Bliv abonnent
Annonce
Debat

Otte organisationer: De frivilliges arbejde på havet redder liv. Men deres vilkår skal forbedres

Hvis vi ønsker at værne om sikkerheden på vandet, skal vi sikre, at de, der passer på os, har de bedste betingelser, skriver otte organisationer.
Hvis vi ønsker at værne om sikkerheden på vandet, skal vi sikre, at de, der passer på os, har de bedste betingelser, skriver otte organisationer.Foto: Mads Joakim Rimer Rasmussen/Ritzau Scanpix
8. september 2025 kl. 02.00

A

Se alle afsendere i faktaboksen nedenfor

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Vi er mange, der elsker at være på vandet – i sejlbåd, motorbåd, kajak, roer, på SUP-board, som open water-svømmer eller noget helt tredje. Vores organisationer omfatter over 300.000 medlemmer, der alle bruger havet i deres fritid.

Og vi ved alle, at der nogle gange opstår uheld.

Et motorstop, en pludselig vejrændring eller et øjebliks uopmærksomhed kan være nok til, at en god dag på vandet bliver til en utryg og farlig situation.

Indlæggets afsendere

Anders Kristensen, direktør for Dansk Sejlunion

Sune Abelgren Olsen, direktør for Danske Tursejlere

Michael Lindberg, direktør for SUP & Surf

Christian Jacobsen, direktør for Dansk Kano- og Kajak Forbund

Rasmus Henning, direktør for Triatlon Danmark

Allan Nyhus, direktør for SvømDanmark

Bent Jørgensen, sekretariatsleder hos Dansk Forening for Rosport

Morten Froulund, formand for Dansk Vandski og Wakeboard Forbund

I de øjeblikke er det en stor tryghed at vide, at nogen er klar til at hjælpe, når det bliver nødvendigt.

Dansk Søredningselskab er en frivilligdrevet organisation, der døgnet rundt står klar til at rykke ud i de indre danske farvande.

Over 1000 søredninger

De frivilliges kompetente arbejde forebygger, at små problemer eskalerer – og de rykker også ud, når det virkelig gælder, og der er liv på spil.

Alene i 2024 foretog de over 1000 søredninger, hvilket er det højeste antal i selskabets historie.

Det vidner om, hvor afgørende en rolle de spiller i vores fælles beredskab. For i de indre danske farvande, hvor det offentlige ikke har kystredningsstationer, er det de frivillige i Dansk Søredningsselskab, der tager ansvaret for at skabe tryghed på vandet.

Dansk Søredningsselskab udfører et professionelt og livsvigtigt arbejde – frivilligt.

Anders Kristensen, Sune Abelgren Olsen med flere
Direktør for henholdsvis Dansk Sejlunion og Danske Tursejlere

Det gør de uden løn og uden statslig finansiering – men med en enorm betydning for alle os brugere.

Men den tryghed er ikke en selvfølge.

I dag sejler mange af Dansk Søredningsselskabs redningsbåde på sidste vers, og vedligeholdelsesomkostningerne stiger støt. Flere af bådene er blevet brugt intensivt i mange år og kræver nu konstante reparationer.

Det lægger et voksende pres på Dansk Søredningsselskab, som kæmper for at holde bådene operative. Samtidig kræver det en stor indsats at uddanne og fastholde de frivillige, der netop er rygraden i organisationen.

Uden moderne udstyr, pålidelige redningsbåde og ordentlige faciliteter risikerer vi, at Dansk Søredningsselskab ikke kan opretholde det høje niveau af beredskab, vi alle er afhængige af.

Sverige og Norge er langt foran

Dansk Søredningsselskab udfører et professionelt og livsvigtigt arbejde – frivilligt.

Netop det frivillige element forpligter os som samfund til at sikre, at de får de rette vilkår til at kunne løfte opgaven.

Vi opfordrer naturligvis vores medlemmer til at støtte Dansk Søredningsselskab gennem medlemskab, men det er også åbenlyst, at en så stor opgave som at stå for sikkerhed og tryghed i de indre danske farvande er en opgave, hvor samfundet også skal træde til og sikre gode rammer.

Læs også

Vi er taknemmelige for den indsats, de frivillige lægger og vil ikke tage den for givet. Derfor ønsker vi at slå et slag for, at de får de nødvendige rammer for at kunne fortsætte deres arbejde på bedst mulige måde.

Det gælder ikke kun uddannelse af de frivillige, men også de redningsbåde, de arbejder med.

Vi kan tydeligt se, at vores naboer i Sverige og Norge har et helt andet niveau for deres frivillige redningsberedskaber, og vi mener, det er på høje tid, at vi giver vores frivillige de samme forhold.

For hvis vi virkelig ønsker at værne om sikkerheden på vandet, skal vi også sikre, at de, der passer på os, har de bedste betingelser.

Annonce
Annonce
Annonce
Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Vi tror på politik
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40redaktionen@altinget.dkCVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2026