Debat

Intelligent Energi: Regeringen har uambitiøse forventninger til fjernvarme og varmepumper

En ny taskforce bør accelerere udrulningen af fjernvarme og individuelle varmepumper. Kommunerne står lige nu alene med en gigantisk opgave, skriver Helle Juhler-Verdoner.

Det kan vel ikke være løsningen at prioritere biogas til opvarmning frem for til industrien, skriver Helle Juhler-Verdoner.
Det kan vel ikke være løsningen at prioritere biogas til opvarmning frem for til industrien, skriver Helle Juhler-Verdoner.Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Helle Juhler-Verdoner
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Familier med naturgas som opvarmningskilde tripper for at skifte bort fra den fossile og dyre gas, der ofte har krigsnationen Rusland som oprindelsesland. Med ’Danmark kan mere II’ har S-regeringen givet sit bud på udfasning af naturgas i opvarmningen af 400.000 husstande. Et udspil, der både efterlader os med begejstring og undren.

I Intelligent Energi er vi overraskede over, at regeringen kun forventer, at 30-50 procent af gaskunderne vil have skiftet til fjernvarme i 2028 og kun 20 procent (100.000 anlæg) til individuelle varmepumper.

Det er simpelthen ikke ambitiøst nok af geo- og klimapolitiske grunde – og underligt af den grund, at vi alene i år venter et salg af op mod 50.000 individuelle varmepumper.

Hvad med de resterende 30-50 procent af gaskunderne?

Betyder det, at en betydelig del af de 400.000 naturgasfyrede husholdninger skal forsynes med den mere værdifulde og dyrere biogas i 2030? Det kan vel ikke være løsningen at prioritere biogas til opvarmning frem for til industrien?

Billigere og grønnere løsning

Det betyder, at mange borgere fastholdes med en høj gasregning, og det rammer særligt den fjerdedel af de nuværende gaskunder, der har en husstandsindkomst under 291.000 kroner, som derfor ikke har råd til dyre investeringer i enten varmepumpe eller tilslutningsbidrag til fjernvarme. For os at se bør disse borgere hjælpes over på en billigere og grønnere løsning nu.

For de, der har udsigt til ventetid på fjernvarme, kan en individuel varmepumpe på abonnement være en hurtig og hensigtsmæssig overgangsløsning. Intelligent Energi er dog mest bekymrede for, at regeringen i tilgang skævvrider forholdet mellem gas, fjernvarme og individuelle varmepumper.

Omstillingen bort fra naturgas i huse koster samfundet cirka 40-45 milliarder kroner, så det er helt afgørende, at det grundlag, vi nu står på i forhold til udrulning af fjernvarmen og etablering af de individuelle varmepumper, er faktabaseret og robust og baserer sig på lokale forhold.

De klima- og geopolitiske mål skal nås ved at holde omkostninger på et så lavt niveau som muligt, for derigennem at sikre kunderne den laveste regning.

Med faktabaserede beregninger i hånden og taskforcen i ryggen kan kommunerne accelerere udrulningen af fjernvarme og individuelle varmepumper 

Helle Juhler-Verdoner
Branchechef, Intelligent Energi

Intelligent Energi hilser det derfor velkommen, at regeringen vil stille et krav om kommunal varmeplanlægning inden 2023, så fjernvarmen kan være i jorden senest 2028. Og lige så vigtigt: Regeringen vil sikre, at alle borgere får viden om, hvor og hvornår fjernvarmen rulles ud.

Men det er helt afgørende, at der er sund økonomi i de projekter, der regnes på og i de endelige godkendelser, der udstedes. Hvis ikke risikerer vi at foretage fejlagtige investeringer, som vi vil hænge på de næste 40 år.

Vi har desværre i 2021 set mange eksempler på projektforslag, hvor helt afgørende beregningsforudsætninger afviger markant fra Energistyrelsens datakilder, uden at der anvendes dokumentation herfor. En tendens vi kun kan frygte fortsætter med det tempo, vi nu lægger for dagen.

Taskforce med Energistyrelsen i spidsen

Derfor foreslår vi, at Energistyrelsen sætter sig i spidsen for en taskforce, der bistår kommunerne i at træffe de rette beslutninger ud fra de samfunds- og brugerøkonomiske beregninger.

Med faktabaserede beregninger i hånden og taskforcen i ryggen kan kommunerne accelerere udrulningen af fjernvarme og individuelle varmepumper – og vurdere, hvor det giver bedst mening at vælge det ene og det andet.

En yderligere panderynke melder sig dog i den manglende benævnelse af pris over for borgeren. Vi ved alle, at brugerøkonomi er helt afgørende i den borgerrettede formidling og dennes valg af varmeløsning.

Derfor er det vigtigt, at kommunerne ikke kun giver borgerne information om, hvorvidt de kan forvente fjernvarme eller ej, men at de også fremlægger en indikation på, hvad det vil koste at få fjernvarme.

Opgaven med omstilling af 400.000 gaskunder er enorm. Og uden forpligtelse fra Energistyrelsen står kommunerne alene med en gigantisk opgave. En opgave, der samtidig udgør en af de lavest hængende frugter bag klimamålet om 70 procent færre klimagasser i 2030.

Vi advokerer derfor for involvering af en samlet sektor med Energistyrelsen i spidsen, så vi kan få en accelereret, koordineret og effektiv grøn omstilling til gavn for borgere, økonomi, klima og forsyningssikkerhed.

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Helle Juhler-Verdoner

Chef, DI Ejendom
cand.polit. (Københavns Uni. 1993), MBA (Henley 2007)

0:000:00