Private affaldsvirksomheder: Lad os tage ved lære af elsektoren

Af Marianne Munch Jensen
Sekretariatsleder i Affalds- og Ressourceindustrien

Forsyningssektoren er under forandring. Det mest lysende eksempel i de her år er på elområdet, hvor Ørsted (Danmarks største energivirksomhed, der indtil for nylig hed Dong Energy) fra 2006 til 2016 har stået for mere end halvdelen af Danmarks samlede årlige CO2-reduktion.

Det har de gjort ved målrettet at forfølge en strategi, hvor de har skiftet kul ud med vind og andre vedvarende energikilder. De har på 10 år gennemført en gennemgribende forandring af deres forretning og af Danmarks energiproduktion.

Det er en forandring, vi kan lære af i affaldssektoren. I dag er det kun cirka 45 procent af affaldet fra husholdningerne, der genanvendes – det tal kan blive meget større.

Der er ingen tvivl om, at affald i fremtiden er en ressource, og at genanvendelse af affald er en af fremtidens veje til et mere bæredygtigt samfund. Ting, som vi i går smed ud, vil vi i morgen sælge og genanvende.

Og hvis vi gør det rigtigt, løser vi både en bunden miljøopgave og får en unik mulighed for at skabe vækst, eksport og arbejdspladser.

Der er ingen tvivl om, at affald i fremtiden er en ressource og at genanvendelse af affald er en af fremtidens veje til et mere bæredygtigt samfund.

Marianne Munch Jensen  
Sekretariatsleder i Affalds- og Ressourceindustrien

Affald behandles allerede i dag, så det kan indgå som en råvare i masser af produktionsvirksomheder, og cirkulær økonomi vil vokse i fremtiden. Der er allerede et internationalt marked for sekundære råvarer (genbrugte materialer frem for nye), og vi har i Danmark forudsætninger for at være et af de lande, der går forrest.

Men – og så vender vi tilbage til Ørsted – hvis vi for alvor vil høste gevinsten, så skal vi lære af elsektoren og ikke mindst af sektorens største virksomhed. Vi skal træffe klare, strategiske valg, vi skal investere og tænke stort, og vi skal dele opgaverne mere klart mellem kommuner og private virksomheder.

Det gør vi ikke i dag. Modsat el, så er affald primært et lokalt og kommunalt anliggende, hvor hver enkelt kommune i princippet har sin egen måde at gøre tingene på.

Det er tiden løbet fra. Der er behov for stærke trækheste, som kan gå forrest og skabe en udvikling.

Vi har derfor tre ønsker:

Det første ønske er, at mindre genanvendeligt affald end i dag fremover bliver forbrændt i de mange kraftvarmeværker, der er opført landet over. Afbrænding af affald, som kan genanvendes, er fortid. Der vil dog fortsat være affald, som ikke kan genanvendes, eller som indeholder miljøfarlige stoffer, som vi ikke ønsker videre i materialekredsløbet. Det skal fortsat forbrændes.

Det er helt afgørende, at vi får endnu større mængder affald til genanvendelse, hvis potentialet skal indfries. For hvis en virksomhed – i eller uden for Danmark – skal vælge at bruge eksempelvis genanvendeligt plast eller glas i deres produktion frem for at købe nyt, så skal de være sikre på, at de kan købe ind i tilstrækkelige mængder. Der skal være forsyningssikkerhed.

Det er der ikke, hvis hensynet til at fodre kraftvarmeværkerne vejer tungere end hensynet til at forsyne kunderne på et marked. For det andet skal virksomheder, som satser på genanvendelige materialer i deres produktion, vide præcis, hvilke kvaliteter de køber, og de skal kunne stille krav til kvaliteten.

En produktionsvirksomhed, der for eksempel vælger at genanvende jern eller beton frem for nyt (beton er noget af det mest forurenende at fremstille fra bunden), skal kunne dokumentere kvaliteten af de materialer, de bruger.

Det rimer ikke særligt godt på, at genanvendelse af byggematerialer er lagt i hænderne på kommunale genbrugsstationer, som hver især gør det godt – men næppe ens på landsplan og næppe med samme krav til dokumentation og sporbarhed hele vejen rundt.

Derfor er vores ønske nummer to, at affaldssektoren indrettes efter markedets og kundernes behov. Der skal være færre, men større enheder, som står for sorteringen i mere ensartede og styrbare kvaliteter og med dokumentationen på plads.

For det tredje skal der investeres. Anlæg til eksempelvis oprensning af beton eller til behandling af emballeret organisk affald (for eksempel fødevarer), er langsigtede og store investeringer.

Derfor kommer der aldrig til at ligge tilstrækkeligt effektive anlæg i de enkelte kommuner – det er der ganske enkelt ikke affald nok til at understøtte lokalt. Så der skal være færre og større anlæg, der kan dække store geografiske områder.

Det er oplagt at lade private virksomheder løfte den opgave – det er alt andet lige mere nærliggende, at en privat virksomhed sælger genanvendte ressourcer på et globalt marked, end at de enkelte kommuner tager sig af den opgave.

Men hvis virksomhederne skal løfte de enorme investeringer, så skal de være sikre på stabile leverancer af affald, på stabile rammebetingelser og på, at de ikke bliver mødt med ulige konkurrence fra kommunale affaldsvirksomheder med kommunekassen i ryggen.

Derfor er vores tredje ønske, at kommunerne skruer ned for lysten til at drive deres egne affaldsbehandlingsanlæg og til gengæld skruer op for tilsynet med sektoren, så brodne kar ikke slipper af sted med at slække på miljøkravene.

Hvis vi tager hul på den forandring af affaldssektoren strategisk, i storskala og med markedet som pejlemærke, så har vi i Danmark en unik chance for at skabe en ny dansk styrkeposition.

Hvis det kan lade sig gøre på elområdet, kan det også lade sig gøre på affaldsområdet.