SDU-forskere: Flere kan blive aktive, hvis kommunerne samarbejder med fitnesscentre

Kommercielle fitnesscentre spiller en væsentlig rolle for befolkningens fysiske aktivitet.

Hele 19 procent af unge og voksne på +15 år træner i kommercielle centre mindst en gang om ugen, og det gælder i særlig grad nogle af de grupper, der ellers ikke er særligt bevægelsesaktive.

Alligevel samarbejder kommunerne kun i yderst begrænset omfang med kommercielle centre.

Det har været næsten umuligt for os at finde eksempler på, at en kommune samarbejder med et kommercielt center om at skabe mere bevægelse.

Karsten Elmose-Østerlund, Birgitte Westerskov Dalgas, Bjarne Ibsen og Jonna Toft

Som led i forsknings- og formidlingsprojektet Danmark i Bevægelse, der er støttet af Nordea-fonden, har vi netop afsluttet en kortlægning af kommunernes mål og indsatser for bevægelsesfremme.

Vi har gennemgået over 7.000 politikker, strategier og planer fra alle landets 98 kommuner, og vi har interviewet nøglepersoner fra 95 kommuner. 

Det har været næsten umuligt for os at finde eksempler på, at en kommune samarbejder med et kommercielt center om at skabe mere bevægelse.

Derimod er der talrige eksempler på samarbejde rettet mod idrætsforeninger i stort set alle kommuner.

En barriere for samarbejdet er Kommunalfuldmagten, som foreskriver, at kommunerne ikke må yde tilskud til private virksomheder.

Men selv inden for disse rammer er der gode muligheder for at etablere et samarbejde. Det kommer vi ind på senere.

Kommercielle centre når ud til de mindst aktive

Årsagen til, at vi opfordrer til mere samarbejde mellem kommuner og kommercielle centre, er, at de kommercielle centre – altovervejende fitnesscentre - har en særlig betydning for mange af de grupper, der er mindst fysisk aktive.

Disse grupper ser relativt set ud til at have lettere ved at finde ind i et kommercielt center end i en idrætsforening (se figuren).

Figuren viser andelen af unge og voksne på 15 år eller mere, som er aktive mindst en gang om ugen i henholdsvis en idrætsforening og et kommercielt center, generelt for alle borgere og fordelt på udvalgte af de mindst aktive samfundsgrupper (procent). Figuren bygger på svar fra 163.000 voksne danskere indsamlet i 2020 i forsknings- og formidlingsprojektet Danmark i Bevægelse.

Vores analyser af unge og voksnes bevægelsesvaner viser, at unge og voksne på +15 år fra de mindst aktive samfundsgrupper næsten lige så ofte bruger kommercielle centre som den generelle befolkning.

Til gengæld er deres deltagelse i idrætsforeninger markant lavere.

Faktisk er det mere udbredt blandt kontanthjælpsmodtagere, ikke-vestlige indvandrere og efterkommere at gå i et kommercielt center end at dyrke idræt i en forening.

Vi vil gerne understrege, at et samarbejde ikke alene forudsætter en kommunal interesse og initiativ, men også vilje og evne blandt de kommercielle centre til at indgå et samarbejde.

Karsten Elmose-Østerlund, Birgitte Westerskov Dalgas, Bjarne Ibsen og Jonna Toft

Analyserne fra Danmark i Bevægelse indikerer altså, at kommercielle centre ser ud til at være særligt tilgængelige for de mindst aktive.

Samtidig ser et samarbejde mellem kommuner og centre ud til kun at være afprøvet i meget begrænset omfang.

Her er altså en mulighed for at arbejde med bevægelsesfremme på nogle arenaer, hvor de mindst aktive i forvejen finder sig godt til rette.

Vi vil gerne understrege, at et samarbejde ikke alene forudsætter en kommunal interesse og initiativ, men også vilje og evne blandt de kommercielle centre til at indgå et samarbejde.

Det handler blandt andet om at lytte til kommunale ønsker og behov, og om at sikre en god velkomst til kommunens borgere.

Brobygning til fitnesscentre

Den første model for samarbejde, vi vil foreslå, er som et led i kommunale brobygningsindsatser målrettet unge og voksne, eksempelvis unge uden for arbejdsmarkedet, indvandrere, efterkommere og personer, der har afsluttet et genoptrænings- og rehabiliteringsforløb.

Som det er i dag, har kommunerne altovervejende fokus på at skabe en bro for disse grupper til idrætsforeninger, men vores opfordring vil være, at man også afsøger muligheden for brobygning til kommercielle centre, der måtte være interesserede.

Den anden samarbejdsmodel, vi vil foreslå, relaterer sig til mange kommuners indsatser med fritids- og aktivitetspas for unge og voksne, hvor udvalgte samfundsgrupper får kommunal støtte til deltagelse i fritidstilbud op til et bestemt beløb.

Denne støtte udbetales til borgeren til at dække udgifter til fritidstilbud, men ofte gælder den alene tilbud, der er organiseret i en forening eller aftenskole.

Her kunne kommunerne vælge også at dække udgifter til fysisk aktivitet i kommercielle centre, så det blev en mulighed på linje med de øvrige tilbud, der i dag bliver dækket af sådanne ordninger.

Det vil kommuner antageligt kunne gøre inden for rammerne af Kommunalfuldmagten, fordi pengene følger borgeren.

Vi håber, at dette indlæg kan føre til en øget interesse blandt både kommuner og kommercielle centre for at afsøge mulighederne for et samarbejde, da vores forskning peger på, at det kan være en vej til at få flere unge og voksne til at opleve glæden ved bevægelse.