Greenpeace: Stadig nej tak til atomkraft

Af Tarjei Haaland
Klima- og energirådgiver i Greenpeace

Altinget indleder en ny debatrunde med spørgsmålet om, hvorvidt Danmark bør satse på atomkraft som en del af løsningen i klimakampen. Den diskussion tager vi gerne igen.

Der er rigtig mange, der ikke var født eller deltog i den 11 år lange, brede, folkelige diskussion om dansk atomkraft orkestreret af Organisationen til Oplysning om Atomkraft (OOA), der endte med, at et flertal i Folketinget (S, R, SF og Venstresocialisterne) i marts 1985 vedtog, at atomkraft ikke skal indgå i dansk energiplanlægning.

Det var en fremsynet og velbegrundet beslutning, som sammen med kulstoppet i 1997 lagde fundamentet for en decentral dansk energiplanlægning baseret på energieffektivisering og vedvarende energi − uden atomkraft og uden nye kulkraftværker.

Til trods for at det er næsten 35 år siden, så må man konstatere, at atomkraftens hovedproblemer i dag er de samme som dengang.

Ny atomkraft er ikke en klimaløsning
Nogle påstår nu, at atomkraft er nødvendig i klimakampen og henviser blandt andet til FN’s Klimapanel. Men panelet anbefaler ikke noget og derfor heller ikke, at atomkraft skal tages i brug. Panelet beskriver en række energiscenarier udarbejdet af andre, hvori atomkraft indgår, men også energiscenarier uden ny atomkraft.

Aktuelle eksempler viser, at ny atomkraft er eksorbitant dyr, milevidt fra at være konkurrencedygtig på energimarkedet og derfor stiller krav om massiv statsstøtte.  

Tarjei Haaland
Energi- og klimarådgiver, Greenpeace

Et nyt globalt energiscenarie fra primo 2019 fra Institute for Sustainable Futures – 'Achieving the Paris Climate Agreement Goals' – viser, hvordan vi globalt kan opfylde Paris-aftalens temperaturmål uden ny atomkraft.

Hvis Danmark skal opfylde målet i Paris-aftalen om at holde stigningen i den globale middeltemperatur på højst 1,5 grader, så skal brugen af fossile brændsler til produktion af el helt udfases i 2030, og udslippet af drivhusgasser nedbringes med 70 procent i 2030 i forhold til 1990. Det kan atomkraft ikke bidrage til i Danmark – hvad enten det måtte være uran- eller thorium-baseret atomkraft.

Da ny atomkraft er rasende dyr og tager mange år at bygge, vil det stille krav om massive investeringer, vel at mærke uden at kunne levere CO2-reduktion i de kommende kritiske 10-15 år. Investeringer, som derfor ikke kan bruges til energieffektivisering og vedvarende energi, der kan sænke udslippet af drivhusgasser på den kortere bane.

På den lange bane vil atomkraft globalt i bedste fald kun kunne give et marginalt bidrag i klimakampen. Verdens eksisterende 413 reaktorer i 31 lande leverede i 2017 kun 10,3 procent af verdens produktion af elektricitet – og kun 4,4 procent af det globale energiproduktion.

Da hovedparten af de eksisterende reaktorer er bygget i 1970'erne og første halvdel af 1980'erne – og derfor er kommet i pensionsalderen – ville der skulle bygges et helt urealistisk antal nye reaktorer for blot at fastholde denne meget beskedne andel af den globale energiproduktion.

Hvide elefanter − eksorbitant dyre og komplicerede
Det er ikke uden grund, at Verdensbanken for mange år siden besluttede, at den ikke vil give lån til bygning af atomkraftværker med begrundelsen, at de er ”hvide elefanter” – for dyre, for komplicerede og forsinkede.

Aktuelle eksempler viser, at ny atomkraft er eksorbitant dyr, milevidt fra at være konkurrencedygtig på energimarkedet og derfor stiller krav om massiv statsstøtte.

I 2002 blev det politisk besluttet at bygge Finlands femte reaktor, Olkiluoto-3, med en anlægspris på 22 milliarder kroner. Og man stillede i udsigt, at reaktoren skulle producere strøm fra 2009. Men reaktorbyggeriet har været plaget af fejl og forsinkelser, som betyder, at reaktoren nu tidligst kommer i drift i 2020 – 18 år efter beslutningen og med en forsinkelse på foreløbig 11 år. Dertil kommer, at prisen undervejs er steget til over 75 milliarder kroner.

I Storbritannien besluttede regeringen i 2006 at bygge det første nye atomkraftværk siden 1995 i Hinkley Point. Det skal bestå af to reaktorer på hver 1600 MW til en samlet pris på mindst 169 milliarder kroner. Franske EDF og den kinesiske partner (CGH) har stillet krav om en fast pris for den producerede strøm på cirka 95 øre/kWh over 35 år. Det er mere end det dobbelte af den aktuelle engelske elpris. Massiv statsstøtte, som de britiske skatteydere skal betale.

Risiko for alvorlige katastrofer
Det var de mulige konsekvenser af en alvorlige reaktorulykke – eksempelvis på det svenske atomkraftværk Barsebäck – som var med til at ændre den danske befolknings og politikernes holdning til atomkraft. Ikke mindst efter reaktorulykken på Tre Mile Øen i 1979.

Risikoen for radioaktiv forurening af store områder i Danmark i tilfælde af en alvorlig ulykke på Barsebäck-værket kun 20 kilometer fra København førte til folkeligt og politisk pres på Sverige for at lukke Barsebäck. Det førte til, at de to reaktorer blev lukket i henholdsvis 1999 og 2005.

De senere reaktorulykker i Tjernobyl (1986) og Fukushima (2011) har tydeliggjort, at selvom sandsynligheden for reaktorulykker med radioaktivt udslip er meget lille, så kan konsekvenserne blive katastrofale.

Atomreaktorer med deres indhold af stærkt radioaktive stoffer er en farlig teknologi i kombination med både menneskelige fejl og risikoen for terror. Den civile anvendelse af atomkraft indebærer risiko for spredning af atomvåbenegnet materiale.