Fan-formand kritiserer Jesper Møllers tavshed i sag om russiske ungdomslandshold

Talsperson fra Danske Fodboldfans vil have DBU-formand til at melde klart ud, om han har stemt ja til at indlemme russiske ungdomslandshold i europæisk fodbold. Jesper Møller vil fortsat ikke stille op til interview i sagen.

Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Rasmus Dahl Løppenthin

DBU-formand Jesper Møller bør efter adskillige dages tavshed nu melde endegyldigt ud, om han har stemt ja til indlemmelse af russiske ungdomslandshold i europæisk fodbold.

Sådan lyder meldingen fra formanden for Danske Fodboldfans, Christian Rothmann.

"Jeg synes, at Jesper Møller burde sikre, at vi får gennemsigtighed, stå ved sine beslutning og dermed også stå til regnskab for den," siger han.

UEFA besluttede i sidste uge, at man nu vil se på muligheden for, at russiske U17-landshold atter kan deltage i europæisk fodbold trods den igangværende krig i Ukraine.

Beslutningen blev vedtaget i det europæiske fodboldforbunds magtfulde eksekutivkomité, hvor danske Jesper Møller har plads. Men han har siden afvist at fortælle offentligheden, hvad han stemte, da komitéen skulle tage stilling til det betændte spørgsmål om russisk deltagelse.
 
"Jeg synes, det er utrolig ærgerligt. Og jeg synes ikke Jesper Møller gør hverken sig selv, DBU eller UEFA nogen tjeneste ved at holde det hemmeligt," siger Christian Rothmann.

Han mener, det er afgørende, at det danske fodboldforbund lever op til egne værdier om åbenhed i en sag, der har så stor interesse for offentligheden.

"Det største problem er jo den manglende gennemsigtighed i forhold til, hvordan sportens største organ i europæisk kontekst er kommet frem til den her beslutning," siger Christian Rothmann.

Det største problem er jo den manglende gennemsigtighed i forhold til, hvordan sportens største organ i europæisk kontekst er kommet frem til den her beslutning.

Christian Rothmann
Formand, Danske Fodboldfans

DBU: Formand har tavshedspligt
Altinget har ligesom flere andre medier rakt ud til DBU for at få afklaret, hvad Jesper Møller stemte, da eksekutivkomitéen tog stilling til spørgsmålet om russisk deltagelse. Han har ikke ønsket at medvirke. DBU har også afvist at kommentere Christian Rothmanns kritik.

DBU begrunder tavsheden med, at Jesper Møller har underskrevet en såkaldt fortrolighedserklæring, da han blev medlem af eksekutivkomitéen i UEFA.

"DBU-formand Jesper Møller ønsker at overholde UEFA’s retningslinjer om tavshedspligt og dermed ikke referere fra mødet eller informere om afgivningen af stemmer," skriver DBU i en pressemeddelelse tirsdag.

Da sagen eksploderede i sidste uge, var kommunikationschef i DBU, Jakob Høyer, hurtigt på banen med meldingen om, at danske landshold ikke vil møde russiske landshold "uanset alder".

Men i tirsdagens pressemeddelse åbner DBU nu en dør på klem for at følge linjen fra UEFA.

"UEFA ExCo besluttede i sidste uge, at UEFA’s administration nu skal komme med en beskrivelse af, hvordan russiske børn kan stille op som U17-landshold i neutrale farver og flag. Når turneringsreglerne kendes, vil DBU på nationalt plan kunne drøfte stillingtagen til mulige kampe mod russiske børn," skriver DBU på sin hjemmeside.

For det er ikke nogen simpel problemstilling, mener DBU-formanden.

"Det er hensynet til børn sat overfor ønsket om sanktioner mod Rusland og dermed en både svær og kompliceret sag,” siger Jesper Møller i pressemeddelsen.

DIF-formand: "Det kan jeg ikke udtale mig om"
DIF-formand Hans Natorp er omvendt en fuldtonet kritiker af den beslutning, som UEFA har truffet.

"Det er ærgerligt, at der bliver lukket op for de russiske U17-landshold. Det er imod den linje, vi kører i dansk idræt og i Norden," siger han.

Hans Natorp har gennem et år været internationalt berømmet fra sin skarpe linje i forhold til Rusland og trak overskrifter i en stribe medier verden over, da han sidste år udvandrede fra en olympisk konference, da en repræsentant fra Rusland gik på talerstolen.

Men Natorp ønsker ikke at tage stilling til, om Jesper Møller skal fortælle offentligheden, hvad han stemte, da UEFA besluttede at indlemme russiske U17-landshold.

"Hvad der er sket i alle mellemregningerne i UEFA, før man er kommet frem til beslutning, er jeg ikke tæt på, så det kan jeg ikke udtalte mig om," siger Hans Natorp.

Kulturminister Jakob Engel-Schmidt (M) blev også bedt om at stilling til spørgsmålet tirsdag. I forbindelse med Folketingets åbnning blev han fanget af en reporter fra Ekstra Bladet, som spurgte, om ikke DBU-formanden burde melde ud, hvad han havde stemt i Eksekutivkomitéen.

"Jo det synes jeg. Men det er op til Jesper Møller," svarede Jakob Engel-Schmidt.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Jesper Møller

Formand, DBU
cand.jur. (Aarhus Uni.)









0:000:00