kommer, at prisen undervejs er steget til over 75 milliarder kroner.

I Storbritannien besluttede regeringen i 2006 at bygge det første nye atomkraftværk siden 1995 i Hinkley Point. Det skal bestå af to reaktorer på hver 1600 MW til en samlet pris på mindst 169 milliarder kroner. Franske EDF og den kinesiske partner (CGH) har stillet krav om en fast pris for den producerede strøm på cirka 95 øre/kWh over 35 år. Det er mere end det dobbelte af den aktuelle engelske elpris. Massiv statsstøtte, som de britiske skatteydere skal betale.

Risiko for alvorlige katastrofer
Det var de mulige konsekvenser af en alvorlige reaktorulykke – eksempelvis på det svenske atomkraftværk Barsebäck – som var med til at ændre den danske befolknings og politikernes holdning til atomkraft. Ikke mindst efter reaktorulykken på Tre Mile Øen i 1979.

Risikoen for radioaktiv forurening af store områder i Danmark i tilfælde af en alvorlig ulykke på Barsebäck-værket kun 20 kilometer fra København førte til folkeligt og politisk pres på Sverige for at lukke Barsebäck. Det førte til, at de to reaktorer blev lukket i henholdsvis 1999 og 2005.

De senere reaktorulykker i Tjernobyl (1986) og Fukushima (2011) har tydeliggjort, at selvom sandsynligheden for reaktorulykker med radioaktivt udslip er meget lille, så kan konsekvenserne blive katastrofale.

Atomreaktorer med deres indhold af stærkt radioaktive stoffer er en farlig teknologi i kombination med både menneskelige fejl og risikoen for terror. Den civile anvendelse af atomkraft indebærer risiko for spredning af atomvåbenegnet materiale.

I atomkraftens brændselskæde er der to slags anlæg, som også kan producere spaltbart materiale egnet til at lave atomvåben – højt beriget uran i berigningsanlæg og plutonium i oparbejdningsanlæg.

Atomaffald er et uløst problem
Alle 31 lande med atomkraft har et uløst problem med, hvordan og hvor man skal slutdeponere det højradioaktive affald, der er strålingsfarligt i op mod 250.000 år. I Finland og Sverige planlægger myndigheder forsøgsdeponering dybt nede i grundfjeldet, men metoden kritiseres af uafhængige forskere.

For 40 år siden påstod danske elselskaber, at deponering af det højradioaktive affald fra  danske atomkraftværker ville kunne slutdeponeres sikkert i en salthorst under Mors. Men geologer fra Københavns Universitet og Geus dokumenterede, at den komplekst foldede salthorst var aldeles uegnet til formålet.

Siden 2002 har danske myndigheder forgæves forsøgt at finde en betryggende metode og acceptable lokaliteter i Danmark til lagring af det langt mindre farlige lav- og mellemaktive affald fra de tre lukkede forsøgsreaktorer på Risø. Det samme gælder for alle forsøg på at få hjælp fra andre lande.

Fortalere for dansk atomkraft bedes fortælle, hvor i Danmark de i givet fald vil placere atomkraftværker og deponere dansk højaktivt affald.

Den folkelige opbakning er fortsat minimal
Ny atomkraft kan intet levere klimamæssigt de næste 15-20 år. Den er enormt dyr og kræver massiv statsstøtte. Når dertil lægges et uløst problem med deponering af det radioaktive affald, risiko for reaktorulykker og spredning af spalteligt materiale, så forstår man, hvorfor danske elselskaber og investorer finder atomkraft uinteressant.

På den baggrund er det glædeligt at konstatere, at også den folkelige opbakning er beskeden, og at et meget bredt flertal i Folketinget ikke ønsker atomkraft i Danmark.

Forrige artikel Dansk Byggeri: Drop grøn silotænkning, og tænk bæredygtighed samlet Dansk Byggeri: Drop grøn silotænkning, og tænk bæredygtighed samlet Næste artikel Konservativ Ungdom: Følelser fortrænger fornuft i atomdebatten Konservativ Ungdom: Følelser fortrænger fornuft i atomdebatten
  • Anmeld

    Peter Toft Jølving

    Misforståelser, forvrængninger og skræmmehistorier

    Så er Greenpeaces Tarje Haaland igen ude med et sæt misforståelser, forvrængninger og skræmmehistorier.
    Igen-igen må vi pille dem fra hinanden. Hvis vi skal have en diskussion, skal den foregå på et reelt oplyst grundlag.

    Tarje anfører, at atomkraft tager for lang tid at bygge, til at det kan bidrage indenfor de næste 10-15 år, ligesom at det er alt for dyrt. Som bevis fremhæver Hinkley Point C og Olkiluoto-3. Begge værker har ganske rigtigt taget alt for lang tid at opføre.

    Fælles for begge værker er, at de opføres af Franske Areva. Som Tarje ganske rigtigt pointerer, er der opført meget få atomkraftværker i Europa siden 70'erne og 80'erne. Kan det så undre, at projekterne går over tid og budget, når selskabet, der skal opføre dem, ikke har erfaring med den type projekter?

    Kigger man udover Europas grænser, er billedet et helt andet. Sydkoreanerne, der holdt deres kompetencer ved lige, opfører rutinemæssigt værker på mellem fire og otte år. At Europæiske værker er dyre og langsomme at opføre, er altså alene et resultat af protektionistisk politik.

    Til sammenligning kan man indvende, at en havvindmøllepark ikke adskiller sig væsentligt i opføringstid. Krieger's Flak blev udbudt i 2015 og forventes færdigt med udgangen af 2021 - altså over 6 år senere.

