Forskningschef: Sådan sikrer fodboldens fællesskaber bedre trivsel

Foreningslivet kan noget særligt

Vi taler meget om trivsel i forbindelse med dagtilbud, skole og ungdomsuddannelser. Måske overser vi potentialerne i de andre kontekster. Trivsel er ikke et stationært fænomen. Børn og unge er ikke permanent i trivsel eller mistrivsel, og noget af det, der kan påvirke trivsel, er deltagelse i fællesskaber, hvor der skabes relationer til andre.

På den måde kan børn og unges bevægelser gennem livets fællesskaber betyde, at de trives i nogle af dem, men ikke i alle. Vi ved også, at der er grupper, der deltager alt for lidt og får for få positive relationer til andre.

Når man er sammen om fodbold, så er man sammen om noget andet end kun sig selv. Det kan kaldes et fælles tredje, og det er sundt

Andreas Rasch-Christensen
Forskningschef, VIA University College

Fællesskaber er ikke altid en dans på roser. De udfordrer, der opstår konflikter, uenigheder, misundelse og meget andet. Det gør ikke noget. Børn og unge skal lære at håndtere de udfordringer, som livet byder på. Man er ikke i mistrivsel, fordi der er perioder, hvor det er hårdt. 

Det skal blot ikke kun være hårde perioder over hele linjen.  

Når man er sammen om fodbold, så er man sammen om noget andet end kun sig selv. Det kan kaldes et fælles tredje, og det er sundt. Selvfølgelig skal der være plads til at tale om, hvordan man har det, og hvad der driller og bøvler. Det står ikke i modsætningsforhold til at være sammen om noget, der får fokus hen et andet sted.

Træningsøvelserne, kampene, samværet på holdet og meget andet tager over og retter opmærksomheden hen imod det, som vi er sammen om. I fodboldklubberne er det netop fodbold. 

På den måde kan foreningslivet noget ganske særligt. Børn og unge, der kan have det svært i skolen, kan blomstre op og få selvtillid og motivation på fodboldbanen, fordi de kommer i nogle andre fællesskaber, får øje på andre sider af sig selv og andre og i det hele taget bare laver noget andet. Det sker ikke automatisk, men potentialerne er der.  

Lad SFO og fodboldklub smelte sammen

I et samarbejde med DIF har DBU etableret fodboldskoler i blandt andet udsatte århusianske boligområder. Det drejer sig om at lade børn og unge, der ikke normalt har adgang til foreningslivet, stifte bekendtskab med det.

Det sker i samarbejde med områdernes skoler. På en skole er indsatsen blevet videreført i en fodbold-SFO, hvor der pædagogisk arbejdes med fodboldaktiviteter, men hvor pædagogerne også hjælper børnene med over i den lokale fodboldklub.  

Hvor mange af fodboldaktiviteterne i SFO’en tidligere bar præg af kaos, kan man nu observere, at børnene stille og roligt selv går i gang med øvelserne. Det drejer sig om at være sammen om fodbold og lære at hjælpe og støtte hinanden på banen. Der er fokus på at være en god holdkammerat.  

På en anden skole har indsatsen resulteret i dannelsen af en fodboldklub for skolens elever. Her indgår også uddannelse til dommer og assistenttrænerforløb. Det drejer sig om at spille fodbold og samtidig knytte an til de sider af dansk foreningsliv, der kan skabe gode rammer om velfungerende fællesskaber.

Det er ikke ligegyldigt, hvad disse rammer består af, og derfor arbejdes der lige dele fodboldfagligt og pædagogisk med fokus på dannelse og trivsel.  

Udover Get2Sport-indsatserne findes der også andre stærke initiativer, som skaber sammenhæng mellem SFO’en og den lokale klub med fodbolden som det omdrejningspunkt, der blandt andet understøtter børnenes trivsel. For eksempel i den nordjyske by, Langholt, hvor ”fodboldmadpakker” bygger bro mellem SFO’en og den lokale fodboldklub, eller i Vamdrup hvor skole og fodboldklub samarbejder om pigefodbold. 

