På få måneder blev alle politikere klimakrigere. Hvad var det egentlig, der skete?

FEATURE: Først blev det grinet af og kaldt gætværk og en leg med tal. Nu er projektet om at reducere dansk udledning af drivhusgasser med 70 procent blevet et kriterium for at blive taget alvorligt som politisk parti. Skiftet skete under folketingsvalget 2019. Altinget er gået bag kulisserne og rekonstruerer forløbet, der har indledt en ny epoke i dansk politik.

Nogle politiske år er ikke til at skelne fra andre. Skete der noget markant i 2013? Eller hvad med 2006? Andre år skriver sig direkte ind i historiebøgerne. 1973, 1989, 2001.

Meget tyder på, 2019 bliver sådan et år.

Ikke kun, fordi vi skiftede regering i noget, der lignede et jordskredsvalg. Og ikke kun, fordi Dansk Folkeparti mistede 60 procent af sine stemmer som ved et trylleslag, eller Liberal Alliance kollapsede i en grad, så selv formanden ikke blev valgt.

2019 skiller sig ud, fordi klima i løbet af kort tid gik fra at være et emne i mellemklassen, til at blive det absolut vigtigste. Og gjorde det, alt imens de selvsamme vælgere skulle bestemme sig for, hvor de ville sætte deres kryds.

Spoler man tiden helt tilbage – til årets første dag – tonede statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) klokken syv om aftenen frem foran lidt mere end 1.400.000 danskere for at holde, hvad der skulle blive hans sidste nytårstale som statsminister.

Tonen var alvorlig. Statsmandsagtig.

Løkke så frem mod et år – 30 år efter Murens fald – hvor den fredelige verden, vi drømte om, var i opbrud.

"Jeg vil ikke kun pudse medaljens forside. Jeg vil også se bagsiden. For sådan er verden," lød det indledningsvist og formanende fra Løkke.

Seks minutter og 22 sekunder senere nåede statsministeren faktisk frem til at tale om klima. Det blev omtalt med 109 ord, hvilket slet ikke er ubetydeligt i en statsministers nytårstale, men det var stadig berørt i forbifarten og fik overhovedet ikke samme vægt som udlændingepolitikken og udfordringerne for det danske sundhedsvæsen.

Og selvom Løkke Rasmussen var alvorlig på grænsen til det dystre – "Tørke. Storme. Isen smelter. For hver rapport fra eksperterne bliver billedet malet sortere. Det er snart sidste udkald," som han sagde – var han også håbefuld. Han sammenlignede den forestående klimaindsats med indgrebet mod freon i spraydåser og køleskabe for 30 år siden.

Og det var så det. Så gik han videre til udfordringerne med parallelsamfund og sundhedsvæsnet.

Talen varslede på ingen måde det skift, der kulminerede bare seks måneder senere til folketingsvalget. I januar var vi stadig i epoken efter 2001. Hvor kernen i dansk politik var udgjort af velfærd og udlændingepolitik. Og hvor Dansk Folkeparti – der stadig lå på over 17 procent i meningsmålingerne – var et uomgængeligt parti.

Spol så tiden frem. Til 29. maj 2019, hvor valgkampen buldrer derudad.

Der er præcis en uge, til danskerne skal sætte deres kryds. Vi er i Østre Anlæg i Aalborg, hvor de tre partiledere fra Radikale, Enhedslisten og SF holder pressemøde og præsenterer deres krav til Mette Frederiksen (S), hvis hun skal blive statsminister på deres mandater: Danmark skal reducere sit udslip af drivhusgasser med 70 procent inden 2030, og det skal gøres med en bindende klimalov.

Det er det, der i de politiske kommentatorers jargon hedder "at skabe kant". Op til valget har Mette Frederiksen og Socialdemokratiet nemlig været imod klimamålet og kaldt forslaget om en reduktion på 70 procent for "tænk på et tal".

En uge senere, 5. juni 2019, står det klart, at Mette Frederiksen bliver ny statsminister. Hvis hun altså kan imødekomme kravet om de 70 procent.

Dette er historien om den grønne omstilling af dansk politik. Om det, der er blevet kaldt landets første klimavalg. Om den bugtede og sine steder lidt tilfældige vej til et tal, 70 procent, der siden kom til at blive selve adgangsbilletten til at blive taget alvorligt som politiker og parti.