    Tarje forsøger at gøre Tre Mile Øen, Tjernobyl og Fukushima til katastrofer. Det er nemt, for det er den fortælling, vi er blevet fodret med - nogen af os fra barnsben. Den er bare forkert.
    Antallet af dødsfald og kræftsygdomme er bemærkelsesværdig lave. På trods af de tre ulykker, er atomkraft den sikreste af alle energikilder - endda sikrere end solceller og vindmøller.

    Tarje trækker terrorkortet, der i årtier har fået folk til at forkaste al fornuft - ligeså her. Atomkraftværker er elendige mål for terrorister. Greenpeaces egne nytteløse angreb på atomkraftværker understreger om noget, hvor langt ude argumentet er.

    Spredning af atomvåbenegnet materiale er lige så ringe et argument. Brændslet i atomkraftværker er komplet utilstrækkeligt til at lave atomvåben ud af og vil kræve omfattende yderligere processering. Har man faciliteterne til denne processering, har man ikke behov for at stjæle materiale fra atomkraftværker, hvorfor hele konceptet er latterligt.

    Affaldet er ganske rigtigt et problem - et politisk problem. Det højradioaktive affald er "brugt" brændsel. "Brugt" er i citationstegn fordi dagens atomkraftværker kun bruger 5% af det spaltbare materiale.

    Langt hovedparten er altså ubrugt brændsel, der vil kunne genanvendes, enten via reprocessering eller i fremtidige reaktorer på flydende salt, som den danske Searborg Technologies arbejder på. Det bør derfor slet ikke begraves, men holdes klar til det kan bruges.

    Lavradioaktivt affald består af hovedsagelig af handsker, kitler, og andet udstyr, der er blevet bestrålet i arbejdet på værket. Det er så lidt radioaktivt, at det uden problemer kan begraves nær overfladen. At vi ikke kan enes i Danmark er mest et vidnesbyrd om vores irrationelle tilgang til emnet "stråling".

    Mellemradioaktivt affald er eksempelvis betonen fra reaktorbygningen, der er blevet bestrålet gennem værkets levetid. Det kan være ganske radioaktivt, men levetiden er begrænset, hvorfor det også kan begraves.

    Lavradioaktivt affald udgør 90% af volumenen, mens mellemradioaktivt udgør 7%. Tilbage er altså 3%, som kræver seriøs håndtering. Det er en overskuelig opgave at opbevare dette, indtil det kan reprocesseres eller anvendes i nye reaktorer.

    For at opsummere:
    - Atomkraft er dyrt og tager lang tid, fordi vi er ude af træning og insisterer på at gøre det selv. Det behøver det ikke være.
    - Det er den sikreste energikilde, vi har.
    - Det er uegnet som terrormål.
    - Det er uegnet som kilde til atomvåbenmateriale.
    - Affaldet er ikke et praktisk problem, men et politisk.

    Til gengæld kan atomkraft noget, som hverken vind eller sol kan: Levere elektricitet stabilt og når vi har brug for det. Det kræver ingen yderligere investeringer i infrastruktur eller energilagring, men kan indsættes i elnettet i dag.

  • Anmeld

    Holger Skjerning · Tidl. lektor i fysik og ENERGI ved DTU.

    Atomkraft og/eller vindenergi?

    De fleste påstande om den farlige atomkraft er tilbagevist af PTJ.
    Jeg vil blot sætte et af Tarjei Haalands argumenter i "skammakrogen: Han skriver: "Verdens eksisterende 413 reaktorer i 31 lande leverede i 2017 kun 10,3 procent af verdens produktion af elektricitet – og kun 4,4 procent af det globale energiproduktion".
    For to dage siden (15/5) leverede Danmarks 6000 vindmøller i nogle timer tilsammen mindre end 1 % af elforbruget - eller mindre end 0,2 % af energiforbruget. Se dkvind.dk.

  • Anmeld

    Brian Sørensen

    Greenpeace?

    Greenpeace burde meget hurtigt overveje sin rolle i klimakampen. Fra at være en progressiv og fremsynet organisation fremstår de nu mere og mere bagstræberiske og verdensfjerne. Kører i samme dagmatisbe og fake news agtige rille omkring a-kraft risici og økonomi og agerer dermed som støtte for den eksisterede olie kul og gasindustri og som lobbyister for en håbløs vøog voldsomt dyr mission for vind, som kun Vestas og Siemens mfl har gavn af. Greenpeace virker uinteresseret og useriøse i at løse verdens klima og luftforureningsproblemer.

  • Anmeld

    Thorkil Søe · Civilingeniør

    Højt beriget uran og plutonium

    Man ser det sædvanlige om højt beriget uran og plutonium, der kan bruges til atomvåben.
    Typisk for diskussionen forbigås at højt beriget uran ikke findes i forbindelse med atomkraft.
    Der bruges uran, der er oparbejdet til omkring 5 %
    Det kræver mange centrifuger og både tid og energi at berige til våbenkvalitet.
    Det er svært at forstå at repræsentanten for Greenpeace skulle være uvidende om dette.
    Tilsvarende kan det næppe være en hemmelighed at det plutonium, der er en del af affaldet fra kernekraft er forurenet med en anden isotop, der gør det uanvendeligt til våbenbrug.
    For en ordens skyld nævnes at Nord Korea ikke har haft brug for atomkraft for at lave atomvåben.
    På grundlag af dette og meget andet kan men konkludere at Greenpeaces klimarådgiver mangler lidt basal viden.