Det er ikke nødvendigvis alle trænere, pædagoger og lærere, der har solide indsigter, hvordan man kan tænke på tværs af foreningsliv og skole. Og dem, der har, forsvinder, hvis de ikke støttes og har gode rammer for deres arbejde

Andreas Rasch-Christensen
Forskningschef, VIA University College

Eksemplerne viser, at børn og unge kan motiveres gennem fodboldens fællesskaber. Det kan være de yngste, der finder roen, rytmen og rutinerne i de simple træningsøvelser eller begejstringen ved de indlagte konkurrencer. Det kan også være de ældre, der gennem uddannelsen til assistenttræner eller dommer finder ud af, at de kan tage ansvar og give noget videre på helt andre måder, end de tidligere har oplevet. 

Endelig er indsatserne også en slags introduktion til dansk foreningsliv.  

Det er ikke alle grupper i samfundet, der per automatik sender deres børn til fritidsaktiviteter. Måske har de ikke ressourcerne, eller også er de blot ikke opmærksomme på dem. Indsatser som Get2sport kan bidrage til dette, fordi der er kvalificerede indsatser og ressourcepersoner koblet på. I trivsels- og dannelsesmæssigt øjemed, så bør adgangen til dansk foreningsliv understøttes og bredes ud.

Det sker ikke bare af sig selv. 

Fritids- og kulturpas kan give adgang til dem, der har brug for ekstra hjælp, men adgang er ikke nok. Tilbuddene skal have nok kvalificerede hænder. I Get2sport har ressourcepersonerne såvel pædagogiske som fodboldfaglige kompetencer. Det er styrken og samtidig en skrøbelighed.

Rekruttér tidligt til frivilligheden

Det er ikke nødvendigvis alle trænere, pædagoger og lærere, der har solide indsigter, hvordan man kan tænke på tværs af foreningsliv og skole. Og dem, der har, forsvinder, hvis de ikke støttes og har gode rammer for deres arbejde.  

I den forstand er der både behov for rekruttering, fastholdelse og uddannelse af denne type af ressourcepersoner. Der skal ikke nødvendigvis planlægges lange og formaliserede uddannelsesforløb for foreningernes frivillige eller skolens lærere og pædagoger.

For lærere og pædagoger er den ledelsesmæssige opbakning afgørende, viser erfaringerne fra Get2sport. Det er krævende at bevæge sig mellem to verdener, to fællesskaber, selvom de indbefatter mange af de samme børn og unge.  '

De gode rammer kan suppleres med en varieret vifte af uddannelsestilbud med blik for målgruppen. Nogle vil kunne motiveres af at blive certificerede idrætspædagoger, mens mange frivillige vil have gavn af ungdomskonsulenter, der er tæt på dem, og som de kan sparre med. Det er ikke one size fits all, og det stiller krav til uddannelsernes form og indhold. 

Rekrutteringen af det tilstrækkelige antal hænder skal styrkes ved at unge fra et tidligt stadie introduceres til det frivillige arbejde. Uden det så fungerer foreningslivet ikke, og potentialerne for de fællesskabsorienterede aktiviteter fortoner sig.  

Gode og trygge fællesskaber kan noget. Det gælder fodbold og andre typer idrætsgrene. De kan få børn og unge til at blomstre op, selv når livet i andre henseender er svært. Det sker dog ikke af sig selv. Det kræver hjælp og støtte til de frivillig og gerne koblinger til dagtilbud, skole og ungdomsuddannelser.

Det må gerne starte tidlig, som i DBU's strategi for børnefodbold og have blik for nogle af de udsatte grupper. Egentlig er det bare godt for alle at have et sundt fritids- og foreningsliv. Det skal vi værne om.