Samfundsøkonom: Husk de langsigtede investeringer

Af Bent Greve
Professor i samfundsøkonomi på RUC

Regeringen har fremlagt overvejelser om en samlet forsyningsstrategi og heri inkluderet et argument om, at der gennem effektiviseringer og øget konkurrenceudsættelse for den enkelte husstand kan opnås besparelser på omkring 2.800 kroner årligt.

Der er i strategien, som udgangspunkt, en række fornuftige rammer. Herunder en erkendelse af, at naturlige monopoler ikke kan privatiseres, og et ønske om vandtætte skodder mellem naturlige monopoler og konkurrenceudsatte områder. Det er også fornuftigt med ønsker om god selskabsledelse, høj forsyningssikkerhed og transparent tilsyn. Hvem kan næsten også være imod det. Tilsvarende gælder, at hvis der er enkle muligheder for at effektivisere, så vil det være et naturligt ønske, at dette sker.

Langsigtede investeringer er i fare
Et centralt problem i den beskrevne strategi er, at der ikke er præcis dokumentation for, at der kan opnås de foreslåede besparelser på næsten seks mia. kroner om året.

Det virker som fugle på taget, og ikke fugle i hånden, som kan give sikkerhed for, at forbrugerne får den lovede gevinst. Dertil kommer, at der af langsigtede hensyn kunne være en interesse i, at eventuelle effektiviseringsgevinster investeres i at fremtidssikre og optimere produktionen på forsyningsområdet. Det kan også gælde en sikring af, at eksempelvis kloakering fortsat udvikles til at blive i stand til at klare en forventet udvikling med mere ”monsterregn”.

Kravene til styrket økonomisk regulering med lavere priser af områderne kan dermed principielt set resultere i, at der ikke foretages de nødvendige langsigtede investeringer inden for området.

Aktører kan udtage overskud
Der lægges op til en analyse, hvorefter ejerne kan udtage overskud på vandforsyningsområdet. Det vil ikke komme forbrugerne til gode.
Samtidig åbner det for, at aktører på området kan tage kortsigtede hensyn til udtagning af overskud i stedet for at anlægge en langsigtet strategi for områdets udvikling, herunder nødvendige langsigtede investeringer i blandt andet ny teknologi.

Et centralt problem i den beskrevne strategi er, at der ikke er præcis dokumentation for, at der kan opnås de foreslåede besparelser på næsten 6. mia. kroner om året.

Det gælder igen, at er der mulige effektiviseringsgevinster, som ikke ødelægger den langsigtede udvikling, skal de naturligvis tages, men netop fordi hovedparten af forsyningsområdet faktisk er karakteriseret som naturlige monopoler, bør det komme forbrugerne til gode og ikke ejerne.

Affaldssektoren bør være et naturligt monopol
Der argumenteres for, at affaldssektoren kan konkurrenceudsættes, herunder at forbrændingsanlæg kan gøres til selskaber ud fra en betragtning om, at det ikke er et naturligt monopol.

Det er nok rigtigt, at i helt klassisk forstand er det ikke et naturligt monopol. Men omvendt er det et så vigtigt forsyningsområde, at et marked, der bryder sammen, kan få store konsekvenser. Offentlig kontrol med at affald bortskaffes, og at det behandles miljømæssigt forsvarligt, er centralt for hele samfundet.

At der i dag er prisforskelle, kan afspejle forskelle i historiske anlægsudgifter, lokale forskelle i størrelsen af produktionsapparater med videre og behøver ikke i sig selv at være et økonomisk problem. Er der anlæg, der ikke drives økonomisk forsvarligt, kan der naturligvis stilles krav om, at dette sker.

Effektiviseringer og langsigtede investeringer
Der er mange fornuftige principper i oplægget, men infrastruktur og forsyningssikkerhed tilsiger, at der næppe er brug for større privatiseringer og konkurrenceudsættelse på dette område. Der er brug for løbende at overveje, hvordan og på hvilken måde der kan ske effektiviseringer, men også tages hensyn til at sikre langsigtede investeringer i en god struktur.