Altinget har til baggrund talt med et hav af kilder, både politikere og ansatte i partierne, vi har set interne dokumenter, mails og målinger.

Det viser sig at være lige så meget historien om klima som om omskifteligheden i politik.

Og det hele blev antændt med en mail i valgkampen.

Enhedslistens føler
Få dage inde i valgkampen tikker en mail fra Enhedslistens Pernille Skipper ind hos Morten Østergaard (R), Pia Olsen Dyhr (SF) og Uffe Elbæk (ALT). Det er en såkaldt føler.

Skal partierne ikke lave et fælles klimaudspil i valgkampen, spørger Skipper.

Årsagen var ligetil: Det skulle lægge pres på Socialdemokratiet og være med til at gøre valgkampen grøn.

Idéen var ikke fremmed i nogen af partierne. Der havde været uformelle sonderinger før valget. Og hver især havde partierne valgstrategier, hvor klima stod centralt.

Ifølge meningsmålingerne havde klima taget et tigerspring på vælgernes dagsorden, og det havde skærpet medieinteressen, at et borgerforslag, der krævede en ny og mere ambitiøs klimalov, på kun 13 dage i januar havde opnået over 50.000 underskrifter.

Allerede kort inde i valgkampen kunne politikerne til valgmøder og i paneldebatter også mærke, at temaet fyldte mere end normalt.

Alligevel slår ingen af partierne umiddelbart til.

(Artikel fortsætter under billede)

Foto: Jens Dresling/Ritzau Scanpix
Alle partierne havde et stramt og længe planlagt valgprogram, der skal skydes af, og oveni fyldte Rasmus Paludans uortodokse forsøg på at komme i Folketinget godt op i mediefladen og forskød alt i valgkampens første dage.

"Nu taler vi om, at det var en grøn valgkamp. Det var det ikke i starten," som Pernille Skipper i dag udtrykker det over for Altinget.

SF og Radikale meldte ikke rigtig noget entydigt tilbage til Enhedslisten. Og Alternativet takkede helt nej. Det sidste har sin egen forhistorie.

Før Enhedslistens nye klimaudspil i februar havde Alternativet været det eneste parti med et klimamål på mindst 70 procents reduktion af drivhusgasser i 2030. Ved valget i 2015 var partiet stort set alene om at være "rigtig grøn". I 2019 stod partierne nærmest i kø for at være mest grøn. Alternativet var af gode grunde bange for at blive opslugt i mængden.

Faktisk havde Alternativet allerede vedtaget 70-procents-målsætningen på partiets vintergruppemøde tilbage i 2017. Alternativets mål var sat, efter at man havde "lyttet til baglandet og ngo'erne" og skulle få Danmark på sporet i forhold til Parisaftalen og være en trædesten til at fremrykke klimamålet om et klimaneutralt Danmark fra 2050 til 2040.

Er det i dag en overset eller glemt detalje, har det sin egen strategiske forhistorie. For Alternativet lyttede også til de øvrige partier i den daværende opposition; for hvor der både på den økonomiske politik og på udlændingepolitikken var dybe uenigheder mellem partierne, var det håbet, at en fælles grøn plan i rød blok kunne vise, at man var et funktionsdygtigt flertal. Og de andre partier var ikke dengang med på de 70 procent, så Alternativet tav i første omgang om målet for offentligheden.

Hvis oppositionen med Socialdemokratiet i spidsen skal kunne samles om virkemidler i klimapolitikken, ville det give bøvl med forskellige klimameldinger, lød Alternativets egen begrundelse.

Alligevel gik partiet på sommergruppemødet i august solo med Folketingets suverænt højeste klimamål. Året efter – og med et folketingsvalg, der uanset hvad nærmede sig i horisonten og med vigende meningsmålinger – blev partiets stigende frustrationer over de andre partier i oppositionen fulgt op med, at Uffe Elbæk spillede sig selv på banen som statsminister og trak Alternativet ud af rød blok i sommeren 2018.

Det var den linje, der nu blev fulgt op med partiets kurv til de andre partier om en fælles klimafront.

