Bliv abonnent
Annonce
Kommentar af 
Svend Elberg Thomsen

Klimakrisen bliver ikke løst ved at droppe vækst. Løsningen er at investere i grøn omstilling

Klimakampen må ikke blive til et identitetspolitisk mix af systemkritik og selvpineri, skriver Svend Elberg Thomsen.
Klimakampen må ikke blive til et identitetspolitisk mix af systemkritik og selvpineri, skriver Svend Elberg Thomsen.Foto: Arthur Cammelbeeck/Altinget
10. juni 2025 kl. 02.00

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Det er som om klimakampen i dag er blevet en buffet, hvor alle hiver deres yndlingsret med.

“Ja, vi skal redde planeten – og samtidig have fire dages arbejdsuge, atomkraft i baghaven, omfordeling af al rigdom og helst også et nationalt kram.”

Klimakrisen er blevet et problem, som alle hægter deres favoritløsning på.

Men nej. Klimakrisen er alvorlig, og netop derfor skal vi ikke spænde alle mulige andre ideologiske vogne foran den grønne hest. For jo mere vi pakker ind i kampen, jo længere forvilder vi os væk fra målet.

Hvis vi venter på, at hele samfundet skal revolutioneres, før vi redder klimaet – så når vi ikke at redde klimaet.

Læs også

Vi har hverken tid til at ommøblere hele verdensordenen eller vente på, at netop din favoritteknologi bliver klar. Vi skal handle nu. Og derfor er den eneste løsning at tage udgangspunkt i, hvad folk rent faktisk gider være med til.

Og her er den gode nyhed: De fleste klimahandlinger kræver overraskende lidt af os.

Strømmen i stikkontakten bliver grøn uden, at du kan mærke det. Det er federe at køre i elbil end i benzinbil. Og varmen i radiatoren er stadig dejlig – også når den kommer fra en varmepumpe i stedet for et oliefyr.

Hvis vi vil ændre hele vores økonomiske system eller vores samfundsmodel, så bliver klimakampen forsinket i mange år.

Svend Elberg Thomsen

Den grønne omstilling er ikke et asketisk projekt. Danmark har reduceret sine udledninger med mere end 50 procent siden 1990 – og sidst jeg tjekkede, var vi ikke gået i kollektiv depression. Tværtimod.

Elsystemet bliver snart fri for kul. Vejtransporten elektrificeres næsten fuldstændigt i løbet af de næste ti år. Selv landbruget har fået en CO2-afgift – som det første land i verden. Det går ikke hurtigt nok, men det går fremad.

Derfor er næste naturlige skridt at fjerne danskernes “importerede udledninger”. Men også her er der gode nyheder. Ifølge Concito så faldt hver danskers udledninger fra 17 ton i 2014 til 13 ton i 2023.

Det tal vil fortsætte med at falde efterhånden som andre lande også reducerer deres udledninger. For eksempel når Kinas udledninger for første gang falder, så bliver alt det vi importerer fra Kina også lidt mindre CO2-tungt. 13 ton er stadig alt for meget. Men pointen er, at det falder – relativt hurtigt endda.

Alle de her fantastiske fremskridt opnår vi inden for det nuværende system. Hvis vi vil ændre hele vores økonomiske system eller vores samfundsmodel, så bliver klimakampen forsinket i mange år.

Selvfølgelig er fremskridtene for små og for langsomme. Men fremskridtene er langt hurtigere, end jeg havde turde håbet på.

Læs også

Ja, vi har stadig store udfordringer – fly, kødproduktion, byggeri, biomasse – men løsningen er ikke at droppe vækst. Løsningen er at investere massivt i grøn omstilling.

En vindmøllepark er også vækst. Fjernvarmerør og hulmursisolering er også vækst. Den grønne omstilling er ikke en pause fra samfundsudviklingen. Det er samfundsudviklingen. Kampen mod vækst er en blindgyde for klimakampen.

For ti år siden manglede vi teknologierne til at løse klimakrisen. I dag har vi teknologierne – og de er billigere end de sorte alternativer.

Sol, vind, elbiler, batterier. Økonomien er (for en gangs skyld) på vores side. Derfor er det vigtigere end nogensinde, at vi ikke forspilder tiden på at diskutere, om vi også lige skal nedlægge kapitalismen samtidig.

Andre samfundsproblemer er også vigtige. Men klimakrisen er presserende. Hvis vi forsøger at løse alting på én gang, risikerer vi ikke at løse noget som helst.

Klimakampen må ikke blive til et identitetspolitisk mix af systemkritik og selvpineri.

Så lad os holde fokus. Klimakampen er for vigtig til at blive kidnappet af alle andre kampe.

Om skribenten:

Svend Elberg Thomsen er klimachef hos Norlys. 

Han har tidligere været klimapolitisk konsulent for Radikale Venstre i Folketinget og har bred erfaring og berøringsflade med klimaområdet fra det private erhvervsliv og en række ministerier.

Han er fast kommentarskribent på Altinget Energi og Forsyning.  

Annonce
Annonce

Indsigt

Annonce
Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Vi tror på politik
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40redaktionen@altinget.dkCVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael Thomsen
Copyright © Altinget, 2026