Tænketank: Skru op for forbrændingen, så affaldssektoren kan blive en industripolitisk løftestang

Men der er en løsning, som ingen taler om: Affald.

Det lugter ikke ligefrem af innovation, men affaldssektoren kan blive en afgørende brik i Danmarks industripolitik.

Vi kan bruge vores affald smartere – både til at skabe billig energi til vores virksomheder, men også som en katalysator for en ny grøn industri, der kan eksportere teknologi og løsninger til resten af verden.

Gode visioner gav katastrofalt resultat

Men hvad er problemet? I stedet for at bruge sektoren strategisk har vi kastet den ud i et kaotisk eksperiment, som skader både klimaet og vores økonomi.

I 2020 indgik man en aftale, der skulle reducere CO2-udledningen ved at begrænse affaldsforbrændingen og skabe en stærk industri for genanvendelse.

I stedet for at bruge sektoren strategisk har vi kastet den ud i et kaotisk eksperiment, som skader både klimaet og vores økonomi.

Magnus Skovrind Pedersen og Lasse Skou Lindstad
Direktør og konsulent, Tænketanken Brundtland

Det skulle blandt andet gøres ved at omlægge affaldsselskaberne til at operere på kommercielle vilkår og sende affaldshåndteringen i udbud. Visionerne var gode, men resultatet var katastrofalt.

Da kommunerne blev frataget ansvaret for affaldsbehandlingen, blev en stor del af affaldet ikke genanvendt som håbet.

I stedet bliver meget sendt til andre lande, hvor det risikerer at blive deponeret eller brændt under langt dårligere forhold.

Samtidig er det forventede danske industrieventyr inden for cirkulær økonomi aldrig blevet til noget. Det skyldes, at private aktører ikke har nogen økonomisk interesse i at genanvende affald, når det er billigere at bruge nye materialer.

Og hvis vi fortsætter med aftalens ambitioner om, at flere affaldsforbrændingsværker skal lukke, vil det ramme danske virksomheder hårdt.

Klimamæssig redningsplanke

Affaldsforbrænding leverer i dag billig og stabil energi direkte ud i fjernvarmerørene og elnettet, hvilket hjælper med at holde energiomkostningerne nede.

Uden denne kapacitet vil vi i højere grad skulle erstatte affaldsenergien med dyrere alternativer som fossil gas og biomasse – i en tid, hvor energi allerede er en af Europas største konkurrenceudfordringer.

Resultatet vil være højere energipriser, der presser virksomhederne yderligere og gør det endnu sværere for dem at konkurrere globalt.

Forbrændingsanlæggene er ikke kun en energikilde. De er en klimamæssig redningsplanke.

Når affald brændes i Danmark, fortrænger det fossile brændsler og biomasse. Og endnu vigtigere forhindrer det udledninger af metan, som opstår, når affald ligger og rådner på lossepladser i andre lande.

Klimarådet kalder klimagevinsten fra lukning af affaldsforbrændingsværker "særdeles usikker".

Og både forskere fra DTU og eksperter fra Concito har peget på det samme: Hvis vi skruer ned for import af affald til forbrænding, sker det ikke kun på bekostning af vores energiforsyning – det skader også klimaet.

Cirkulær økonomi kræver investeringer

Den nye industripolitiske dagsorden, der både præger USA og Kina og snart også Europa, giver nye muligheder for faktisk at skabe en cirkulær industri.

Vi skal også bruge planlægning og investeringer i ny teknologi til at genanvende vores eget affald.

Magnus Skovrind Pedersen og Lasse Skou Lindstad
Direktør og konsulent, Tænketanken Brundtland

I Draghis rapport, der åbnede ballet i EU for industripolitik herhjemme, er der en ikke-omtalt pointe: Europa er førende på affaldsteknologi.

Det skal vi udnytte, men det kræver investeringer. En cirkulær økonomi behøver nemlig massive investeringer i teknologi, der endnu ikke er profitabel.

Og investeringerne kommer ikke af sig selv. De kræver planlægning, regulering og understøttelse fra demokratisk ejerskab. Det viser vores tidligere erfaringer.

I 1997 tog vi en af de mest visionære beslutninger i dansk affaldshistorie: Vi forbød deponering af nedbrydeligt affald, og på kort tid fik Danmark nogle af verdens bedste forbrændingsanlæg.

Og i dag er vi blandt de førende inden for affaldssortering med ti forskellige affaldsfraktioner.

Affaldssektoren som industripolitisk løftestang

Nu må vi gøre noget lignende. Vi skal både fastholde forbrændingskapaciteten – eller lade den stige – for at holde energipriserne nede og forhindre metanudledninger i resten af Europa.

Men vi skal også bruge planlægning og investeringer i ny teknologi til at genanvende vores eget affald.

Se på Norge, hvor det kommunalt ejede affaldsanlæg Roaf allerede bruger robotteknologi til at sortere bio- og plastikaffald uden manuel arbejdskraft.

Anlægget samarbejder med private virksomheder som Tomra, der leverer sorteringsteknologien, og skaber dermed et økosystem, hvor offentlig innovation og private løsninger går hånd i hånd.

Danmark kunne gøre det samme. Hvis vi lod kommuner, staten og de demokratisk ejede affaldsselskaber tage styringen, kunne vi udvikle avancerede genanvendelsesteknologier og skabe et stærkt hjemmemarked for danske virksomheders grønne løsninger, som vi efterfølgende kan eksportere til udlandet.

Det kræver mod og politisk vision. Men alternativet – en kaotisk affaldssektor, der hverken løser klimaudfordringerne eller skaber vækst – har vi simpelthen ikke råd til.

Danmark kan vælge at gå forrest i den grønne omstilling og bruge affaldssektoren som en industripolitisk løftestang.

Eller vi kan lade markedet sejle os endnu længere væk fra de løsninger, vi så desperat har brug for. Valget burde være enkelt.