I begyndelsen af valgkampens anden uge og nogle dage efter Enhedslistens føler – 15. maj – er der så pludselig hul igennem mellem Enhedslisten og de to øvrige partier, Radikale og SF. Partilederne har været i dialog om en fælles klimamelding, og Enhedslisten sender et første bud på en fælles klimamelding til de andre.

Heri stod der intet om et klimamål på 70 procent. I stedet var det et klokkeklart krav fra de tre partier til de kommende regeringsforhandlinger med Socialdemokratiet om en bindende klimalov med et klart reduktionsmål i 2030.

Rationalet bag var at få klimaet højere op på dagsordenen, og samtidig skulle det bestyrke vælgerne i, at der ville ske noget markant med en ny regering.

Det havde også hjulpet på fremdriften, at Politiken med en historie havde stillet uenigheden i rød blok om en ny klimalov til skue. Og DR havde kørt en historie om, at Socialdemokratiet var mere enig med Venstre end med egne støtter, når det gjaldt klimaspørgsmål.

Partiernes pressefolk ringede sammen om idéer til lanceringen. Men de blev overhalet.

Tak til klimatosserne
Lørdag 18. maj er den store historie i Politiken, at Socialdemokratiet for første gang spiller ud med et konkret mål for, hvor meget Danmark skal reducere udledningen af drivhusgasser i 2030.

S-formand Mette Frederiksen vil skrue op for klimakampen med et reduktionsmål på 60 procent i 2030 i forhold til 1990.

"Danmarks udledning af drivhusgasser steg sidste år. Den nødvendige forandring kommer kun, hvis vi laver en klimaplan med et bindende mål i 2030. Det er afgørende," sagde Mette Frederiksen til Politiken.

I Socialdemokratiet kom forslaget ikke ud af det blå. Strategien i Mette Frederiksens parti har længe været at arbejde hen imod at blive garanten i vælgernes øjne for stram udlændingepolitik, solid velfærd og arbejdspladser nok.

Oveni skulle der så også sættes en progressiv dagsorden, der så at sige kunne slå en bro til Enhedslisten, Radikale, SF og Alternativet, når nu Mette Frederiksen ikke ville give sig på den stramme udlændingepolitik.

Den progressive dagsorden havde man hos Socialdemokratiet længe tænkt skulle være klima. Det var åbenlyst et progressivt tema, der kunne samle oppositionen og skabe kant til de blå.

Klimaudspillet fra Socialdemokratiet kom alligevel bag på de øvrige partier i oppositionen, og det tager i første omgang luften ud af deres eget forslag, der ryger tilbage på skrivebordet.

I partierne ser man nu på, hvilke andre klimakrav der så kan stilles til Socialdemokratiet. Kontante klimakrav til fly, landbrug og et skarpt reduktionsmål for drivhusgasser for de næste fire år er oppe at vende.

Det er dog først en god uge senere i den 29 dage lange valgkamp, at det rykker. 26. maj er der midt i valgkampen også valg til Europa-Parlamentet, og dette valg giver det første store vælgerhug til Dansk Folkeparti.

Under partiets valgarrangement bruger den tidligere DF-formand Pia Kjærsgaard ordet "klimatosser" som forklaring på, hvorfor stemmeprocenten var steget til EP-valget, og hvorfor partiet var gået tilbage, mens den grønne dagsorden gik frem.

Udtalelsen fik nærmest de sociale medier til at koge. Og ikke i DF's favør. SF var hurtig til at udnytte det med en annonce til de digitale medier, hvor partiformand Pia Olsen Dyhr siger "tak til klimatosserne – vi ses igen 5. juni".

Annoncen havde næsten dobbelt så mange interaktioner som alle andre SF-betalte annoncer på nettet i valgkampen og den klart højeste klikrate. Det bekræftede hurtigt partiet i, at klima for alvor havde genklang hos vælgerne.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Dagen efter EP-valget cirkulerer der så et opdateret bud på en fælles klimapagt mellem partierne, som Radikale, SF og Enhedslisten alle umiddelbart kan nikke til: Før en kommende ny regering kan træde til på deres mandater, skal den forpligte sig til at gennemføre en bindende klimalov med et reduktionsmål på 70 procent i 2030.

Men så dukkede der et fagligt spørgsmål op – 70 procent af hvad? CO2-specifikt eller af drivhusgasser generelt?

