Foreningsidrætten forstår stadig ikke, hvad de unge vil have

I Danmark er der cirka 7.400 unge i alderen 13-18 år, som spiller basketball. Ser vi på antallet af 19-24-årige basketballspillere er vi nede på cirka 1.600. Tallene for basketball er desværre ikke en isoleret case. Det er den samme tendens, som går igen på tværs af de fleste idrætsgrene.  

I basketball har vi forsøgt at fastholde de unge igennem flere år, men er mislykkedes mere end det modsatte. Vi har for eksempel haft særlig fokus på træneruddannelse rettet mod dem, som træner piger og unge kvinder. Arbejdet med turneringsformater og kamptidspunkter, som i højere grad tilgodeser unges sociale liv og uddannelse.  

DBU lancerede i 2023 en Ungdomsstrategi, hvor de i høj grad lyttede og involverede unge. Strategien sætter de unge i centrum, og forbund, klubber og trænere må arbejde ud fra de unges præmisser og ikke omvendt. 

De unge kender udmærket til idrætsforeningernes tilbud og styrker. For mange af dem har jo været medlemmer som børn

Mads Young Christensen

DBUs strategi er helt i tråd med DIFs fokus på børn og unge.

Netop involvering af de unge er ifølge en undersøgelse fra IDAN i maj 2024 helt centralt.

Undersøgelsen peger blandt andet på, at når de unge involverer sig, er det vigtigt, at de føler sig trygge og kompetente til at løse opgaven.

Derudover må foreningerne være parate til at bryde med vanlige strukturer, være mere fleksible og ikke mindst give de unge reel indflydelse.

I DGI har man også blikket skarpt rettet mod de unge. På årsmødet i 2024 præsenterede DGI's Ungeplatform følgende tre sigtelinjer, som deres bud på at styrke unges engagement i foreningsidrætten.  

• Vi vil skabe attraktive foreninger for alle unge 
• Vi vil være med til at skabe udvikling og anerkendelse af unge 
• Vi vil have politisk indflydelse og påvirke 

Jeg oplever kun, at forbund og foreninger på tværs har stor fokus på at tiltrække og fastholde unge. Mange har forsøgt og forsøger ihærdigt, men vi må konstatere, at vi samlet set ikke er lykkedes - i hvert fald ikke endnu. Om DIF, DBU og DGI lykkes med deres initiativer er for tidligt at sige, men det bliver spændende at følge.  

Nogle vil måske mene, at den manglende foreningsdeltagelse bunder i de unge nu til dags.

De unge dyrker individet frem for fællesskabet, vil hellere skærmtid end spilletid (på banen vel og mærke). Den præmis køber jeg simpelthen ikke.  

Vi må ikke tale de unge ned. Jeg er med på, at cirka 43.000 unge, ikke er i uddannelse eller står uden for arbejdsmarkedet, og det er et kæmpe problem, som vi skal løse. Men langt, langt størstedelen af unge i Danmark er velfungerende og ressourcestærke med udsyn og kompetencer, som tidligere generationer kun kan misunde.  

De unge kender udmærket til idrætsforeningernes tilbud og styrker. For mange af dem har jo været medlemmer som børn (og vender i øvrigt tilbage som frivillige, når de bliver forældre).

De fravælger bevidst foreningstilbuddet i denne periode af deres liv, fordi det ikke spiller supergodt sammen med deres uddannelse, arbejde og sociale liv. Mange unge er fysisk aktive, men det foregår ofte i et privat fitnesscenter eller i en eller anden form for selvorganiserede idræt.

Jeg ved det ikke, men jeg tror, at den faste trænings- og turneringsstruktur, som de fleste foreninger er rundet af, harmonerer dårligt med et moderne ungeliv.  

Jeg ville ønske, at jeg med denne kommentar kunne præsentere en masse eksempler og forslag, som kunne vende udviklingen.

Men i stedet er det blevet en kommentar, som mest af alt rummer frustration over manglende evne til at ændre på udviklingen og et opråb til alle, der ligesom mig drømmer om flere unge i foreningsidrætten, at vi sætter endnu mere ind for at lykkes. 

Hvad de unge vil med livet, det kan kun de selv forstå. Men kære smukke unge mennesker, please hjælp os til at forstå.