Professor: Lovforslag uden vandsektorforligets grønne vækstambitioner

Af Ellen Margrethe Basse
Professor ved Juridisk Institut, BSS, Aarhus Universitet, samt bestyrelsesmedlem i Aarhus Vand

Den 16. december 2015 fremsatte energi-, forsynings- og klimaminister Lars Christian Lilleholt (V) det længe ventede lovforslag om ændring af vandsektorloven. 

Lovforslaget og det ledsagende høringsnotat er præget af en økonomisk effektiviserings- og en meget traditionel reguleringstilgang.

Det første grundlæggende princip i vandsektorforliget om udnyttelse af effektiviseringspotentialet i vandsektoren er meget dominerede.

Det andet grundlæggende princip om en regulering, der understøtter og udvikler et højt niveau for miljø, service og forsyningssikkerhed er primært kommet til udtryk i en prioritering af forsyningssikkerhed.

Det tredje princip om mindskelse af de administrative byrder er inddraget, men alle selskaber, der årligt håndterer mere end 200.000 m3, omfattes af den fremtidige totaløkonomiske benchmarking og indberetningsforpligter.

Kun Landbrug & Fødevarer og Bryggeriforeningen var imod en realisering af princippet. Det synes Energi-, Forsynings- og Klimaministeriet også at være. 

Ellen Margrethe Basse
Professor ved Juridisk Institut, BSS, Aarhus Universitet

Er ministeriet imod forligets fjerde princip?
Forligets fjerde grundlæggende princip om at sikre bedre rammer for teknologiudvikling og offentligt-privat-samarbejde i vandsektoren er ikke særlig synligt i lovforslaget. Mange af de i oktober 2015 indsendte høringssvar efterlyste en udmøntning af princippet. Kun Landbrug & Fødevarer og Bryggeriforeningen var imod en realisering af princippet. Det synes Energi-, Forsynings- og Klimaministeriet også at være. 

Det kommer bl.a. til udtryk i høringsnotatet, hvor statsstøtteforbuddet inddrages som begrundelse for ikke at sikre en opfyldelse af de forudsætninger, der indgår i forligsteksten om det fjerde princip. I høringsnotatet fastslås det bl.a., at ”Høringssvaret fra Københavns Kommune m.fl. om eksportstøtte og kapitalindskud kan ikke imødekommes, da det kan være ulovlig statsstøtte.”

En ikke-overbevisende afvisning
Det fremgår ikke af notatet, hvem der ud over Københavns Kommune henvises til i afvisningen.

En gennemgang af de 29 indsendte høringssvar giver ikke noget grundlag for den firkantede afvisning. Notatet ser i øvrigt helt bort fra forligstekstens klare tilkendegivelse om, at vandselskabernes eksportunderstøttende aktiviteter vil være ”tilknyttet aktivitet” på kommercielle vilkår. 

Forbuddet mod statsstøtte i Lissabontraktaten modificeres i øvrigt af Europa-Kommissionens ”Retningslinjer for statsstøtte til miljøbeskyttelse og energi 2014-20”, der burde have været inddraget i ministeriets vurdering. En blank afvisning uden nærmere redegørelse for, at det kan være statsstøtte, er ikke overbevisende. 

Høringssvar skydes ned
Et forslag i høringssvarene om at øge samarbejdet mellem vandselskaberne og den private sektor gennem en økonomisk benchmarkingmodel, der inddrager udbudsgraden, afvises også. I høringsnotatet oplyses det, at benchmarkingmodellen udelukkende skal fokusere på økonomisk effektivitet.

Et andet forslag om at lade serviceselskaberne bidrage til en realisering af det fjerde princip afvises med, at det ikke er en naturlig opgave for selskaberne, og at det vil indebære krav om udbud. Det oplyses derimod i notatet, at der som udgangspunkt ikke er noget til hinder for, at resultaterne af performance benchmarking kan anvendes i forbindelse med eksport af løsninger indenfor vandteknologi.

Så meget for den positive indstilling til det fjerde grundlæggende princip. Ambitionerne om teknologiledelse understøttes af en vejledning, og høringsnotatet forudsætter, at det er kommunerne, der vil kunne have en interessere i at pålægge selskaberne ”at etablere asset management eller en anden form for teknologiledelse.”

Professionalisering af bestyrelser stækkes
Lovforslaget mangler helt interesse for forligsteksten om professionalisering af bestyrelserne. Forudsætningen om en klar adskillelse af myndighedsudøvelse og drift er blevet omsat i påbudskompetencer og fratagelse af selskabernes kompetente til selv at beslutte servicemål, der kan begrunde tillæg i prisberegninger.

Det fremhæves i bemærkningerne til lovforslaget, at den fond, som branchen på et frivilligt grundlag kan etablere ikke vil være underlagt Rigsrevisionens tilsyn. Det er nærliggende at spørge, hvorfor Rigsrevisionens kontrol er et problem med alt den øgede kontrol af vandsektoren, der er lagt op til. Fondens formål præciseres i øvrigt alene at være at understøtte forbrugerens interesser – og ikke en støtte til mulig eksport som forudsat i forliget.

Det er alene teknologiudvikling, der har en lokal betydning, og som understøtter vandselskabernes egne hovedaktiviteter, der kan opnå støtte.

I lovforslagets bemærkninger oplyses det desuden i afsnittet ”Forholdet til EU-retten”, at ingen EU-retlige aspekter er relevante. Vandrammedirektivet og miljøaktindsigtsdirektivet – herunder til gennemførelse af Aarhuskonventionen, der kategoriserer vandselskaberne som ’offentlige myndigheder’ – er relevante, men oversete.