SF i tvivl
29. maj, tre dage efter europaparlamentsvalget, ruller valgkampen for alvor igen. Fra Aalborg Universitet sender TV 2 'Højlunds Forsamlingshus' klokken 19.20.

Det giver en mulighed for, at alle partilederne kan være samlet til at lave en lancering i nogle ellers hektiske valgkampsdage, hvor partiledere er spredt ud over hele landet.

Pernille Skipper er oprindeligt fra byen og foreslår DR, der får historien til næste dag, og de andre partier, at det skal finde sted i Østre Anlæg i Aalborgs Øgadekvarter.

Alle er klar til at indgå en pagt.

Og så alligevel ikke helt. Hvordan forløbet præcist er, varierer efter, hvem der fortæller, men én ting går igen: SF er usikker på formuleringen om 70 procents reduktion af drivhusgasserne i 2030. Partiet foreslår, at det i stedet skal være CO2. Drivhusgasser er bredere, og selvom det kan lyde som en semantisk diskussion, handler det især om, hvor hårdt landbruget vil blive ramt.

SF frygtede, at gik de for vidt, ville det blive "latterliggjort" og være uden for skiven for Socialdemokratiet. Det var trods alt kun en uge siden, Socialdemokratiet havde taget et ryk og selv foreslået 60 procent som et bindende mål. Da valgkampen startede, var det også Radikale og SF's klimamål.

Enhedslisten på den anden side stod skarpt på, at deres fælles melding skulle være drivhusgasser og 70 procent. Det havde været partiets holdning siden februar, hvor klimamålet var med i partiets klimaudspil. Radikale og Morten Østergaard ender med at skulle mægle. Enderne mødes, og SF er med på formuleringen om drivhusgasserne – til gengæld ønsker Radikale nu at få udvidet flokken til flere end de tre partier.

Alternativet får derfor på ny buddet om at være med, og denne gang er partiet klar. Helt lavpraktisk er det dog ikke partileder Uffe Elbæk, der skal deltage i 'Højlunds Forsamlingshus' denne aften i Aalborg, men gruppeformand Carolina Magdalene Maier.

Derfor var det Pernille Skipper, Pia Olsen Dyhr, Morten Østergaard og Carolina Magdalene Maier, der står sammen i Østre Anlæg om eftermiddagen, og den efterfølgende dag stiller den kommende statsminister, Mette Frederiksen, et regulært klima-ultimatum:

Forpligt dig på en bindende klimalov med et reduktionsmål på 70 procent i udledningen af drivhusgasser i 2030 i forhold til 1990.

"Det her er en meget klar melding fra de partier, der kan gøre Mette Frederiksen til statsminister. Hvis hun vil være statsminister på vores mandater, så kan hun jo se her, hvad der skal til," sagde Morten Østergaard til DR.

Mål – og ukendte midler
Efter valgdagen 5. juni stod det hurtigt klart i forhandlingerne, at Socialdemokratiet havde svært ved at komme uden om at acceptere de 70 procent. Hele det parlamentariske grundlag stod skarpt på kravet og havde gjort et større stunt ud af det i valgkampen. Det blev tolket som "valgets tale".

Alligevel forsøgte Mette Frederiksen og Nicolai Wammen at skabe tvivl om målet i forhandlingerne. Kunne det overhovedet lade sig gøre? Hvad er egentlig fakta? Skal man skrive alle usikkerheder ind?

Ifølge Jyllands-Posten svarer ambitionen til, at Danmark på ti år skal stoppe hele udledningen fra landbruget, hele udledningen fra industrien og en god bid af udledningen fra transportsektoren.

"Det var min fornemmelse, at klimamålet også var der, hvor centraladministrationen var mest bekymret for, hvordan man efterfølgende skal levere. Traditionelt sætter man mål og ved nogenlunde, hvad det koster. Her var vi i gang med at udvikle et sprog, hvor målet sættes højere, end vi ved, hvordan det skal nås," fortæller Radikales formand, Morten Østergaard, der tidligere som topminister har siddet med i en regerings centrale udvalg.

