Idrætsforsker: Vinter-OL i Italien viste os, at vi må tage et opgør med vores egen dobbeltmoral

Her bruger jeg sportswashing om starten på et forløb, der typisk begynder med hård kritik, men hvor vi i forskningen kan se, at den kritiske dækning næsten altid tynder ud, når først sporten går i gang. I den proces glider sportswashing gradvist over i det, vi kalder blød magt, hvor medaljer, fortællingen om fællesskab og værtslandets positive selvbillede stille og roligt får lov til at sætte sig.

Det, der starter som en konfliktfyldt debat om sportswashing, kan dermed gradvist normaliseres og i sidste ende bidrage til netop den form for blød magt og omdømmekapital, som værten ønskede at opbygge.

Begrebet har dog en indbygget slagside, fordi medierne næsten kun bruger det om autoritære regimer, mens tilsvarende greb i demokratiske sammenhænge som Italien med vinter-OL, sjældent mødes med samme kritiske blik.

Tonen en anden i Italien

Da de danske medier dækkede vinter-OL i Italien, var tonen helt tydeligt en anden. Italien forstås som et demokratisk EU-land, og fokus ligger hurtigt på medaljer, turisme, infrastruktur og smukke billeder fra Dolomitterne.

Selv om der både var gadekampe, jernbanesabotage og store protester, der satte spørgsmålstegn ved uorden, sikkerhed og politisk uro omkring legene, og selv om internationale alpekritikere kritiserede Italien for at sprænge budgetterne, manglende bæredygtighed og svag borgerinddragelse, og selv om der også blev udtrykt bekymring for korruption og mulig mafiaindflydelse i de store byggeprojekter, blev disse forhold sjældent samlet under overskriften sportswashing.

Hvis sportswashing skal være andet end bekvem moralisering, har vi brug for et sprog, der også rummer de demokratiske værter.

Tobias Thune Jacobsen
Idrætsforsker, Julius-Maximilians-Universität Würzburg

Set fra Europa fremstår OL i Italien i langt højere grad som legitim politisk brug af sporten end som et egentligt moralsk problem. Netop den forskel i blik er det, der trænger til at blive diskuteret.

Forskellen mellem værterne handler ikke om, hvorvidt sport bruges politisk det ene sted og ikke det andet. I Rusland, Kina og Qatar er store sportsbegivenheder blevet brugt aktivt til at forme en bestemt fortælling om staten, præcis som vi ser det ved vinter-OL i Italien.

Vinter-OL blev brugt aktivt til at fortælle historien om Italien som moderne, handlekraftigt og fredsskabende, et turistvenligt land i hjertet af det europæiske fællesskab, selv om hverdagen samtidig er præget af politisk polarisering og sociale spændinger. Også her blev OL brugt til at fremhæve nogle sider af virkeligheden og lade andre forblive i skyggen.

Overser den politiske rolle

Det afgørende spørgsmål er derfor, hvorfor vi beskriver grundlæggende ens praksisser med vidt forskellige ord. Når et autoritært regime gør det, kalder vi det sportswashing. Når noget tilsvarende sker i et EU-land, beskriver vi det som regel slet ikke ved hjælp af sportswashing, og ofte undlader vi helt at tale om den politiske dimension.

Intentionen om at forme omverdenens og egne borgeres blik på staten er til stede i begge tilfælde, men vi bruger vores begreber skævt. På den måde bliver sportswashing et stempel, vi primært sætter på aktører, vi allerede opfatter som problematiske, mens vi næsten aldrig bruger det om os selv eller vores nærmeste allierede.

Der er vigtige forskelle mellem autoritære regimer og et demokrati som Italien, ikke mindst i graden af undertrykkelse, retssikkerhed og mediefrihed, og de forskelle skal fastholdes. Men hvis vi kun bruger sportswashing om de mest ekstreme tilfælde, overser vi, at sportens politiske rolle ligger på et kontinuum.

I den ene ende står de grove eksempler, hvor sport bruges til at overdøve krig og massiv undertrykkelse, i den anden ende mere afdæmpet omdømmepleje i demokratiske stater, hvor sport hjælper med at glatte konflikter ud, gøre kontroversielle beslutninger mere spiselige og flytte blikket fra uenighed til fortællinger om fælles værdier. Vinter-OL i Italien placerer sig i denne blødere ende.

Legene tegnede billeder af harmonisk mangfoldighed og et stærkt europæisk fællesskab, ikke som løgn, men som en selektiv udgave af virkeligheden, hvor visse konflikter og spændinger fyldte mindre end i den politiske hverdag. Netop den form for selektivitet kritiserer vi gerne som sportswashing, når den finder sted uden for Europa, men langt sjældnere, når det er os selv.

Hvis sportswashing skal være andet end bekvem moralisering, har vi brug for et sprog, der også rummer de demokratiske værter. Så kan vi både fastholde forskellen til de værste tilfælde og samtidig erkende, at sport som politisk ressource ikke forsvinder, fordi værtslandet er medlem af EU.

Det kræver, at vi også tør se ærligt på os selv. Det er let at fordømme sportswashing hos dem, vi i forvejen tager afstand fra, men langt sværere at stille de samme spørgsmål til vinter-OL i Italien og til kommende europæiske værtskaber.

Først når vi gør det, kan sportswashing blive et ærligt spejl på vores egne valg, hvor selvkritik kan føre til mere åbenhed, bedre beslutninger og stærkere ansvarlighed og i sidste ende øge tilliden til sporten som institution.