
Det er 10 uger siden, Jakob Ellemann-Jensen (V) kom tilbage efter sin sygdom. Dengang lå Venstre i meningsmålingerne og skvulpede på den rigtige side af ti procent, hvilket naturligvis på ingen måde er godt nok i et parti, hvis selvforståelse er det dobbelte.
Tirsdag målte Voxmeter Venstre til 8,5 procent, det laveste nogensinde. YouGov målte Venstre endnu lavere, nemlig 6,9 procent, og alle andre måler også en historisk katastrofe.
Ellemann-effekten udeblev. Det blev en defekt. Men værst af alt; Nu taler magtfulde kræfter i baglandet åbenlyst om, hvorvidt Jakob Ellemann-Jensen er den rigtige formand.
Det er Jyllands-Posten, der har fået Venstres magtfulde bagland i Vestjylland i tale. Og i politik er det sådan, at så længe de forbudte ord bliver i flasken, så har du som formand en god chance for at overleve, men så snart ordene slipper ud, ryger du ind i dødsspiralen. Spørg bare Bendt Bendtsen (K), eller se på hvad der skete med Svend Auken (A).
Så medmindre Ellemann leverer hurtige mirakler, vil han langsomt men sikkert blive skruet ned gennem spiralen og ud.
Tre valg venter faretruende forude for Ellemann. EU-valget i juni næste år og et kommunal- og regionsvalg i november 2025, inden vi formentlig skal til folketingsvalg engang i 2026, hvis Ellemann ellers overlever som formand så længe.
For som formanden for Venstre i Holstebro, Peder Fruergaard, siger til Jyllands-Posten, "kan man jo ikke komme med en ny statsministerkandidat fem minutter i lukketid".
Baglandet kræver succes. De har holdt sig i ro længe, men nu er det deres egne poster ude i kommunerne og regionerne, der snart kommer i fare.
Problemet for Ellemann er, at det er næsten umuligt for ham at vende skuden. Det er der tre hovedårsager til:
1) Han har allerede sagt for meget.
2) Venstre aftryk på regeringens politik løber andre med æren for.
3) Ellemann er for storbyagtig og klimaentusiastisk.
Lad mig starte med de alt for mange ord. Ekstra Bladet lavede først på ugen en næsten tragikomisk gennemgang af alle Ellemanns udmeldinger om partiets kurs.
Ved sin tiltræden i 2019 talte han om "fem pejlemærker", i 2020 var det blevet til "tre politiske arenaer", og nu taler han om "fem markører". Under hans fravær havde vikarerne Troels Lund Poulsen og Stephanie Lose så tilføjet "fire fyrtårne".
Fælles for alle udmeldingerne er, at ingen uden for Venstres sekretariat på Christiansborg husker, hvad det hele går ud på, og derigennem har Venstre totalt udslettet sin profil.
Og det virker næsten, som om partitoppen godt selv ved, at pejlemærke-arena-markør og fyrtårn-forvirringen er total.
Derfor klamrer partiets spidser sig næsten hjerteskærende desperat til håbet om, at vælgerne og baglandet forstår alle de gode aftryk, Venstre har sat på regeringens politik.
Problemet for Ellemann er, at det er næsten umuligt for ham at vende skuden.
Rigtigt er det også, at Venstre er gået fra i starten af regeringssamarbejdet at skulle æde nogle kæmpe kameler som blandt andet en forhøjelse af fradraget for fagforeningskontingent til nu at sætte markante aftryk.
Senest så vi det ved fremlæggelsen af den nye folkeskolereform. Den vil frisætte lærere og skoler fra snærende cirkulærer og give dem mere frihed og selvbestemmelse, hvilket har været klassisk Venstrepolitik i årevis.
Problemet er bare, at ingen derude i vælgerhavet ser folkeskolereformen som en Venstre-sejr, heller ikke engang formanden for Venstres største partiforening, Ringkøbing-Skjern, Hans Christian Tylvad: "Det er skrevet ud fra det, Venstre har ønsket i mange år, men jeg kan godt se, hvem der tager æren for det. Det er Socialdemokratiet."
Den socialdemokratiske undervisningsminister Mathias Tesfayes har dygtigt og troværdigt præsenteret folkeskolereformen. Derfor ses den som socialdemokratisk.
Så er der kampen om CO2-afgiften til landbruget. Her er Ellemann milevidt fra sit bagland. Hvis nogen havde troet, at han var på tilbagetog efter de seneste ugers kritik fra Landbrugsdanmark, så blev det totalt fejet bort i søndags i et interview i Politiken.
De blå byvælgere, som Ellemann så gerne vil appellere til, er for længst forsvundet over til Liberal Alliance.
Poul Madsen
Ellemann stod fast: Der "vil" komme en CO2-afgift på landbruget, hvilket naturligvis også er helt rimeligt, eftersom at landbruget står for en tredjedel af Danmarks CO2-udledning.
Men i baglandet ses interviewet som 'tåbeligt', og det er et kæmpe problem for Ellemann, fordi dette kongeblå jyske bagland efterhånden er ved at være de eneste, der stadig ser sig selv som Venstrefolk. De blå byvælgere, som Ellemann så gerne vil appellere til, er for længst forsvundet over til Liberal Alliance.
Og de kommer ikke tilbage, for Venstre stinker af fortid, og det vil kun blive yderligere understreget de kommende uger, mens bondehæren fra Jylland kæmper for, at landbruget ikke skal meldes ind i nutiden og være lige så klimabevidste, som vi forventer af resten af erhvervslivet.
Derfor vil spiralen blot vride Ellemann yderligere ned.
Omtalte personer
Emner i denne artikel
Indsigt
Steen Vinderslev64 årI dag
Kommunaldirektør, Middelfart Kommune, formand for offentlige chefer i Djøf, hovedbestyrelsesmedlem, Djøf
Marie Hansen62 år4. juni
Direktør for Folketingets Administration
Claus Elgaard63 år4. juni
Projektleder, Tuba (Terapi og rådgivning for Unge, der er Børn af Alkohol- og stofmisbrugere), fhv. sportsvært på TV 2 og DR

Theresa Scavenius spørger Peter HummelgaardHvordan har hooligan-registret fungeret?Besvaret
Theresa Scavenius spørger Peter HummelgaardEr ministeren indstillet på at justere udkast til lovforslag om styrket indsats mod fodbolduroligheder?Besvaret
Karsten Hønge spørger Lars Løkke RasmussenHvorfor stopper det danske bidrag til vaccineforskning gennem International AIDS Vaccine Initiative (IAVI)?Besvaret
- Mette Frederiksen danner regering efter rekordforhandlinger. Her er, hvad vi ved
- Underviser frygter for idrætsfaget på htx: Perfekt forening af naturvidenskab og det menneskelige
- Kun vanetænkning taler imod at sammenlægge Kirke- og Kulturministeriet
- Kvinder i musikbranchen, grøn omstilling på højskoler og skolemåltider i Østafrika: Det har fondene givet penge til i maj
- Idrætsanalytiker opfordrer partier til at droppe opfindsomheden i regeringsgrundlag: Invester i "noget, der er lidt kedeligt"