Og på et tidspunkt er det ved at lykkes at skabe usikkerhed om målet. For det var ikke bare Radikale, Enhedslisten og SF, som havde talt med de grønne ngo'er og eksperter og fået indspark til klimamålet. Det havde Socialdemokratiet også – og en af de grønne "venner" havde bekræftet dem i, at det med de 70 procent nok var at spænde buen for hårdt. 65 procent var det realistiske.

Et detektivarbejde blev sat i gang for at finde ud af, hvordan dette bagholdsangreb kunne opstå: En af vennerne blev nu brugt imod dem. Hvem det var, vil partierne dog ikke ud med i dag.

Episoden forlængede forhandlingerne om klimamålet, som til sidst endte med et lille kompromis. De 70 procent reduktion af drivhusgasser i 2030 blev nedskrevet, men Socialdemokratiet "fik en kattelem".

"Det endte i en strid om fakta: Hvordan er man nået frem til lige det mål, hvordan skal det opgøres, og ved vi, hvordan det kan nås? Det sidste mente Socialdemokratiet ikke, og derfor var det vigtigt for dem at vise sort på hvidt, at det her bliver svært at nå," fortæller en af forhandlerne.

Og sådan blev det:

"Det er et ambitiøst mål, og det bliver særligt svært at nå den sidste del af målet fra 65 procent til 70 procent," hedder det i aftalen mellem støttepartierne og Socialdemokratiet.

Onsdag aften 19. juni, 14 dage efter valget, er der enighed i forhandlingerne om klimamålet. Og dog. Radikale er ikke mødt op til forhandlingsmødet klokken 18, der skal handle om klima. Partiet ønsker ikke at lukke nogen delaftaler, før det økonomiske fundament for det hele er på plads, lyder det.

"Et af de emner, som vi alle sammen og befolkningen har været mest optagede af, er at få en grøn regering. Unge har demonstreret, og vi har demonstreret med dem. Nu er vi endelig ved at være på plads, og så undrer det mig, at Radikale ikke kan møde op til noget, jeg også troede, de mente var vigtigt," sagde Pia Olsen Dyhr til Ritzau inden forhandlingsmødet.

Mødet mellem Socialdemokratiet, SF og Enhedslisten onsdag aften blev kort. De tre røde partier lader i stedet pressen forstå, at en delaftale om klimaet var på plads. Radikale måtte så forklare, hvorfor de ikke var med.

Delaftalen mellem de tre røde partier havde klima som afsæt, men det handlede om at få skub i andre dele af forhandlingerne, hvor der var større uenighed med Radikale.

"Der var brug for at sende noget hvid røg op, for vi havde forhandlet i to uger siden valget. Og så var det da et forsøg på at få Radikale længere ned i tragten. Sådan er forhandlinger. Man kan da godt diskutere, om det var skønt, men det var virksomt," siger en af de røde forhandlere.

26. juni, 21 dage efter valget, er forståelsespapiret mellem Socialdemokratiet, SF, Enhedslisten og Radikale på plads. Danmark får en socialdemokratisk regering og et nyt, ambitiøst klimamål.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Da Venstre blev grønt
Folketingsvalget er blevet kaldt et klimavalg, men det er i virkeligheden valgforskerne, der med den kommende udgivelse af valgundersøgelsen bliver overdommerne.

Valgforsker Kasper Møller Hansen vil helst ikke fortælle meget om den kommende bog, men han slår dog fast, at 2019 var noget særligt.

Til valgundersøgelsen har han detaljeret data for, hvordan vælgernes holdning til de politiske temaer udviklede sig. Analysearbejdet er dog stadig i gang, og derfor er det kun overordnede svar, han kan give.

"Når vi ser på dagsordenen, så var klima vigtigere end nogensinde før for vælgerne. Hvor meget klima så flytter rundt på vælgerne, så de faktisk stemmer på et andet parti på grund af klima, det er svært at sige. Så klima var helt sikkert vigtigt for vælgerne. Spørgsmålet er så, om det også var afgørende for dem," siger Kasper Møller Hansen.

At klima var en vigtig dagsorden, noterede man allerede hos Venstre tidligt i 2018. Partiets interne målinger viste, at ikke alene var det grønne vigtigt for vælgerne; Venstre klarede sig heller ikke så godt på det emne.

Aflysning af Thorning-regeringens klimamål og en ny, udskældt landbrugspakke havde givet ridser i statsministerpartiet Venstres grønne image.

