Debat

Danske Spil: Hvis vores spil bliver for kedelige, skubber vi ludomanerne tilbage på det sorte marked i gyder og baggårde

Det regulerede spillemarked skal være en del af løsningen. Alternativet er, at både problemerne og overskuddet flytter til det uregulerede marked med markant lavere standarder for ansvarlighed, skriver Nikolas Lyhne-Knudsen.

Et helt centralt våben i vores kamp mod spilleproblemer er spilkortet, som forhindrer, at kunder kan spille væddemål anonymt i butikker, skriver Nikolas Lyhne-Knudsen.
Et helt centralt våben i vores kamp mod spilleproblemer er spilkortet, som forhindrer, at kunder kan spille væddemål anonymt i butikker, skriver Nikolas Lyhne-Knudsen.Foto: Signe Goldmann/Ritzau Scanpix
Nikolas Lyhne-Knudsen
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Danske Spil blev grundlagt i 1948 som Dansk Tipstjeneste og er ejet af staten, DIF og DGI. Formålet var at flytte spil om penge væk fra det sorte marked i gyder og baggårde og ind i ordnede og trygge rammer samtidig med, at overskuddet fra spillet kunne bruges til at støtte idræts- og foreningslivet i Danmark.

Det er i dag – næsten 75 år senere – stadig formålet med Danske Spil.

Overskuddet fra Danske Spil går krone for krone tilbage til foreningslivet og samfundet og støtter en bred vifte af gode formål. Det er en velfungerende model, som i forskellige afskygninger kan genfindes i stort set alle nord- og vesteuropæiske lande.

Gyder og baggårde

Med den model følger et særligt ansvar. Heldigvis er spil for langt de fleste forbundet med underholdning, men det ændrer ikke på, at pengespil for nogle skaber afhængighed med voldsomme personlige konsekvenser. Det har vi et ansvar for at begrænse, og det arbejder vi målrettet på hver eneste dag.

Tema

Bør dansk idræt tage ansvar for eksplosionen af unge mænd, der bliver ludomaner?
De seneste år er der sket en fordobling i antallet af ludomaner i Danmark. Det anslås, at der i dag er op mod en halv million, der er afhængige af at spille. De fleste er unge mænd, som mistrives og forgældes.

Derfor sætter Altinget Idræt nu spot på, hvor der egentlig skal sættes ind, hvis vi vil problemet til livs. Det gør vi med spørgsmålene:

  • Hvilke politiske initiativer er vigtigst for at vende udviklingen?
  • Hvor går grænsen for spilreklamer i Danmark?
  • Bør dansk idræt tage større ansvar for eksplosionen af spilafhængige?

Debatpanelt kan findes her:

Om Altingets temadebatter:
Alle indlæg er alene udtryk for skribenternes egen holdning.

Altinget bringer kun debatindlæg, som udelukkende er skrevet til Altinget.

Har du lyst til at bidrage til debatten, er du velkommen til at skrive et indlæg og sende det til debatansvarlig Ida Elmdal Thagesen på [email protected] eller til Altingets debatredaktion på [email protected]

Vores opgave er at sikre, at pengespil foregår i trygge rammer og er til glæde for kunderne og til gavn for samfundet. Men der er over 40 virksomheder med tilladelse til at udbyde spil i Danmark, så Danske Spil kan ikke løse opgaven alene.

Hvis spillene bliver for kedelige, eller hvis kunderne generes for meget af begrænsninger og løftede pegefingre, flytter spillerne til konkurrenterne eller til udenlandske internetsider uden licens i Danmark, som kun er ”et klik væk”.

Derfor handler indsatsen mod spilafhængighed om at sikre en fornuftig balance. For ellers er spillet tilbage i gyder og baggårde. Det taber alle ved – både foreningsdanmark, samfundet og de spillere med de største problemer, som dermed kan spille uden det sikkerhedsnet, der gælder på det regulerede spillemarked i Danmark.

Lovgiverne skal fortsat stille fælles og proportionale krav til alle spiludbydere i Danmark, så spilleproblemerne kan reduceres markant, uden at for mange spillere flytter til det grå eller sorte marked på internettet.

Samtidig skal hver enkelt spiludbyder naturligvis påtage sig ansvaret og arbejde for at begrænse problemspil og ludomani.

Forebygge, opdage og gribe hurtigt ind

Vi har i Danske Spil en stor og bred indsats for at begrænse problematisk spilleadfærd, som stort set alene er relateret til kasino- og væddemålsspil. Vi laver systematisk overvågning og analyser af spillemønstre med AI-baserede systemer, som kan opdage tegn på spilleproblemer, så vi kan tage hånd om kunderne.

