Kommentar af 
Martin Lidegaard

Martin Lidegaard: Svaret på krigen i Ukraine er ikke større produktion af fossile brændsler

Det er absurd, når den grønne omstilling får skylden for vores afhængighed af Putins gas. Det forholder sig stik modsat. Denne gang må og skal vi gøre os fri af de fossile brændsler, skriver Martin Lidegaard (RV).

Det giver ingen mening at give endnu større offentlige tilskud til helt nye gasfelter i Nordsøen, skriver Martin Lidegaard (R).
Det giver ingen mening at give endnu større offentlige tilskud til helt nye gasfelter i Nordsøen, skriver Martin Lidegaard (R).Foto: John Randeris/Ritzau Scanpix
Martin Lidegaard
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Man ved dårligt, om man skal grine eller græde. I disse måneder fremturer flere røster med den absurde påstand, at det er den grønne omstilling, der er skyld i vores nuværende problemer med afhængighed af Putins gas. Blandt andet henvises til Tysklands beslutning om at lukke sine atomkraftværker og i stedet satse på russisk gas.

Og ja, ingen har kritiseret Tysklands beslutning om North Stream 2 mere end undertegnede, og man kunne muligvis – dog med betydelige tekniske forbehold – med fordel have levetidsforlænget de oldgamle tyske atomkraftværker, indtil alternativet var opført.

Men ærligt talt: Problemet er da mildest talt ikke en forceret grøn omstilling i Europa. Det er det stik modsatte.

Temadebat

Genåbning af Nordsøaftalen?
For få år siden satte regeringen en udløbsdato på Nordsøaftalen, som tillod olieindustrien at pumpe olie og gas op af undergrunden. 

Men krigen i Ukraine har gjort det nødvendigt at gentænke Europas forsyningssikkerhed. Og der er potentiale i Nordsøen. Eksempelvis anslås Svanefeltet at kunne gøre Danmark til en "meget stor" gaseksportør, da det indeholder en mængde gas, som overgår det årlige forbrug i Tyskland. Derfor spørger Altinget Forsyning nu, om krigen i Ukraine bør få os til at genåbne Nordsøaftalen?

Om temadebatter:
I Altingets temadebatter deltager en række aktører, som skriver debatindlæg om aktuelle emner.

Alle indlæg er alene udtryk for skribenternes holdning, og indlæg i Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected].

Hvis Europas lande, herunder Danmark, havde taget sin egen sikkerhed og klimaet alvorligt i 2014, da Putin sidst besatte territorium, havde man sat turbo på produktion af sin egen sikre, grønne energi, kombineret med en ambitiøs satsning på energieffektivitet. Og så havde vi stået et helt andet sted i dag, både sikkerhedspolitisk, klimapolitisk og økonomisk.

I 2014 var jeg først energiminister og siden udenrigsminister, og jeg husker krystalklart, hvordan jeg igen og igen fremførte disse argumenter både herhjemme og i Europa, uden nogen rigtigt ville tage den åbenlyse kobling mellem det sikkerhedspolitiske, klimapolitiske og økonomiske felt alvorligt.

Jeg husker også, hvordan Lars Løkke Rasmussens efterfølgende regering under mantraet ”grøn realisme” indædt kæmpede for at skrue ned for ambitionerne i det historiske grønne energiforlig fra 2012. Det lykkedes heldigvis ikke – længe leve brede forlig – og senere fik piben en anden lyd, så vi nu i Danmark er helt enige om at gå forrest i Europa og verden med især havvind, hvor vi har meget at byde på, både teknologisk og territorialt med store vindressourcer i Nordsøen, der kan dække op mod 30 procent af hele EU's forbrug.

Det er godt, men implementeringen af de mange store og gode forlig fra i sommers bliver en logistisk og politisk udfordring - som ved alle større anlægsprojekter. Og det vil kæve fortsat og indædt vilje fra alle partier og parter at nå tidsfristerne – samtidig med vi bør have mere fokus på energieffektivitet på den korte bane.

Nu rejses så spørgsmålet, om vi også skal producere mere gas i Nordsøen for at kunne kompensere for Putins restriktioner? Svaret er ja, hvis det kan gøres hurtigt og inden for de nuværende meget favorable økonomiske vilkår, der allerede gælder for produktion af olie og gas i Nordsøen.

Omvendt giver det ingen mening at give endnu større offentlige tilskud til helt nye gasfelter i Nordsøen. Dels er det – med al respekt – marginalt, hvor meget Danmark kan bidrage med af ny ekstra volume på det europæiske gasmarked. Dels vil nye gasfelter normalt tage længere tid at etablere end vedvarende energi på land og investeringer i energieffektivitet. Og tid er en faktor her.

Nu rejses så spørgsmålet, om vi også skal producere mere gas i Nordsøen for at kunne kompensere for Putins restriktioner?

Martin Lidegaard (R)

Men vigtigst er det, at vi denne gang gør det rigtige. Vi må lære af historien og fokusere resolut og absolut på at forcere den grønne omstilling af vores energisektor, så vi i løbet af få år vil gøre Europa selvforsynende med grøn, sikker og billig energi. Det skylder vi vores klima, vores sikkerhed og vores økonomi.

Tænk, hvis vi hvert år kunne brug de 300 milliarder Euro, vi i dag importerer fossile brændsler for, på at investere i vores egen fremtid, vores børn og ungdom. Tænk, hvis vi ikke længere finansierede krigene i Ukraine, Yemen, Syrien og andre steder med vores import af olie og gas. Tænk, hvis vi gjorde det, vi under alle omstændigheder må og skal gøre af hensyn til klimaet.

Den lykkelige nyhed er, at de vedvarende energikilder nu også er de billigste på verdensmarkedet, og at vi derfor kan overlade den største del af omstillingen til markedet, hvis vi altså tør lade markedet fungere og ikke begynder at subsidiere de fossile brændsler endnu mere, end vi allerede gør.

Det er ikke nogen lille eller let opgave at lægge hele den europæiske energiforsyning om til en grøn og effektiv forsyning. Især er det en opgave hurtigt at få bygget den nødvendige infrastruktur i og mellem landene. Det vil kræve politisk mod og stålfasthed.

Men vi har aldrig haft bedre grunde eller bedre omstændigheder at gøre det under.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00