I april blev V-logoet derfor malet grønt i partiets dyreste annoncekampagne i 2018. Vælgerne skulle gøres opmærksom på, at Venstre var grønnere end sit rygte: Danmark er verdensførende med grøn energi, og det havde Venstre solide aktier i. Man dokumenterede det med, at partiet trods alt havde det med i alle energiaftaler, der var blevet lavet.

Da Lars Løkke Rasmussen (V) åbner Folketinget i oktober 2018, er det også med en grøn drøm om stop for salg af diesel- og benzinbiler og en million elbiler i de danske gader i 2030. Og kort tid efter følges op med et konkret luft- og klimaudspil fra den blå regering.

Og det var ikke kun Venstre, der malede sig grøn. I valgkampen kom Liberal Alliance med et klimaudspil, hvor de ville skrue markant op for den grønne forskning. Og Konservative ville styrke Klimarådet og krævede også en ny bindende klimalov.

Der gik heller ikke lang tid, efter S-regeringen havde forhandlet sig til sit nye klimamål i juni, før de borgerlige partier også rykkede på sig i forhold til selve klimamålet.

16. september meldte Konservative sig som det første borgerlige parti klar – umiddelbart efter at Dansk Industri dagen forinden havde omfavnet de 70 procent. Samme uge hopper Dansk Folkeparti med, mens Liberal Alliance melder sin støtte til klimamålet en uge senere.

Da Folketinget åbner i de første dage af oktober, melder Venstres nye formand, Jakob Ellemann-Jensen, at også Venstre er med.

"Vi vil blive ved med at tage ansvar for klimaet. Vi skal blive ved med at være ambitiøse. Og Venstre støtter ambitionen om at reducere udledningen af drivhusgasser med 70 procent i 2030," lød det fra Ellemann-Jensen, da han for første gang står på talerstolen i Folketinget som Venstres formand.

Fire måneder efter klimapagten blev indgået i Østre Anlæg i Aalborg i valgkampen, bakker hele Folketinget – med undtagelse af Nye Borgerliges fire mandater – op om et nyt ambitiøst klimamål.

Da Lars Løkke Rasmussen holdt sin nytårstale, var det kun Alternativet, der havde råbt op om klimamålet.

Ingen kan være sorte, når vælgerne er grønne
Alle er de med, dog med forbehold.

"Det stod klart, at det her klimamål blev adgangsbilletten til overhovedet at få lov til at lave energipolitik, når der er en rød regering. Det lyder måske ikke sexet, men det har stor betydning for økonomi, infrastruktur, planlægningsmæssigt og socialt gennem afgifter. Der er så meget i det område, at det kan vi ikke se os ikke værende en del af," siger Dansk Folkepartis klimaordfører, Morten Messerschmidt.

En af de centrale borgerlige strateger ved valget omtaler 70-procentsmålet som en meget "ung dagsorden", man som et ansvarligt parti "bare ikke kan være imod".

"De 70 procent er blevet til et for eller imod. Det svarer lidt til ligestilling; det kan man heller ikke være imod. Alle ved også, at det er supersvært, når det skal gøres konkret. Og lige nu ved ingen helt, hvad klimamålet har af konsekvenser," siger kilden og tilføjer:

"Det er derfor, næsten alle partier også har nogle krav om, at det enten ikke må gå ud over uligheden, væksten eller lukke arbejdspladser. Det er nok meget klogt."

(Artiklen fortsætter under billedet)

Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix
I dag er politik langt mindre ideologisk end for bare 30 og 40 år siden. Partierne er forandret fra brede bevægelser til kampagnemaskiner, der konstant leder efter bevægelser i vælgerhavet. Og samtidig er vælgerne troløse som aldrig før. Det ene øjeblik har et parti formidabel medvind; det næste synker det til bunds. Tilliden til politikerne er mildt sagt svingende.

Her er såkaldt emneejerskab helt centralt for partierne. Partierne kæmper for at vise vælgerne, at de problemer, de går mest op i, kan håndteres bedst af lige præcis dem. Og kæmper for, at når der skal sættes kryds, handler valget om de problemer, det eller det parti anses for at være bedst til at håndtere.

I 20 år har udlændingeemnet været helt dominerende, og det er en selvstændig forklaring på de borgerliges solide greb om regeringsmagten i Danmark siden 2001.

