S-profil og DIF slår alarm: Vi risikerer, at tidens mistillid og polarisering trænger ind i foreningslivet

Den splittelse, vi ser i både Europa og resten af verden lige nu, er årsagen til, at man i Europa-Parlamentet har nedsat et nyt særligt udvalg, det såkaldte European Democracy Shield, som netop skal arbejde for at beskytte demokratiet og de demokratiske værdier.

Et arbejde, der både vil have fokus på udenlandsk indblanding fra store stater som Kina, Rusland og USA, men også på, hvordan civilsamfundet spiller en rolle i den demokratiske dannelse, der danner grundlaget for vores fælles demokrati.

Sportsmodel bygger på demokratisk fundament

Demokrati er ikke kun noget, vi stemmer om hvert fjerde år – det er en del af vores hverdag. Det lever i de store beslutninger, men også i de små fællesskaber, hvor vi lærer at tage ansvar og træffe valg sammen. Ét af de steder, hvor demokratiet mærkes allermest, er i foreningslivet.

Det består ikke kun af udøverne på både elite- og breddeniveau, men i høj grad også af de hundredtusindvis af frivillige, der sikrer, at der bliver vasket tøj, at kampene afvikles, og at foreningen styres efter demokratiske principper. At beskytte demokratiet i Europa handler også om at værne om de fællesskaber, hvor det bliver en levende del af vores hverdag.

Foreningslivet er et spejl af demokratiet:

Her stemmer vi, vi diskuterer, vi beslutter i fællesskab, og vi lærer, at alle stemmer tæller.  

Foreningslivet er heller ikke upåvirket af de udfordringer, som demokratiet står over for. Når misinformation og polarisering vinder frem, kan det også påvirke de lokale fællesskaber.

Christel Schaldemose og Hans Natorp
Hhv. Parlamenteriker, Socialdemokratiet og formand, DIF

Netop det demokratiske fundament og forankringen i græsrødderne er grundpillerne i den europæiske sportsmodel, der kort fortalt sikrer, at ingen turneringer er lukkede i toppen, så alle klubber har lige adgang til deltagelse og medbestemmelse.

Samtidig er der en solidarisk fordeling af resurserne, hvor en procentdel af indtægterne fra store europæiske turneringer og spillerhandler i elitesporten siver ned til breddeidrætten, der er med til at udvikle idrætten og er hele fundamentet for den idræt, der binder os sammen både i de enkelte medlemslande og på tværs af Europa.  

Den tilgang er vigtig. For idræt og foreningsliv er ikke bare en fritidsaktivitet – det er en identitetsmarkør, der former børn og unge. Her lærer de at forbinde deres idræt med fællesskab og ansvar.

Måske er det her, de for første gang træder ind i en tillidsrolle som hjælpetræner eller dommer, eller møder de ildsjæle, der sørger for, at der er fjerbolde, harpiks og sammenhold på tværs af generationer. Og netop dét er værdifuldt. For det er i foreningslivet, at vi lærer at forstå hinanden på tværs af generationer.

Det er her, den ældre træner ser, at den unge udøver ikke bare er opslugt af en skærm, men er klar til at tage ansvar for fællesskabet. Og hvor den unge omvendt opdager, at træneren ikke er kørt fast i gamle vaner, men repræsenterer en tradition, hvor frivillighed, medbestemmelse og sammenhold har været drivkraften i generationer. 

Foreningslivet trues af polarisering

Foreningslivet er heller ikke upåvirket af de udfordringer, som demokratiet står over for. Når misinformation og polarisering vinder frem, kan det også påvirke de lokale fællesskaber.

Hvis tilliden mellem mennesker svækkes, kan det gøre samarbejde sværere og skabe unødige konflikter – også i foreninger, der ellers bygger på sammenhold og frivillighed. 

Et konkret eksempel på værdien af tillid så vi udspille sig under COVID-19, hvor man i Danmark meget effektivt hurtigt kunne både lukke og genåbne aktiviteter i idrætsforeningerne.

Det kunne vi, fordi den demokratiske tradition gør, at de frivillige tog ansvar for at stoppe smittespredning, og at der omvendt blev vist en stor tillid fra myndighedernes side. Derfor havde foreningerne en helt særlig central position i Danmark i nogle svære år.  

Demokratier bryder sjældent sammen med et brag – de smuldrer langsomt. Først mister vi tilliden til dem, vi er uenige med.

Så begynder vi at tvivle på fælles sandheder, fordi misinformation har gjort enhver debat til en kamp. Til sidst holder vi op med at deltage – for hvad nytter det, når vi alligevel ikke føler os forbundne til hinanden?

Når fællesskaber svækkes, og vi isolerer os i digitale bobler, mister vi ikke kun demokratisk engagement – vi mister forbindelsen til hinanden. Vi risikerer et samfund, hvor vi ikke længere ser os selv som medborgere, men som individer, der står alene.

Når det sker, er demokratiet ikke længere en levet virkelighed, men blot en idé, vi engang troede på. Det er her, foreningslivet spiller en afgørende rolle. I hallen, på banen og i klublokalet mødes vi på tværs af alder og holdninger.

Vi lytter, vi samarbejder, vi tager ansvar. Og det er præcis dét, der holder demokratiet levende. Det er her, at vi udvider vores horisonter og lærer at forstå andre end os selv. 

En forening trives, når vi lytter til hinanden. Når vi handler på et oplyst grundlag, hvor vi har hørt og respekteret hinandens meninger, styrker det fællesskabet og sikrer, at beslutninger træffes i enighed frem for splittelse.

Beskyttelsen af demokratiet handler ikke kun om lovgivning og institutioner – den findes også i de arenaer, hvor vi lærer at samarbejde og tage ansvar i fællesskab.  

Ekkokamre på fodboldbanen og i hallen 

Den demokratiske dannelse, vi ser i det danske foreningsliv, er et eksempel, vi kan være stolte af – både i Europa og herhjemme. Men fællesskaberne er ikke immune over for de udfordringer, der præger samfundet.

Når tilliden mellem mennesker svækkes, og samfundsdebatten i stigende grad foregår i ekkokamre, risikerer vi, at foreningslivet også påvirkes. Derfor må vi værne om de arenaer, hvor vi stadig mødes på tværs af holdninger og generationer. 

Foreningslivet er et bevis på, at demokrati ikke kun er noget, vi taler om – men også noget, vi gør.

Christel Schaldemose og Hans Natorp
Hhv. Parlamenteriker, Socialdemokratiet og formand, DIF

Kampen for mere skærmfri tid og sociale medier, der ikke gør os afhængige er derfor også en kamp, som i sidste ende er med til at beskytte det, som vi holder så meget af. 

Foreningslivet er ikke bare en dansk tradition – det er et eksempel, resten af Europa kan lære af.

I vores idrætsforeninger ser vi, hvordan demokratiske principper ikke bare diskuteres, men praktiseres:

Vi stemmer, vi tager ansvar, vi finder løsninger i fællesskab. Det er netop den kultur, der kan styrke sammenhængskraften og modvirke den polarisering, der truer demokratiet i mange lande.

Derfor skal vi ikke kun værne om det, men også vise, hvordan demokrati fungerer i praksis. Det gør vi bedst ved at fremme de danske værdier gennem for eksempel den europæiske sportsmodel.  

Foreningslivet er et bevis på, at demokrati ikke kun er noget, vi taler om – men også noget, vi gør.