Debat

Grønne partnerskaber: Cirkulær økonomi skal ud i mindre virksomheder

DEBAT: Erfaringer viser, at det kan være en udfordring at få mindre virksomheder med i forhold til cirkulær økonomi. Den udfordring kan løses med fire gode råd til regeringen, skriver Per Møller, centerleder for Dansk SymbioseCenter, og Line Bech, programleder i Gate 21.

Foto: Colourbox
Kirsten Ida Enemark
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Per Møller og Line Bech
Hhv. centerleder for Dansk SymbioseCenter og programleder i Gate 21

Reduce. Reuse. Recycle. Rethink.

Det er anslaget i anbefalingerne fra regeringens Advisory Board for cirkulær økonomi. I de to grønne organisationer er vi ikke i tvivl – den første anbefaling, om at gøre cirkulær økonomi til en vækstmotor for danske virksomheder, er den vigtigste.

En rapport fra Ellen MacArthur-fonden viser, at en omstilling til cirkulær økonomi i Danmark frem mod 2035 vil betyde op til 13.000 ekstra job, et reduceret CO2-fodaftryk på tre til syv procent og et reduceret ressourceforbrug på op til 50 procent. Og de små og mellemstore virksomheder spiller en vigtig rolle, hvis potentialet skal indfris.

Fakta
Deltag i debatten!

De store virksomheder er godt i gang: Arla udvikler højproteinprodukter skabt af valle, der ellers ville være blevet kasseret, og Carlsberg udvikler en nedbrydelig ølflaske. For bare at nævne to konkrete eksempler.

Cirkulær forretningsudvikling kan være god business. Men den kommer ikke af sig selv. Slet ikke ude hos de helt almindelige små og mellemstore virksomheder, som i det daglige først og fremmest fokuserer på drift. Derfor har vi fire råd til, hvordan regeringen kan få den cirkulære økonomi ud over rampen til de små og mellemstore virksomheder.

Cirkulær forretningsudvikling kan være god business. Men den kommer ikke af sig selv. Slet ikke ude hos de helt almindelige små og mellemstore virksomheder

Per Møller og Line Bech
Dansk SymbioseCenter og Gate 21

1. Giv en hånd – ikke en håndbog
De små og mellemstore virksomheder har ikke brug for en håndbog eller en ny hjemmeside. De har brug for en hånd – direkte hjælp til en helt nede-på-jorden proces, hvor business casen og bundlinjen hele tiden er i fokus.

2. Tænk i partnerskaber, og udnyt eksisterende viden
Det er centralt, at virksomhederne bliver nudget fra mange forskellige vinkler, for eksempel når kunder, leverandører, væksthuse, miljøtilsyn, konsulenter, forskningsinstitutioner og ikke mindst de lokale erhvervsorganisationer efterspørger cirkulære løsninger. Indgå partnerskaber på tværs, så der sikres koordinering og fælles fodslag. Brug også den eksisterende viden, der er opbygget i projekterne i for eksempel Rethink Business, Rest-til-Ressource, Bæredygtig Bundlinje og Grøn Omstillingsfond.

3. Gør det let og ukompliceret
De små og mellemstore virksomheder vil ikke se cirkulær økonomi som en kerneopgave fra første tiltag. Tag derfor udgangspunkt i potentialet og motivationen hos virksomheden. Start med at høste de nemme gevinster som energi og materialebesparelser, og så samtidig frø i forhold til udviklingsmulighederne i den cirkulære økonomi.

4. Brug kommunernes lokalkendskab til virksomhederne
De små og mellemstore virksomheder orienterer sig typisk mere mod deres kommune end mod de store virksomheder. Tilsynsmedarbejderne eller det lokale erhvervsråd har en central rolle i dialogen med virksomhederne. Overvej, hvordan kommunen, for eksempel gennem miljøtilsyn og erhvervsfremme, kan spille en rolle i forhold til at sparke døren ind hos nogle af virksomhederne.

De fire råd er baseret på arbejdet i projekterne Rest-til-Ressource og Bæredygtig Bundlinje, som er i gang i Region Sjælland og Region Hovedstaden. Projekterne hjælper virksomhederne med at afdække deres muligheder for optimering i forhold til energi og materialer, herunder om restprodukter kan anvendes som ressource i en industriel symbiose. På den måde kan virksomhederne spare udgifter til energi og bortskaffelse af affald – og samtidig blive introduceret til mulighederne i den cirkulære økonomi.

Projekterne er støttet af EU's regionalfond, Vækstforum Hovedstaden og Vækstforum Sjælland samt Region Hovedstaden og Vækstforum Sjælland.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00