Bliv abonnent
Annonce

Venstres tese-løver har fået indflydelse

Søren Pind (V) er blevet forfremmet til udenrigsordfører, selv om han røg uklar med Venstres ledelse på grund af sine 10 liberale teser i 2003. Spørgsmålet er, hvor langt han og hans ligesindede har gemt dem væk.
Søren Pind (V) er blevet forfremmet til udenrigsordfører, selv om han røg uklar med Venstres ledelse på grund af sine 10 liberale teser i 2003. Spørgsmålet er, hvor langt han og hans ligesindede har gemt dem væk.Foto: Rasmus Nielsen/Altinget.dk

Jeg tror slet ikke, de har gemt teserne væk. Jeg tror, de ligger som brølende løver under læderjakkerne.

Edith Thingstrup (V)
Kommunalbestyrelsesmedlem i Egedal Kommune
Fakta

De stod bag teserne i 2003:

Borgmester og folketingskandidat Søren Pind
MF Thor Gunnar Kofoed
MF Marianne Pedersen 
MF Lars Chr. Lilleholt
MF Peter Christensen
MF Leif Mikkelsen
MF Tina Nedergaard
Hernings borgmester Lars Krarup
Medlem af Venstres hovedbestyrelse Jørgen Svaneberg
EP-kandidat Mogens Vad
Medlem af kommunalbestyrelsen i Ledøje-Smørum Edith Thingstrup
Folketingskandidat Michael Fagerlund
Folketingskandidat Torsten Schack Pedersen

Det blev mildt sagt ikke taget pænt op af tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen (V), da en række unge og liberalt sindede Venstre-folk i 2003 ville sætte 10 særlige "teser" til afstemning på Venstres landsmøde.

Med den daværende borgmester i København Søren Pind i spidsen ville de gerne "genskabe den liberale idé-debat" og foreslog i teserne blandt andet, at det skulle være et særligt mål at sænke skatterne og størrelsen af den offentlige sektor, mens mulighederne for frit valg for borgerne skulle være større.

En sådan afstemning var Venstres ledelse i almindelighed - og statsminister Anders Fogh Rasmussen i særdeleshed - imidlertid ikke interesseret i. Efter hårdt pres og en direkte trussel fra Fogh om, at han personligt ville tale dunder mod teserne, hvis de kom til afstemning, trak de rebelske venstrefolk forslagene inden landsmødet. Og i tiden derefter var det ikke de liberale løver, der stod forrest i køen, når Fogh skulle dele forfremmelser i partiet ud.

Forfremmelser til tese-bagmænd
I dag, seks år efter diskussionen om teserne, ser tingene imidlertid anderledes ud. Selv om ingen af de folketingsmedlemmer, der stod bag teserne, endnu har fået nogen ministerpost, er de nu rykket op på nogle af de væsentligste ordførerposter i folketingsgruppen. Således er Peter Christensen i dag blevet politisk ordfører, Torsten Schack Pedersen er blevet skatteordfører, Tina Nedergaard finansordfører, og Søren Pind selv er nu en højprofileret udenrigsordfører, der tidligere på året også var på tale som Venstres retsordfører.

Særligt bemærkelsesværdigt er det, at såvel Tina Nedergaard som Peter Christensen har fået deres nye poster kort efter statsministerskiftet i foråret.

Spørgsmålet er imidlertid, om forfremmelserne af de liberale folketingsmedlemmer skal ses som tegn på, at en ny og mere liberal politisk retning kunne være på vej i Venstre. Politisk kommentator ved Berlingske Tidende Thomas Larsen tvivler på det:

"Anders Fogh Rasmussen var stålhård i strategien om at betrygge midtervælgerne om, at man godt kunne overlade styringen af velfærdssamfundet til Venstre - og derfor blev det så håndfast en irettesættelse af særligt Søren Pind. I forhold til den kurs kan man vel sige, at Lars Løkke Rasmussen i højere grad har formået at have døren åben og have adgang til flere af de forskellige grupperinger i Venstre. På den måde er isen tøet noget op," siger Thomas Larsen, der fortsætter:

"På den anden side vil hammeren også falde fra Lars Løkke Rasmussen, hvis f.eks. Søren Pind og Peter Christensen skulle lægge op til et brud med strategien om, at Venstre godt kan stå i spidsen for velfærdssamfundet. Det ville være ødelæggende for hans projekt, og kampen om magten er nu så tilspidset, at han ikke har råd til det."

Annonce
Annonce
Annonce

Nyhedsoverblik




Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Vi tror på politik
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40redaktionen@altinget.dkCVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2026