Vores opgave er at sikre, at pengespil foregår i trygge rammer og er til glæde for kunderne og til gavn for samfundet

Nikolas Lyhne-Knudsen
Direktør, Danske Spil A/S

Sidste år havde vi direkte omsorgskontakt med mere end 6.000 kunder, heraf mere end 1.400 omsorgsopkald fra vores psykologfaglige team, og vi fastsætter grænser for spil og udelukker kunder, når der er behov for det.

Vi kan heldigvis se, at indsatserne virker. Vores interne data påviser en væsentlig reduktion i antallet af Danske Spil kunder med risiko for at udvikle spilafhængighed. Derfor var forårets undersøgelse af pengespil og pengespilproblemer i Danmark, der viste en stigning i det samlede antal danskere med spilleproblermer, også en overraskelse for os. Fordi vores egne tal viser, at det går bedre hos os og ikke værre.

Et helt centralt våben i vores kamp mod spilleproblemer er spilkortet, som forhindrer, at kunder kan spille væddemål anonymt i butikker. Danske Spil indførte spilkortet for to år siden som de første og indtil videre eneste i branchen.

Spilkortet betyder, at vi nu har lige så god indsigt i væddemålene udbudt i butikkerne som online, og det er et helt afgørende redskab for at sikre, at mindreårige ikke spiller og i bekæmpelsen af ludomani, hvidvask og matchfixing.

Læs også

Det har betydet, at spillere, der fortsat vil spille anonymt, er flyttet til andre udbydere, og derfor glæder vi os over, at det politisk er besluttet, at spilkortet bliver et fælles krav for hele branchen.

En effektiv indsats skal være forankret i ”hvad vi ved”, og ikke i ”hvad vi tror”. Derfor er der behov for mere forskning og evidens, ligesom vi har støttet flere forebyggelses- og forskningsprojekter.

Vi har blandt andet sænket hastigheden og indskuddene på vores onlinespilleautomater, og vi arbejder på at give vores kunder endnu bedre overblik over deres eget spil.

Spilreklamer og sponsorater

Sport og idræt er en del af Danske Spils DNA. Både fordi mange af vores spil handler om sport, fordi vores overskud går til sport og idræt, og fordi vi er engagerede i samarbejder og sponsorater med en række sportsorganisationer og klubber.

Som branche har vi brug for fælles standarder og politisk regulering for at sikre, at vi i fællesskab kommer spilafhængighed til livs

Nikolas Lyhne-Knudsen
Direktør, Danske Spil A/S

Danske Spil reklamerer for sine spil og produkter. Det er en del af den naturlige konkurrence på markedet, og vi ser naturligvis helst, at danskerne vælger os, når de vil spille.

Spilreklamer fylder meget i debatten, og vi er enige i, at reklametrykket er blevet for massivt, også selvom forskerne ikke er helt enige om, hvorvidt reklamer i sig selv skaber spilleproblemer.

Derfor har Danske Spil siden 2019 af egen drift halveret mængden af tv-reklamer på væddemål og kasino og fravalgt tv-reklamer for væddemål før, under og efter fodboldkampe. Det er beslutninger, der kommer med en pris, for reklamer betaler sig.

Så vi kan ikke undvære reklamer og sponsorater helt. Markedsføring hjælper for eksempel kunderne med at genkende de udbydere, der har tilladelse til lovligt at udbyde spil i Danmark. Og det giver mulighed for at fortælle om nye tilbud, produkter og begivenheder.

Hvis man ikke kan markedsføre nye produkter, falder investeringerne til nyudvikling i branchen – også de helt nødvendige investeringer i endnu bedre værktøjer til at bekæmpe ludomani.

Læs også

Samlet set skal vi insistere på, at man både kan tilbyde gode og underholdende spiloplevelser til de mange og samtidig tage ansvar for, at de få ikke ender i et misbrug.

Som branche har vi brug for fælles standarder og politisk regulering for at sikre, at vi i fællesskab kommer spilafhængighed til livs. Og det er der heldigvis både udsigt til og praksis for i Danmark.

Intet af ovenstående ændrer imidlertid på, at der er for mange med spilleproblemer i Danmark. Vi skal gøre det bedre, og Danske Spil og hele det regulerede spillemarked er – og skal være – en del af løsningen.

Alternativet er, at både problemerne og overskuddet flytter til det uregulerede marked med markant lavere standarder for ansvarlighed.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Nikolas Lyhne-Knudsen

Direktør, Danske Spil
cand.scient.pol. (Aarhus Uni. 2003)

0:000:00