Bliv abonnent
Annonce

Skatteminister vil ikke ændre plastikafgifter

Morten Bødskov vil ikke ændre plastikafgifter.
Morten Bødskov vil ikke ændre plastikafgifter.Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix
29. september 2021 kl. 03.00

Afgifterne på engangsservice og plastikposer står ikke foran ændringer.

Det meddeler skatteminister Morten Bødskov (S), efter hans ministerium har lavet en analyse af muligheden for at differentiere afgifterne.

”Analysen viser, at gevinsten for miljøet ved en differentieret afgift ikke vil være så stor som vi antog, da analysen blev igangsat,” siger han i en skriftlig kommentar. 

Med aftalen om finansloven for 2020 blev regeringen og dens støttepartier enige om, at tredoble den daværende emballageafgift på engangsservice og plastikposer. Dengang kritiserede både Dansk Erhverv og Danmarks Naturfredningsforening, at afgiften rammer lige hårdt uanset, om der er tale om genanvendeligt plastik eller ej. 

Skatteministeren henviste dengang til, at man som en del af aftale også ville sætte gang i en analyse af mulighederne for at differentiere afgiften. Og det er den analyse, der nu er klar.  Analysen – der er udarbejdet af Skatteministeriet – bygger på input fra tre Cowi-rapporter og et notat fra DTU. Og samlet set vender ministeriet tommelfingeren nedad.

”På baggrund af vidensgrundlaget vurderes det, at der ikke er tilstrækkeligt belæg for at indføre en differentiering af emballageafgiften for engangsservice og plastikbæreposer,” lyder hovedkonklusionen.

Begrænsede miljøgevinster
Vurderingen baserer sig blandt andet på, at engangsbestik- og tallerkner af plastik som følge af EU-krav i år er blevet forbudt. Det fører nemlig til, at en stor del af grundlaget for afgiften forsvinder, argumenterer Skatteministeriet. Derudover peger analysen på, at langt de fleste bæreposer allerede er lavet af genanvendt plastik, og at der derfor ikke er det store belæg for at skubbe til den proces.

Samlet set er vurderingen, at der er relativt begrænsede miljømæssige gevinster ved at differentiere afgiften, hvilket ifølge Skatteministeriet ikke står mål med de administrative omkostninger, der må forventes ved at variere afgiften.

Skatteminister Morten Bødskov (S) afviser dog ikke fuldstændigt, at afgift-ændringer kan komme i spil.

”Vi holder naturligvis et vågent øje med området for at se, om de nye EU-regler har den ønskede effekt. Viser det sig ikke at være tilfældet, vil vi se på, om der er behov for yderligere tiltag fra regeringens side,” siger han.

"Kortsigtet og visionsløs
I Dansk Erhverv er miljøpolitisk chef Jakob Lamm Zeuthen ikke tilfreds med regeringens kurs.

”Jeg er rigtigt ærgerlig over den her analyse. Den er kortsigtet og visionsløs. Vi er grundlæggende nødt til at have en differentieret afgiftspolitik, der fremmer genanvendelse,” siger han.

Han mener, at analysen fejler ved ikke at tage udgangspunkt i, at Danmark skal sikre at 55 procent af alt plast bliver genanvendt i 2030.

”I dag bliver kun 14 procent af alt plast genanvendt, hvilket gør os til agterlanternen i EU. Og så betyder det, at vi skal betale én milliard kroner i afgift til EU om året," siger Jakob Lamm Zeuthen og fortsætter:

"Så regeringen skylder at svare på, hvordan den vil nå målet, hvis den ikke vil pille ved afgifterne. Vi skal jo gøre noget.”

Et godt sted at starte
Men Skatteministeriet kommer jo frem til, at der er meget lille effekt på det her område?

”Ja. Men det er grundlæggende mærkeligt, at man ikke har en afgiftsstruktur, der fremmer de mere miljøvenlige produkter. Og her ville være et godt sted at starte. Også selvom man vurderer, at effekten ikke vil være så stor,” siger han.

Han kritiserer dog ikke kun analysens udgangspunkt. For flere af de konkrete elementer i analysen vækker også undren. Det gælder blandt andet, at der vil være en stigende udledning af CO2, hvis man lemper afgiften på plastikposer af genanvendt plast.

Det giver Jakob Lamm Zeuthen nemlig ikke meget for:

”Forbrugerne har taget den her dagsorden til sig. De kommer ikke til at lade posen blive hjemme, fordi poserne bliver 20 øre billigere nede i butikken,” siger Jakob Lamm Zeuthen.

Men normalt er det vel sådan, at når man sænker prisen, så køber folk mere?

”Det kommer da an på om, forbrugerne er blevet overbevist om, at det ikke er det rigtige at gøre. Det er en dagsorden, der er kommet for at blive,” siger han. 

Annonce
Annonce
Annonce

Nyhedsoverblik




Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Vi tror på politik
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40redaktionen@altinget.dkCVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2026