
Fritstillet efter ti måneder. Det var realiteten for nu tidligere kommunaldirektør i Varde Kommune Henning Haahr Pedersen, da han tilbage i april blev mødt af økonomiudvalget, der ønskede "en anden profil" til at lede kommunen.
Kort efter traf byrådet den endelige beslutning, der satte endeligt punktum for Pedersens tid i Varde Kommune.
Siden april har Henning Haahr Pedersen derfor opereret under LinkedIn-titlen: "Direktør – i eget liv". Men den må den erfarne, kommunale topleder nu ændre. Han har nemlig scoret sig et job som projektleder i Naturstyrelsen.
Det skriver JydskeVestkysten.
Her skal han ifølge DKnyt arbejde med klima og lavbundsjorde som led i den grønne trepart.
Henning Haahr Pedersen har mangeårig erfaring fra kommunalområdet, hvor han har været direktør i både Skanderborg og Varde, kommunaldirektør i Blåvandshuk Kommune samt mangeårig kommunaldirektør i Odder Kommune, inden han skiftede til samme stilling i Varde Kommune tilbage i sommeren 2024.
En af de opgaver, som Henning Haahr Pedersen tog fat på som kommunaldirektør i Varde var "en sag om ulovhjemlet udbetaling af vederlag i årevis til næstformænd og 2. viceborgmester for 'ferieafløsning'," skrev Henning Haahr Pedersen på Linkedin i foråret.
Ifølge ham tog sagen "rigtig meget af mine og organisationens ressourcer. En sag startet længe før min tid, men efterladt på mit skrivebord 'til videre foranstaltning'." Sagen blev dog ikke afsluttet, før Henning Haahr Pedersen blev fritaget for tjeneste.
- Kampen for Palads har fået et nådestød. Tilbage er kun en dødsrallen
- Folketinget reducerer antallet af udvalg for at mindske arbejdspres
- Problemerne er så store, at selv højrefløjens vælgere kan se behovet for et huslejeloft
- København finder penge til gratis teater for børn
- BUPL: Normeringer er ikke nok. Hvis København vil løfte kvaliteten, kræver det flere pædagoger


















