Udlodningsloven skal evalueres. Om det fører til en revision, er uklart. I givet fald næppe en af de større.

Men måske bør diskussionen ikke have fokus på en revision, men på om vi overhovedet skal have en udlodningslov, eller om statens udgifter til idrætten bør reguleres af finansloven – som det gælder for stort set alle andre udgifter fra staten.

Den nuværende udlodningslov er sidste skud på den stamme, der blev skabt med indføringen af fodboldtips i 1948. Dengang blev der oprettet et statsligt selskab, der kunne tilbyde danskerne at spå om resultatet af fodboldkampe – vundet, tabt eller uafgjort. Overskuddet fra tipningen skulle  tilfalde børne- og ungdomsarbejdet i idrættens organisationer. Begrundelsen var selvfølgelig, at idrætten lagde kampe til.

Fordelingen af overskuddet blev fastsat ved en nøgle indfældet i loven. Nøglen var ikke direkte baseret på objektive kriterier, men der blev i et vist omfang skelet til organisationernes størrelse.

Statens tilskud til idrætsorganisationerne har siden hvilet på lovgivningen om spil – og fra 1989 også lotto. Og grundprincipperne for fordelingsnøglen er ikke ændret væsentligt.

Men begrundelsen for at fastholde denne særstilling er ikke længere til stede.

En frygt, de må dele med alle

For det første hidrører udlodningsmidlerne ikke længere fra spil på sportskampe. De kommer udelukkende fra Lotto, skrabespil med videre.

For det andet er midlerne ikke længere underlagt de svingende konjunkturer i danskernes spillelyst. Man har tidligere delt risikoen – så at sige. I dag er organisationerne garanteret et fast tilskud, som ovenikøbet er inflationssikret - et helt enestående privilegium som modtager af offentlige midler.

En placering på finansloven vil åbne mulighed for løbende at støtte små og nye initiativer – og fjerne støtten igen, hvis initiativerne ikke er levedygtige.

Søren Riiskjær
Fhv. idrætspolitisk chef, DGI, fhv. kontorchef, Kulturministeriet

Der er derfor ikke længere nogen reel begrundelse for at fastholde den særlige finansieringsform. Og alene af den grund kunne man lige så godt overføre finansieringen til finansloven.

Men nok så vigtigt: Det vil give de folkevalgte politikere mulighed for løbende at tage stilling til omfanget og fordelingen af statens støtte til hele idrætsområdet – i modsætning til i dag, hvor støtten er fastlåst. Og det vil åbne mulighed for en fleksibel statslig idrætspolitik, som kan tage højde for nye initiativer – eller måske ligefrem resultere i en aktiv statslig idrætspolitik.

Forslaget er ikke fremmed for idrættens organisationer. Spørgsmålet har de senere år med jævne mellemrum været diskuteret internt. Men når organisationerne holder fast i udlodningsmidlerne, sker det med henvisning til en frygt for uforudsigelige finanslovskompromisser i sene nattetimer.

Men det er en frygt, de må dele med alle, der modtager statslige tilskud – for eksempel universiteter, sygehuse, daginstitutioner, museer, pensionister og dagpengemodtagere. Har man tillid til værdien af egen indsats, bør man vel ikke frygte for tilfældigheder i den politiske prioritering?

Store frivillige idrætsorganisationer vil fortsat være de store beløbsmodtagere

Idrættens finansieringsmodel er helt unik sammenlignet med andre modtagere af statslig støtte. Kun DR har haft en sammenlignelig model med licensfinansieringen, der heller ikke var underlagt finanslovens konjunkturer. Men den model er nu også afskaffet.

Aktuelt står en række mindre initiativer uden for fordelingsnøglen – som gadeidrætten, idræt for udsatte, e-sport og skoleskak – som kunne fortjene en idrætspolitisk opmærksomhed. I det hele taget kunne det være ønskeligt, om det løbende var muligt at støtte nye og inspirerende initiativer – og fjerne støtten igen, hvis initiativerne ikke er bæredygtige.

Kommer idrætten på finansloven vil det åbne for en reel idrætspolitisk diskussion om værdien af den samlede idrætspolitiske indsats og om prioriteringen af de enkelte indsatser. At de store frivillige idrætsorganisationer fortsat vil være de store beløbsmodtagere vil være hævet over enhver tvivl.

Men en placering på finansloven vil åbne mulighed for løbende at støtte små og nye initiativer – og fjerne støtten igen, hvis initiativerne ikke er levedygtige.

Det vil kort sagt åbne for en løbende idrætspolitisk diskussion om den statslige indsats.