S: Frygt for blå udlægning af Energikommissionens anbefalinger

Af Jens Joel (S)
Energiordfører for Socialdemokratiet

Energikommissionen peger på behovet for et skifte i energipolitikken. 

Prisen på vind og sol falder dramatisk. Det er ekstremt glædeligt og betyder, at vi fremover skal satse mere på at opbygge et system, der kan bruge og gemme den grønne energi. Det skifte er både rigtigt og nødvendigt. Det er vi flere, der har sagt i længere tid, og kommissionen leverer den hidtil bedste analyse af behovet.

Kommission imod regeringens nedskæringer
For en borgerlig regering, der indtil nu primært har brugt sit krudt på at skrotte målsætninger, skrue ned for klimaambitioner og forsøge at aflyse allerede aftalte vindmølleparker, kan det måske lyde besnærende, at Energikommissionen siger, at markedet i fremtiden skal bestemme mere og politikken mindre. Men det er kun en del af historien.

Nok kan vi ikke måle ambitionerne alene på antallet af kilowatt vedvarende energi, vi aftaler i det næste energiforlig. Ej heller på hvor mange havvindmølleparker, det indeholder, eller hvor mange solpaneler, der aftales heri. Vi skal stille andre krav. Det er vi sådan set enige i. Og den pointe greb ministeren hurtigt, da Energikommissionen fremlagde sine anbefalinger.

Men det er værd at bemærke, at kommissionen også rejste en række andre vigtige pointer, som strider imod den nuværende regerings politik. Der er for eksempel absolut ingen opbakning at spore til den blå regerings hidtidige nedskæringer på forskning og grønne ambitioner.

Internationalt samarbejde er en del af løsningen for, hvordan vi skal bruge den grønne strøm bedre. Heri er jeg enig; men også bekymret for, at det kan omsættes til en undskyldning for, at regeringen ikke gør noget herhjemme. 

Jens Joel
Energiordfører for Socialdemokratiet

Afgifter står stadig i vejen
Energikommissionen peger også på velkendte og alvorlige problemer med afgifter, der står i vejen for den grønne omstilling. Det understreger sådan set bare, at regeringen ikke længere kan tilbageholde den analyse, som vi har ventet på siden 2015. 

Desuden peger kommissionen på, at internationalt samarbejde er en del af løsningen for, hvordan vi skal bruge den grønne strøm bedre. Heri er jeg enig; men også bekymret for, at det kan omsættes til en undskyldning for, at regeringen ikke gør noget herhjemme. 

De helt rigtige spørgsmål
Overordnet set er jeg enig i den retning, som Energikommissionen har skitseret for fremtidens energipolitik. Men jeg er ikke enig i alt. Og vi kan altid diskutere hastigheden i omstillingen.

Som retningsgiver mener jeg, at anbefalingerne er et godt redskab, og at de hjælper med at stille de mest relevante spørgsmål forud for næste energiforlig: Hvor mange penge skal kanaliseres over i forskningen af lagringsteknologi, så vi kan gemme vindstrømmen til de dage, hvor det ikke blæser? Hvordan indretter vi afgiftssystemet, så det rent faktisk understøtter – og ikke, som ofte i dag, modarbejder – den grønne omstilling? Og hvor meget af vores vedvarende energi kan vi rent faktisk bruge? I transportsektoren? I varmesektoren?

Bekymret for blåt misbrug
På trods af den enighed kan jeg være bekymret for, at kommissionens fokus på markedskræfter kan misbruges af en regering, der grundlæggende ikke vil det grønne projekt i samme skala, som vi vil. At anbefalingerne kan bruges til flere nedskæringer på alt fra klimaambitioner til forskningsmidler. Det håber jeg virkelig ikke. 

I 2020 udløber det nuværende energiforlig. Og regeringen har jo bebudet, at de vil fremlægge forslag til et nyt forlig i efteråret. Jeg håber, at regeringen i arbejdet hermed lytter til Energikommissionens anbefalinger. Og måske vigtigst af alt håber jeg, at den lytter til dem loyalt og uden de vanlige borgerlige briller.