Debat

Ressourceeffektivitet kræver mere end sortering af affald

DEBAT: Den gode indsats for øget sortering af affald og genanvendelse kan ikke stå alene. Initiativerne skal følges op af incitamenter, som skal skabe arbejdspladser og grøn omstilling i Danmark. Det mener Jacob H. Simonsen, direktør i Dansk Affaldsforening.
"Først i det øjeblik, at affaldet erstatter råstoffer i ny produktion, har vi opnået det vi ville," skriver Jacob H. Simonsen,
Direktør Dansk Affaldsforening.
"Først i det øjeblik, at affaldet erstatter råstoffer i ny produktion, har vi opnået det vi ville," skriver Jacob H. Simonsen, Direktør Dansk Affaldsforening. Foto: Søren Svendsen
Anne Justesen

Chef for medie- og forretningsanalyse
Direktionssekretær

Tilknyttet Altinget siden august 2012.
Cand.mag. i medievidenskab, Aarhus Universitet 2014.
Twitter: @JustesenAnne

Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Jacob H. Simonsen
Direktør Dansk Affaldsforening

Vi venter spændt på miljøministerens ressourcestrategi, som vi forventer vil lægge op til mere genanvendelse af det danske affald.  

Dansk Affaldsforening går fuldt og helt ind for maksimal udnyttelse af ressourcerne i affaldet. Maksimal genanvendelse af materialer og maksimal energiudnyttelse af de materialer, der ikke kan genanvendes. Men det er også vigtigt at prioritere og sætte fokus på genanvendelsen af de mest kritiske ressourcer og på, hvordan vi undgår downcycling og ukontrolleret spredning af miljøfremmede stoffer i miljøet. Affald er ressourcer. Vi har i Danmark et enormt højt forbrug, faktisk det fjerde højeste i Europa. I kraft af vores velstand har vi umiddelbart adgang til en masse råstoffer, når det vi har forbrugt, bliver til affald.

Vi sidder med andre ord på fremtidens mine og har derigennem adgang til fremtidens ressourcer.

Øget ressourceeffektivitet
Når man i Europa diskuterer ressourceeffektivitet handler det i høj grad om at skabe langsigtet strategisk adgang til begrænsede produktionsressourcer. Europa er i dag verdens største nettoimportør af ressourcer pr. person, og vi er stærkt afhængige af importeret råmateriale og energi. En sikker adgang til ressourcer er blevet et stadig stigende strategisk og økonomisk problem.

Når vi taler øget ressourceeffektivitet står vi - med den måde, vi i dag har indrettet samfundet på - over for en voldsom udfordring. Uden omtanke kan vi som samfund komme til at skyde foden af ved knæet. Faktum er, at affaldshåndteringen i dag er indrettet på en sådan måde, at langt de fleste materialer og ressourcer, vi samler ind, havner i udlandet.

Vi er gode til at indsamle, gode til at sortere og gode til at transport-optimere. Gennem borgernes gode vilje og en omfattende indsats får vi fat i mange af de begrænsede ressourcer. Og hvad gør vi så - ja, så sender vi materialerne på langfart, ud af landet, ud af Europa. Langt størstedelen af de genanvendelige materialer havner i dag i Asien. Det kan man bl.a. se i den danske affaldsstatistik, og samme billede genfinder man i en ny rapport fra det Europæiske Miljøagentur.

Fasthold ressourcer i Danmark
Handlen med ressourcer er global, men når vi nu skal udvikle nye løsninger for affaldet, så bør vi udnytte lejligheden til at sikre, at noget af affaldet kan oparbejdes og udnyttes i Danmark. Det kan fastholde ressourcer i Danmark, skabe arbejdspladser og give eksportmuligheder.

Meget affald vil fortsat blive eksporteret til behandlingsløsninger i udlandet - ligesom danske behandlingsvirksomheder kan importere affald til genanvendelse. Det er en del af globaliseringen, og det kan vi ikke stoppe. Det giver os en ekstra udfordring at sikre, at affaldet også udnyttes effektivt, når det ender hos virksomheder i Kina og Indien.

Miljøministeren forventes at sætte mål for, hvor meget affald der skal indsamles til genanvendelse fra husholdninger og fra virksomheder. Men det er ikke nok at indsamle affaldet. Først i det øjeblik, at affaldet erstatter råstoffer i ny produktion, har vi opnået det, vi ville.

Der er eksempelvis store fordele ved at genanvende plast. Vi sparer olie til produktion af ny plast, hvilket også gavner miljø og klima. Men den fordel kommer kun for det plastaffald, der i sidste ende erstatter produkter af ny plast. Det, der frasorteres og deponeres eller brændes og det, der ender som plastpaller i stedet for træpaller, nytter ikke.

Vi har behov for ressource-mål
Det vil være tåbeligt og ærgerligt at havne i en situation, hvor en øget indsats for at udsortere plastic i Danmark medfører, at kalorierne bliver taget ud af det danske energisystem (eksporteres), samtidig med at den plastic, der udsorteres, kan være af så dårlig kvalitet, at hovedparten brændes i fx Østen. Det vil svare til, at vi uden at opnå miljøgevinster forærer hele butikken væk.  

Der er brug for mål for rigtig genanvendelse (ressource-mål), og der er brug dokumentation for, hvad der sker med det affald, der eksporteres. Det er en opgave for både kommuner og private affaldsvirksomheder.

Min pointe er, at en fuldstændig rigtig og meget velkommen indsats for øget sortering af affald og genanvendelse ikke kan stå alene. For at skabe et ressourceeffektivt samfund skal initiativerne følges op af incitamenter til at skabe arbejdspladser og grøn omstilling i Danmark og incitamenter til at sikre, at ressourcerne også udnyttes effektivt i det affald, der eksporteres til andre lande.

 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Jacob Hartvig Simonsen

Direktør, Amager Ressourcecenter, vicepræsident, Cewep, næstfordmand C4
cand.merc.jur. (CBS. 2003), master of coroporate communication (AAU 2010)

0:000:00