Jørgen Grønnegård: Statsministeriet er ikke længere Mette Frederiksens lange arm, der trækker i trådene på hele Slotsholmen

At hun havde evnen og viljen til at iscenesætte sig selv i rollen som stærk regeringschef, så vi til fulde under først covid-19-krisen og siden minkskandalen. Ja, husk bare pressemøderne og hendes og den nu faldne Sebastian Kurz' rejse til Israel med det sigte at redde folkesundheden.

For et år siden banede et folketingsvalg vejen for en ny konstellation i form af SVM-regeringen, der slår bro hen over den politiske midte.

Hvordan har den påvirket systemet Frederiksen? Er centrum svækket? Er den stærke statsminister væk? Er Statsministeriet stadig centraladministrationens drivende kraft? Eller er gamle balancer genskabt?

I den aktuelle regering ved Mette Frederiksen, Troels Lund Poulsen og Lars Løkke Rasmussen nok at fastholde politikkens primat over embedsvældet.

Jørgen Grønnegård Christensen

Det er gode spørgsmål uden skråsikre svar. Systemet Frederiksen er intakt i den forstand, at den nye koalition lægger samme vægt på politikkens primat, som Mette Frederiksen gjorde, da hun overtog regeringsmagten.

Det betyder, at regeringens kurs bliver lagt på øverste og centrale niveau. Det er i det lys, man skal se regeringsledelsen i skikkelse af udvalget for regeringsledelse.

Det ligner en Løkke-konstruktion og er det nok også. Men det bygger på samme opfattelse af magtfordelingen mellem politikere og embedsmænd og mellem kerne og periferi i selve regeringen. Der er ingen forskel mellem Mette Frederiksens ledelsesfilosofi anno 2019 og den siddende SVM-regerings.

Men centrum er selvsagt svækket. Når Troels Lund Poulsen (V) finder sig til rette i sin nye position, har regeringen et trehovedet centrum. Intet af dets enkeltkomponenter stikker op for bollemælk.

Det har flere implikationer. En helt åbenlys er, at Statsministeriet nok kan fungere som sekretariat for regeringens kollektive ledelse. Men det kan ikke fungere som statsministerens lange arm, der trækker i trådene i hver eneste af Slotsholmens afkroge. Der er andre, der gør krav på at være medbestemmende.

En lige så åbenlys er, at sager, som under en etpartiregering let faldt på plads internt i regeringen for derefter at skulle finde et flertal, nu skal gennem en forhandling internt i regeringen. Det tager sin tid, og der kan være sager, som var programsat, som trækker ud, og hvem ved, bliver henlagt. Se blot på nogle af de bebudede tiltag i regeringsprogrammet.

Mette Frederiksens 2019-budskab havde en klar adressat. Den var Finansministeriet, hvis departement i årtier fungerede som Statsministeriets ressourcestærke partner i koordinationen af regeringsarbejdet, og hvor finansministeren var statsministerens kraftfulde makker.

Det ville Mette Frederiksen udtrykkeligt gøre op med. I starten var der også klare tegn på det. Under covid-19 var ministeriet, men ikke finansministeren skudt ud på sidelinjen, og som led i styrkelsen af Statsministeriet fik det sit egen økonomisk-politiske kontor.

Så det stærke Finansministerium er genfødt? Næppe.

Jørgen Grønnegård Christensen

Det er alt sammen fortid. Så vidt man kan følge det, er Finansministeriet tilbage i den gamle position, og Statsministeriets økonomisk-politiske enhed er lukket ned.

Samtidig ser man akkurat som i fortiden, at finansministeren optræder som regeringens 'deal-maker', når regeringen indgår store aftaler og forlig. Det placerer også Finansministeriet stærkt som regeringens administrative platform ikke bare i regeringsarbejdet, men også som stedet, hvor man binder trådene sammen, når man skal lave politik.

Så det stærke Finansministerium er genfødt? Næppe. Det er nogen tid siden, at Finansministeriet, som det gjorde ved 150-årsjubilæet i 1998, kan præsentere sig selv som den myndighed, ja, tænketank, der "tjener og former den nye tid."

Og i den aktuelle regering ved Mette Frederiksen, Troels Lund Poulsen og Lars Løkke Rasmussen nok at fastholde politikkens primat over embedsvældet.