Som Kasper Møller Hansen siger, ved vi endnu ikke, om årets folketingsvalg var et klimavalg, i den forstand at vi ikke ved, hvor mange vælgere der flyttede deres kryds af grønne grunde. Men vi ved, at vælgerne anså det for det vigtigste emne, og vi ved, politikerne reagerede pludseligt og markant.

Sådan er historien om klima og folketingsvalget i 2019 også en historie om moderne politik.

Da Radikale, SF og Enhedslisten sammen med Alternativet en uge før valget holdt deres pressemøde i Aalborg, skabte det en ubønhørlig proces frem mod et tipping point for den grønne dagsorden. Da det blev skrevet ind i forståelsespapiret, blev det umuligt for de andre partier at holde sig udenfor.

Hvem der ikke går ind for 70-procentsmålsætningen, kan ikke konkurrere om den politiske magt.

Det er også en kamp om ejerskabet til klimaemnet. Det sidder S-regeringen og dets grundlag tungt på, og lige nu forsøger de borgerlige partier at gøre den fordel så lille som mulig. Det er det Christiansborg-strategiske i det.

Det helt store spørgsmål er, om klima bliver en reel game changer, sådan som udlændingeemnet blev det i 2001, og hvad der sker, når 70-procentsmålsætningen ikke kun er et spil om det højeste tal, et symbol, men skal blive til konkret praktisk virkelighed.

I første omgang får Danmark en historisk ambitiøs klimalov. Regeringen har lavet et nyt, magtfuldt grønt udvalg, regnemodellerne i Finansministeriet skal grønnes, en klimaambassadør er udpeget, og erhvervslivet er inviteret med i klimapartnerskaber.

I det nye år skal der laves konkrete klimahandlingsplaner, hvor vejen til at nå klimamålet i 2030 skal foldes ud. Inden for energi, landbrug, transport, boliger, industri, forbrug og handel. Der skal kigges på afgifter, og forskningen skal finde nye grønne løsninger. Alle dele af samfundet skal nu have planer skrevet gennem et klimaprisme.

Når brættet skal gøres op for 2019, hvad tænker de to partier så, der om nogen fik klimamålet skubbet op på dagsordenen?

"Jeg tror, vi er i en ny æra. Selvom vi laver klimalov og en klimaplan, stopper det ikke. 70 procent er kun 70 procent, vi skal jo videre," siger Enhedslistens Pernille Skipper og tilføjer:

"Der kan godt komme et modtryk, særligt hvis det har en social slagside. Men der kan også komme et pres på, at det skal gå hurtigere, end vi lægger op til på Christiansborg. Den akuthed, der er behov for at kunne sætte ind over for klimaforandringerne, er begyndt at gå op for os alle sammen. Det er ikke længere noget, der kun er forbeholdt nørderne. Det er blevet mainstream. Og vi politikere kan ikke gemme os længere."

Alternativet var det parti, der rykkede først af alle.

Partileder Uffe Elbæk får det sidste ord:

"Indtil det modsatte er bevist, så tror jeg da, partierne mener det. Men jeg er stadig meget, meget usikker på, om de partier, der nu siger 70 procent, vitterligt forstår, hvor dybe løsninger det kræver at nå det mål. Det er stadig et stort rungende spørgsmål."


Artiklen er en del af årets sidste Altinget Magasin, der udkommer torsdag 12. december. Abonnement kan bestilles her.

Forrige artikel Regeringen lander bred aftale om ny klimalov: ”I dag har vi skrevet danmarkshistorie” Regeringen lander bred aftale om ny klimalov: ”I dag har vi skrevet danmarkshistorie” Næste artikel Ny debat: Grøn omstilling i vand- og affaldssektoren Ny debat: Grøn omstilling i vand- og affaldssektoren
Regeringen udskyder endnu engang beslutning om oliejagt

Regeringen udskyder endnu engang beslutning om oliejagt

OLIEJAGT: Regeringen har valgt at udskyde beslutningen om ny oliejagt i Nordsøen, og ønsker denne gang, at beslutningen skal spille ind i de kommende klimahandlingsplaner. Det burde ellers være en "no-brainer" at sætte en slutdato for oliejagten, mener Greenpeace.